A PART OF MY STORY...

OBS: Kære danskere. Min ytringsfrihed er blevet begrænset, derfor vil i opleve at visse dele af teksten er slettet/markeret med sort. Længe leve danmark, og vores hypokritiske ytringsfrihed. Havde vi ikke været offentligt ansatte (men privat ansatte) , havde det aldrig været et brud på lovgivningen at jeg skrev om mine oplevelser. 

​

Mine indlæg og min historie deles, da det er i offentligheden bedste interesse at have indsigt i. 

 

I Danmark er offentligt ansatte er udsatte for repressalier og sanktioneringer hvis vi ytrer os kritisk. Jeg er (indenfor det akut kirurgiske speciale) sygeplejerske, og drømmer kun om at kunne lave det jeg laver og redder liv til hverdag de steder hvor det løber stærkest. Et element som de danske regioner tager for givet. 

Jeg er igang med at overbygge min titel som sygeplejerske med en kandidat og har skrevet "marmorfortællinger" serien af seks bind.

​

Grundet den store efterspørgsel og de mange sager med offentligt ansatte som udsættes for repressalier og lignende sager som min, har jeg grundlagt foreningen N. 

 

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​Jeg har fundet ud af, igennem min egen kamp mod systemet, at vi som enkeltsager ikke vægter det store hos hverken vores ledelser, vores HR-afsnit, vores fagforeninger eller hos det danske lov væsen. Som enkeltsager negligeres vores stemmer og vi mistes et eller andet sted imellem parterne. Det er svært for både fagforeninger og jurister at skabe præcedensen for en retssag når det kommer til din enkelte krænkelses / eller chikane sag som offentligt ansat. Politiets manglende ressourcer og inkompetence udmunder sig oftest i, at din krænkelses sag negligeres.  Det er ikke før du finder andre som deler dine oplevelser, at din historie og dine traumer, at din/jeres sag står stærkt. Det er ikke før bekymringshenvendelsen bliver lavet som en gruppe, at der endelig lyttes til medarbejdere og skabes omrokeringer iblandt ledelsen på de afsnit som ikke fungerer. 

 

Herved vil jeg gerne påpege at vi hos foreningen værdsætter Styrelsen for patientklager og de disciplinære høringer de foretager som skal udfordre de medarbejderes autorisation som har formået at skabe sig en stribe af kollegaer bag dem som redegør for deres inkompetence.

 

Jeg har grundlagt foreningen N. som er verdens første, til at arbejde sådan som vi arbejder.

​

Jeg (og min bestyrelse) har valgt at skabe en platform, en forening og et sted i verden, som kan samle ofre som deler de samme oplevelser. 

Der er for mange offentlige arbejdspladser, hvor man har en tendens til at skille sig af med og sanktionere de medarbejdere som kritiserer systemet.  Udover et stærkere sted at stå i forhold til det lovlige formalia, tilbyder vi som det første sted i verden ofre den lettelsesfølelse som man ellers kun kan finde hos hinanden, og hos andre som har delt dine oplevelser. Teknisk set, networker vi blot. Og det er smukt at se hvordan et initiativ så simpelt kan være med til at rykke på så meget.

 

Jeg udsender en pressemeddelelse ved forenings lancering, hvor jeg har adskillige offentlige og anerkendte kilder som ligeledes jeg har oplevet samme absurde adfærd fra Regionerne.

 

                                                                                         Kort om min historie: 

 

Under min kliniske periode som 6. semesters sygeplejerskestuderende var jeg på en akutmodtagelse. På denne akutmodtagelse oplevede jeg krænkende adfærd fra en medarbejder. 

Jeg gik til ledelsen flere gange undervejs og luftede alt fra mine bekymringer om arbejdsmiljø, til at kræve et møde (et officielt møde) så jeg kunne redegøre for mine krænkelser. Til slut da de havde negligeret at håndtere sagen,  udmundede magtesløsheden sig i, at jeg skrev en tekst for at redegøre for mine krænkelser. Da ledelsen fandt ud af dette, så frem for at håndtere sagen på saglig vis, og ikke ignorere mine klager og den krænkelse jeg oplevede, så blev jeg afskediget.  

​

-       I første omgang kom jeg på en ulovlig sanktions liste på det hospital, hvor krænkelserne hændte. Jeg var tilknyttet to andre afsnit, og blev fyret med den ene dårlige (usaglige) undskyldning efter den anden. Og da modparten ud af alle steder i verden, tilfældigvis begyndte at arbejde på et andet afsnit jeg havde været tilknyttet i næsten to år på et helt andet hospital?  Der blev jeg også fyret på usaglig vis, og med ingen andre grunde end denne sag.

 

Min historie handler om hvordan et system beskytter et rovdyr  blot fordi han er højere oppe i hierarkiet. ​

​

Jeg ønskede ikke at sagen skulle nå hertil, og gav modparten adskillige chancer for at behandle mig som et menneske, og tage ansvar for de ting han havde gjort, som havde ødelagt livet for en ung sygeplejerskestuderende- for de krænkelser jeg blev udsat mig for.

De krænkelser som mine tidligere kollegaer så, og gik til politiet med deres observationer sammen med mig. 

​

I løbet af min retssag kommer i til at møde adskillige (faktisk 4) andre kollegaer som skal vidne på hændelser de selv har haft med samme part.   

I de to år jeg kæmpede for mit liv, mit eksistensgrundlag og mit job, der formåede jeg nemlig at finde en stribe af andre individer som havde oplevet krænkende adfærd på arbejdspladsen fra samme individ. Et af dem beskylder ham for anklager mod patienter og det at bryde en livsnødvendig triagerings rækkefølge på arbejde.

 Det er meget realistisk scenarie, og det ville ikke være første gang indenfor de sidste tre år at vi høre om disse slags sager med læger.

 

Inden jeg gik offentligt med min historie, tilbyd jeg Region Hovedstaden at holde dette anliggende internt, hvis de tilbyd mig en saglig og objektiv håndtering af min sag.  Som offer ønskede jeg ikke det tarvelige aspekt af at udsætte mig selv for en offentlig retssag og en shitstorm. Min familie har selv et offentligt bagland, og jeg ønskede som det sidste i verden at dette skulle blive til en sag. Jeg ønskede kun at passe mit arbejde og en retfærdig og just behandling. 

Dette gik regionen ikke med til…derfor begyndte jeg at søge efter andre som måtte have haft oplevelser med samme modpart, og som ethvert andet systematisk rovdyr – så havde han efterladt sig et spor.

Dette spor fulgte jeg.

​

Jeg fandt de andre – mine skriverier og undercover arbejde redegør for hvordan. Der er mange årsager til at syntes det er spændende at læse mine blogindlæg og mine kommende bøger.

 

Da jeg gik til Region hovedstadens HR-afdeling med min vidner + de andre kvinder som havde klaget OG den kollega som beskyldte ham for de ting med patienterne, - der blev jeg fyret dagen efter. Igen. Dette var arbejdsplads nr. 5.

 

Min søde chef (som jeg stadig savner og elsker) bad mig om at gå til den danske whistleblowerordning efter dette. Hendes hænder var bundet jvf. HR Region hovedstadens HR-afdeling og deres måde at håndtere min sag på. Hun kunne ikke gøre noget for at hjælpe mig.

​

Fordi der var  beskyldninger omring unge patienter og fordi det drejede sig om en krænkelsessag, så var det ikke længere kun en mee too sag det drejede sig om, men anliggender omkring patienter. NU var det en whistleblowersag og en sag som var i offentlighedens bedste interesse at have indsigt i.

 

Så min forening er blevet grundlagt fordi der er efterspørgsel , supply and demand. Der er så mange sager efterhånden derude at der simpelthen er nok i det til en forretning. Ydermere er vi bleven grundlagt fordi jeg gerne vil sparre fremtidige ofre for at skulle gå igennem det jeg gik igennem. Ingen ofre skal være nødsaget til selv at skulle banke på døre, ruske i træer eller selv finde andre som har oplevet det samme som dem, i ren desperation for ikke at få lukket døren i hovedet af deres arbejdsgiver. For at blive taget seriøst som offer (og som kvinde). 

 

Den danske whistleblowerordning gav mig grønt lys til at fortælle min historie.

Alt for mange gange har man i Danmark i løbet af de sidste par år oplevet, hvordan det går ud over patientsikkerheden og patienternes velvære fordi der ikke lyttes til medarbejderes bekymringshenvendelser.

​​

Min sag er desværre en del af statistikken, da der er 9 andre læger som er involveret krænkelsessager.  Alle de andre er enten i fængsel eller døde . Dette er kun indenfor de sidste 3 år- (2022-2025)

​

Det er sådan, at man i Danmark som studerende ikke har nogle forvaltningsmæssige rettigheder. Det vil sige, at uden en nål, og uden en autorisation, så kan regionerne behandle dig som de vil, og de behøver ikke at give dig en årsag. 

Jeg fremlagde alle disse pointer og alt min dokumentation. (alt er dokumenteret)

Deres svar på problemet?  Det var at få mig til at forsvinde. 

 

(Jeg mindes faktisk at lederen fra Hillerøds akutmodtagelse, fra min sag sagde engang ordret "Jeg vil ikke bruge mere tid på sagen, du har kun været studerende her" efter jeg bønfaldende var gået til hende og sagt jeg var blevet udsat for seksuelle krænkelser på hendes afsnit som studerende under hendes ansvar .) 

​​

Jeg holdt ud igennem smerten og kom igennem det. 

Da jeg endelig blev autoriseret, og efter et år, der kom der endelig en årsag på skrift fra Region hovedstaden. Det var den samme årsag som mine andre 3 kilder havde fået ligeledes jeg for min sanktionering. Og det var næsten tekstbook copy paste. Der stod ”’Vi stoler ikke på dig som medarbejder fordi du har udtalt dig kritisk”.

​

 Efter jeg gik til whistleblowerforeningen og fik det grønne lys til at fortælle min historie, redegjorde jeg for mine oplevelser på den gamle platform “talesofmarble” som var en platform tilrettelagt de kommende (6) bøger.   

Men dette var der desværre konsekvenser for. 

​

I år 2022 blev der lavet en lov, som beskyttede offentligt ansatte imod at få deres navne skrevet på internettet. Denne lov blev oprigtigt lavet for at beskytte sundhedsfaglige og andre offentligt ansatte, fordi der havde været så mange sager i de foregående år, hvor civile havde fundet navnene på de offentligt ansatte i deres journaler for så at finde dem og skade dem efterfølgende. Derfor blev der lavet denne her lov. Den samme lov som blev lavet for at beskytte mig, bliver nu brugt imod mig for at skade mig. Jeg vil minde jer om, at jeg aldrig har haft kontakt til eller kontaktet individet fra min sag, jeg har kun og kun skrevet om modparten, og det er derfor det indgår under en "stalking sag". Havde modpart været privat ansat og ikke tilknyttet det offentlige, havde dette aldrig været en straffesag men et civilt anliggende - herved henvises til min retssag.

​

Min gamle platform nåede 150.000 læste indlæg, og i mellemtiden skabte jeg et af Danmarks største platforme, hvor sundhedsfaglige ville dele deres (rædselsfulde) oplevelser med mig. Jeg fandt hurtigt ud af, hvordan jeg ikke var alene. Jeg vil lade den kommende pressemeddelelse og foreningens hjemmeside og platform redegøre for det vilde og helt fantastiske arbejde vi laver. I Mellemtiden vil jeg til slut redegøre for, at det er langt fra, at sager håndteres som denne. 

​

 Så, når det er tid, og vi endelig lancerer foreningen? 

 

Så vil jeg opfordre jer til at dele jeres stemme sammen med mig. Jeg tror ihærdigt på, at sammen kan vi alt, og sammen, kan vi ikke blot rumme, men også mestre smerte på så optimal vis, at det kan forvandles til helt fantastiske ting i sidste ende. Til det bedre. Min smerte udmundede sig i seks kommende bøger, en pressemeddelelse og en NGO som er verdens første, som arbejder som vi gør. Min smerte udmundede sig i, at jeg fandt styrken til at blive autoriseret, finde mit drømmejob og på samme tid grundlægge en forening som hjælper mennesker, og som med til at ændre liv. En dag, stiler vi efter at ændre lovgivningen, og skabe forvaltningsmæssige rettigheder for studerende, og umuliggøre det at stille gøre ofre på sådan en vis, som jeg blev behandlet. Min sag vil skabe præcedens for de kommende sager. 

 

Jeg ønskede at skabe et sted, som kunne samle ofre, og give dem den lettelsesfølelse som hverken en advokat, en HR afdeling eller en fagforening kunne give dem. Lettelsesfølelse, følelsen af at der var andre. Turns out, smerte er langt nemmere at bære, hvis man bær den sammen. Jeg skammede mig lidt over den følelse i starten, fordi det er da ikke rart, at vide der var andre ofre. Men jeg indså hurtigt, at verden manglede et sted som det, et safe haven, et sted hvor de kom på en redningskrans. Et sted hvor arbejdet var pro bono, og drevet af ildsjæle som kun arbejder i fællesskabets bedste interesse. Jurister, konsulenter og sygeplejersker som er der for, at du som offer ikke selv skal banke på døren, at det ikke er dig som offer som skal forhandle eller finde andre ofre. At du som offer ikke skal udsættes for repressalier og opleve konsekvenser blot for at stå frem med din oplevelse. Jeg ønsker ikke at bidrage til den nuværende me toobølge som den er. Jeg ønsker ikke at opfordre til, at det er okay at stille sig frem flere år eller årtier efter hændelser er sket. Jeg ønsker helt specifikt at ændre kursen for bølgen, og skabe et sted som fjerner undskyldningen for, at man ikke skulle dokumentere sin sag.

 

Det virker allerede, måden vi arbejder på. Faktisk er vi en vigtig intern samarbejder til regionerne. Når vi kommer til dem, og det gør vi først når systematikken er skabt (vi kører efter en seriemorder regl af tre, hvor vi skal have fået tre klager om en modpart for at reagere), så tilbyder vi dem løsninger og en dialog. Vi tilbyder at de kan undgå shitstorme og masse søgsmål, skulle de formå at lave de omrokeringer i ledelserne som er krævet. Vi søger ikke økonomiske erstatninger, vi søger ændringer. Vi kræver arbejdspladser og arbejdsmiljø som vi har lyst til at investere os i. Og vi finder os ikke længere i, at det er uhensigtsmæssige HR-afsnit, bestående af jurister som skal bestemme, hvilke slags ledere det er vi vil have.

Denne tilgang har udmundet sig i den sundhedskrise som er nu, på alle punkter.

 

Jeg ser frem til at bidrage til debatten, og jeg vil på kraftigste vis opfordre jer til at følge med, og dele jeres historier når vi lancerer.

 

 

Alarié

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​