Varicer & Violiner : Pandemonium #22

Kære Læsere.

Så får i det sidste indlæg her i år indtil efter sommerferien. Traditionen tro skal vi holde os til de 42 indlæg om året, og nummer 22 er et passende antal at slutte det sidste halve år med.

Hvad er der sket for tiden? Well, i tidligere indlæg skrev jeg om det der med at mestre tålmodigheden og ventetiden før projekterne blev skudt i gang. Det har ikke været let, men alligevel er tiden gået hurtigt for jeg, da jeg produktivt har brugt tiden på at knokle igennem. Det har været en lidt voldsom måned... Ikke på den dårlig måde, men på en overvældende måde. Overvældet over graden af arbejde som lå foran jeg med tekstforfattere, SEO eksperter og markedsførings specialister og kodere (lang historie...) og overvældet af den velsignelse jeg føler i mit liv over, at kunne være så heldig over at have booket min kalender op med alt det jeg elsker. Det er ikke altid en dårlig ting at føle sig træt eller stresset over mængden af arbejde på ens bord, når man sådan går rundt og elsker det man laver. Udover alt det personlige arbejde, så har jeg også passet mit eget job. 37 timer på papir om ugen men med alle de ekstra vagter ender vi på de stabile 45-50 til tider. Det er okay, fordi jeg elsker ethvert minut af det jeg laver.

Ydermere føler jeg utrolig heldig over at gå på de gange som min leder hun er ansvarlig for at lede, fordi my god, hvor er hun helt fantastisk. Jeg arbejder et sted, som man har lyst til at investere sig selv i, en god ledelse kan gøre rigtig meget. Engang skrev jeg et indlæg omkring måden jeg plejede at spise frokost på på mit tidligere arbejde, altid alene og for mig selv. Idag arbejder jeg et sted hvor mine søde kollegaer venter med at spise frokost og venter på mig, så vi alle sammen kan spise sammen.

Once i rated the human experience one star, now its a whole another thing. Jeg elsker mit liv, og værner om min livskvalitet. Jeg fejrede min fremgang med et længe ønsket malleri fra een af mine yndlings kunstnere (Tina Maria Elena) og investerer for tiden mine penge på selvforkælelse og oplevelser. Så velfortjent, taget sidste år i betragtning.

Det har krævet utrolig hårdt arbejde at nå hertil, og det er sejt måden jeg har gjort det på. Ingen tårer gik til spilde. Kan i huske videoen med Torsten som jeg postede i starten? Den med tårerne som løb ned af ansigtet på mig efter min fyrring fra Riget?

Min sårbarhed fik min video spredt, og jeg fandt de andre damer i sagen, ingen tårer gik til spilde, og alt sammen endte med at bidrage til min (whistleblower) sag i sidste ende.

Jeg er så utrolig stolt af mig selv, når jeg sådan kigger tilbage og ser alt det som jeg har opnået det sidste halve år. Udover firmaer, bøger og vilde samarbejdspartnere formåede jeg at få min nål og finde den rodfæstedhed og stabilitet som jeg havde søgt så længe indtil da. Det er helt vildt, sådan at mærke ro på de punkter. Udover en personlig sejr er det også et stort slap in the face til alle dem som prøvede at forhindre mig i at arbejde og ikke mindst, at blive færdiguddannet. Suck my dust, eller hvad man nu siger <3

Når jeg ikke investerer mine timer på at være på gulvet (1. priotet) så har jeg ellers travlt med at opbygge imperiet ved siden af, I run a tight ship, og det er overdrevet fedt at se vi allerede vinder sager og skaber omrokeringer hos nogle ledelser. Jeg er så umenneskelig stolt af mit firma, og hvordan et initiativ så simpelt kan være med at skabe de største forandringer. Jeg har reflekteret lidt, og nu hvor jeg virkelig kan se hvor meget jeg var igennem sidste år, nu hvor det virkelig er gået op for mig hvor meget jeg knoklede mens jeg kørte på mit ADHD drive har jeg tænkt lidt over hvordan det overhovedet var muligt. Jeg mener, 14 arbejdspladser, 14 jobsamtaler, og 14 hold kollegaer og ledere som jeg elskede og mistede. Hvordan kom jeg igennem det?

I mine bøger skriver jeg tit om det der med at "gøre noget andet i stedet for" når smerten rammer dig og lammer dig i livet. Det der med frem for at give op til magtesløsheden, at løsningen for resiliens ligger i evnen til at kunne gøre noget andet i stedet for, regardless the magnitude of pain.

Det var præcis det jeg gjorde sidste år. Blev jeg fyret uberettiget fordi jeg skrev om mine krænkelser (og ledelserne agerede ulovligt mens de ignorerede mit samarbejde med den nationale whistleblowerordning) så i stedet for at give op og bryde ned over smerten, så var mit fokus altid på at knokle og komme videre, at gøre noget andet i stedet for.

Det er det der, med at holde sig i gang tror jeg. Det er lidt ligesom hos AA (Alcoholic anonymous), man kommer jo ikke til møderne fordi det er det som ændrer noget i dig, du kommer helt specifikt til møderne så du har noget andet at lave i stedet for. Det handler hele tiden om, at gøre noget andet i stedet for når noget gør ondt. Og som eksperten af traumer, stod jeg aldrig stille.

"Im allright in bed but im better with a pen"...En sanktionering og en række fyringer ledte til fem bøger og et firma som er de første i verden som arbejder som vi gør . Det handler altid om at gøre noget andet i stedet for. Nu står vi i dag med udgivelser de næste 7 år, retssag(er) jeg ser frem til og en række mennesker som snart kan få deres handlinger er bedømt af nationen, og ikke længere kun jeg og mine omgivelser. På under et år har jeg formået at lægge grundlaget for de næste ti år and the hustle is worth it. Undervejs har jeg nemlig samlet mig mange andre, som helt specifikt har haft oplevelser de samme steder som jeg. For all the Fugaze ive meet, i cant wait to be the one to lead such state of Pandemonium.

De siger What doesnt kill you only makes you stronger - jeg er delvist enig. Det handler også om tilpasning og ens evner herved. Selvfølgelig har vi de samme problemer ude i samfundet når det kommer til krænkelser og en uværdig behandling når løsningerne indtil nu har været den samme. Det er jo definitionen af galskab, sådan at gøre det samme og forvente forandring, ikke? I tider som disse kræver det en udvikling vores tilgang til disse slags sager i sin helhed.

Hos mit firma er vi trætte af the Greyscale, og vi får allerede vejledt nogle ledelser i mere farverige retninger, hvor det ikke længere kun handler om at lytte til usaglige ledere fordi de er ledere, men gruppen af medarbejdere bag dem som redegør for deres arbejde og ikke mindst hvordan vi mener at de er til en fare for patientsikkerheden. I vores øjne: er dine lederskabs evner grunden til de manglende medarbejdere på dit afsnit, så er du til fare for patientsikkerheden. Et perspektiv som ikke er en svær opgave at skabe præcedensen for i en retssag, hvis jeg har en gruppe af dine tidligere medarbejdere og deres udsagn til at bakke mig op. Mit firma er en ny måde at gøre tingene på.

Mit største ønske er at skabe et sted, som kan beskytte sundhedsfaglige som klager eller fremlægger krænkelsesoplevelser mod repressalier og ulovlige sanktioneringer. Husk nu, går du til mit firma så er det ikke dig selv som skal klage eller banke på dørene, så er det mine jurister som hiver fat i dine ledere og iværksætter planen. Det er svært for en ledelse at sige nej eller lukke dørene i når vi casually truer dem med et masse søgsmål. Så er det lettest at fyre den leder som vi klager over.

Det er også derfor, at det ikke er det vigtigste at "vinde min sag" . Jeg har skrevet det før; Jeg efterspørger ændringer i lovgivningen og forvaltningsmæssige rettigheder til mine unge og mine studerende. Det handler ikke blot om at vinde min sag, men om at skabe en sag. Min sag er for alle de fremtidige sager som afventer regionerne.

Ill be your closing argument in court!

Mit næst største ønske er at skabe et sikkert sted, hvor sundhedsfaglige kan indberette deres oplevelser NU og her. Jeg ikke interesseret i at bidrage til Mee Too bølgen som den er. Jeg understøtter på ingen måder de individer som klager over hændelser flere år endda i nogle tilfælde årtier efter deres oplevelser. Jeg syntes et eller andet sted at det er at skide rigtige ofre direkte i hovedet. Os som gik til politiet med det samme, og som flere år efter stadig venter på at der kommer en sagsbehandler på vores sag. Helt specifikt ønsker jeg ikke at bidrage til bølgen som den er nu, mit mål er at ændre kursen for den! At sørge for at der ikke er nogen undskyldninger for ofre i forhold til at klage.

Hos mig er det et sikkert sted, et sted hvor du garanteres det at blive hørt og ende på vores livrednings krans liste. Det handler altså om innovation, om at ændre måden tingene gøres på nu, og ydermere tilbyde den beskyttelse som ofre er berettiget til, den beskyttelse som det nuværende plutokrati ikke understøtter - og hvis du ikke kan se hvor plutokratisk vores system er, så er det tid til et wake up call.

Min pressemeddelelse kommer til at være noget af et Gravity check for mange parter.

Helt specifikt er det meningen at vi i fremtiden vil agere som en slags hjælpende hånd for regionerne. Det er jo genialt, måden vi kan hjælpe dem med at finde de rigtige ledere på. Med tiden vil hjemmesiden udvikle sig for firmaet. Først lancerer vi på low key vis, efterfølgende vil i med tiden falde over et Index, et Index med navne på de steder/organisationer og ledere (eller individer) som har modtaget +3 klager fra kollegaer. Vi lever i en tidsalder hvor information og deling af erfaring er af reel faktor.

På denne måde, når det er tid til en ansættelse eller en revurdering af en leder, er det nemt for organisationerne at se hvem det er, som har et rygte og et ry for at krænke derude. Jeg vil gøre det let og overskueligt at se hvem man ikke skal hyre eller investere sin tid i. Red flags you say?

Så udover at beskytte ofre, skabe arbejdspladser som vi gerne vil arbejde på og flere medarbejdere, så vil jeg endda hjælpe Regionerne med vælge hvem de med ro i maven de kan ansætte, og hvilke individer det er som ikke er det værd at investere i. Youre Welcome, Region H.

You should have me on your Payroll. Drømmen er en dag at lede mit helt eget kontor med en masse sexede damer som Angelina Jolie i Mr&Mrs Smith, et kontor for vores vilkårs best interesse. For nu, fortsætter vi med at have central kontor i min lejlighed, lolz.

Jeg kæmper stadig lidt med at acceptere den der uretfærdigheds følelse når jeg sådan kigger tilbage og tænker på den (umenneskelige) måde de formåede at behandle mig på, i disse henseender hentyder jeg til både de organisatoriske problemer og de enkelte individer som på naturlig stakkels vis har formået at gøre sig til en del af min sag ved at blande sig og behandle mig ligeledes dårligt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at havde jeg ikke været farvet i huden, og havde jeg ikke været brun,så var jeg aldrig blevet behandlet sådan der.

Havde det været en hvid pige, som havde klaget over krænkelser og efterfølgende selv fundet andre ofre, og havde det været en hvid pige som havde delt sin historie som jeg - så var hun aldrig blevet behandlet sådan. Hverken af visse ledere, bjørne eller organisationer. Min mor har altid sagt det, helt siden jeg var lille. "Work twice as hard and expect half the justice".

Så denne her rampage går til dels ud til mine brune medsøstre. Jeg gentager.

Havde jeg været hvid, var jeg aldrig bleven behandlet sådan som jeg er blevet.

Udover det sædvanlige politiske shitshow og mit intense arbejde med firmaet (og mit fuldtidsjob ved siden af) har jeg haft en intens måned i forhold til mit personlige liv. Det er lidt komisk: Når jeg har ældre patienter snakker vi altid om, det der med hvordan det er , at ingen forbereder dig på det at blive gammel. Mine ældre pensionerede patienter føler nærmest det er et deltidsjob i sig selv, det der med at være ældre og syg. De føler hele tiden at de har så travlt, og at der nærmest ikke er tid til noget andet i hverdagen. Det koster penge, overskud og tid og de er overraskede over hvor meget det egentligt kræver, det der med at være oppe i årene. Jeg smiler altid venligt og fortæller dem at det altså er okay at føle sig overvældet, og at der ikke foreligger nogen vejledning i forhold til det at komme op i alderen. Til gengæld påpeger jeg også altid, den massive forskel som er, i forhold til hvordan mine ældre patienter mestrer deres sygdomsforløb sammenlignet med de unge. I fucking love Geri, fordi for helvede hvor er de ældre bare gode til at rumme og summe deres sygdomsforløb- De unge patienter er oftest i krise og har meget sværere ved at rumme deres forløb.

Jeg er et af dem.

I starten af det her Cancer udrednings (pis) som jeg går igennem, så forberedte jeg mig selv på ventetider og en længere proces. Jeg havde aldrig regnet med, at det ville gå så hurtigt.

Så mens jeg har slinget finurlige samarbejde rundt med forretnings forbindelser i forhold til bøger og NGO og passet mit arbejde, så har jeg på under en måned formået at komme igennem alt fra flere slags semi invasive undersøgelser til flere omgange af blodprøver og endnu en biopsi.

Jeg føler jeg er blevet kylet og kastet ud i det her, og det er gået så hurtigt at det faktisk er det som har fået det til at føltes som en voldsom oplevelse. Det er også rigtig meget at tage ind på en måned, og jeg kan ikke komme udenom at det har været rigtig svært. Alle de undersøgelser har føltes som voldsomme overgreb, og ting jeg aldrig havde forberedt mig på.

Det er selvfølgelig rart, at det går så hurtigt og ventetiderne er korte , men det er så overvældende at gå igennem alt det på under en måned.

Cudos til min søde mand som har holdt mig i hånden hele vejen igennem, og som aer mig i søvn for hver nat kvalmen og smerterne gør det svært at sove.

Jeg finder glæden og overskuddet i min hverdag, og det er oftest det som gør, at jeg står ud af sengen lige meget hvor meget det gør ondt, og hvor skidt jeg end måtte have det. Jeg arbejdede i to måneder med en brækket fod, og tullede rundt (løb rundt!) på mit afsnit med den mest keglede walker støvle uden en eneste sygedag. Der skal meget til før jeg smider handsken i ringen.

Forleden dag havde jeg en patient. Han havde en Aorta aneurisme i progression, og vi trippede alle sammen lidt rundt på afsnittet og bad kontinuerligt til at blodtrykket ville forholde sig i den lave ende og at det ikke ville være hos os det gik galt. Til gengæld havde han også brækket begge sine arme og var noget af det sødeste menneske jeg nogensinde har mødt.

Den gamle mand kiggede på mig en morgen mens jeg var ved at tage værdier (SHH mens jeg måler dit blodtryk, du gamle) og spurgte mig om, jeg mon troede han ville leve længe nok til, at hans arme kunne heale fordi han savnede sådan at spille violin.

Jeg døde lidt indeni, og fortalte ham at det var en absolut ære at passe ham, og at så længe vi passede på blodtrykket, så forhåbentlig ville alt gå vel.

Jeg græd i ti minutter efterfølgende og havde en ordentlig hulketur inde på badeværelset.

Der er fucking ikke noget værre end en Varice bløder- Det er sådan en voldsom død... Allerede i starten af vagten havde jeg informeret de yngre medarbejdere og hjælperne om, at det kun var sygeplejerskerne som skulle løbe på den alarm hvis jeg ringede der inde fra.

Det kan være en meget voldsom oplevelse, og hvis jeg som din (ansvarlige) sygeplejerske kan skåne dig fra at se sådan en ting, så vil jeg yde mit bedste for at kunne gøre det.

Jeg havde haft en dialog med min leder inden da, og fået godkendt min strategi.

"Så der er ikke noget vi kan gøre...? andet end at suge og aflaste, smertedække så han får en fredlig død, skulle vi nå dertil".

Hun kiggede på mig og nikkede på en sørgelig måde.

"Desværre, Lillye, sådan er det med nogle patienter".

Jeg havde prøvet det een gang før på ITA, hvor det engang gik galt med en Arterie efter en Tracheostomi. Det der med at kigge en person i øjnene mens de dør på voldsom vis, det vil jeg ikke ønske for min værste fjende. Jeg kan stadig ikke få det ud af hovedet, det blik patienten havde inden han gik bort, og det vil for evigt hjemsøge mig.

Folk syntes jeg er sådan en strid kælling IRL nogle gange, og det har jeg det faktisk fint med. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, sometimes it takes evil to defeat evil.

Mine patienter er de eneste som jeg har behov for at kunne lide, og jeg sværger, værdige oplevelser som det at passe een som den ældre mand, så han kunne komme hjem og spille violin igen mens vi danser om svære emner som døden og stadig kan grine af livet, er værdige oplevelser som gør at man har lyst til at komme på arbejde igen(og igen og igen og igen) og ikke blive kørt træt i et system så svækket og med så lidt ressourcer at det er bygget til at presse medarbejderen.

Det er sådan nogle oplevelser som gør det værd, at se ham smile hver dag, af livet og med livet og til trods for livet med hans tilstand, det er værdige lektier som man ikke kan sætte en pris på.

Til slut vil jeg altså beklage at jeg ikke har postet det personlige indlæg som jeg lovede at poste. Jeg kan ikke få mig selv til at gøre det lige nu, og mine egne ting fylder for meget til at jeg kan overskue en tur down memory lane hvor jeg italesætter mine følelser.

Jeg har været lidt all over the place her for tiden, sådan lidt rastløs.

Jeg har altid ment at nogle af de ting som siger mest om vores adfærd er bla hvordan du kører bil - og hvordan indholdet af dit køleskab ser ud. Jeg kom (accidentially) til at deep frye min kobling. Turns out, jeg er lidt af en tryghedsnarkoman. Jeg kører åbenbart som en gammel dame, og hviler min fod for meget på koblingen. Jeg har ikke tænkt mig at afsløre indholdet af mit køleskab, men min koblings analogi kan forhåbentlig give jer et indtryk af hvem jeg er.

Der er en masse meninger omkring jeg, og mange mennesker som vil have deres meninger omkring mig. Før i tiden har folk altid tænkt at jeg måtte være sådan lidt rodløs og svær at tilfredsstille - sådan een som havde brug for meget forandring og elementet af det at have fart på.

Dette er ikke sandt. Jeg har elsket min mand i næsten 12 år og har formået at skabe mig et rodfæstet og dejligt liv, et liv med ressourcer og et stærkt netværk. Jeg ved slet ikke hvor det kommer fra, men jeg antager at det er grundet min positive persona og det overskud jeg altid viser - ydermere kan jeg virke meget arrogant som person, dette er ikke bevidst og blot min ADHD hjerne som kun ser ud til at dedikere sin opmærksomhed til dig og dine ord såfremt emnet falder i min interesse. Det er ikke med vilje. Udover den ubevidste arrogance er trygheden og rutinerne i hverdagen min bedste ven. Det er ikke for at lyde som Bane, but i was molded by it, and turnt out as such. Inden jeg kom til Danmark levede jeg det mest berigende liv, hvor kærligheden aldrig var en manglende faktor til trods for at jeg voksede op uden begge mine forældre.

Så smerte for jeg, udover at være en uundgåelig faktor i livet er også en anden ting. Smerte kan i min optik lede til muligheder, skulle man formå at være strategisk og virkelig mestre livet og dets finurlige sammenspil med andre mennesker.

What doesnt kill me,

better run

Alarié