Grit, prayers and Karma #49

Kære læsere

Velkommen tilbage!Det er fantastisk at se, at I både vender tilbage som læsere – og endnu mere glædeligt at se, hvor meget tid I bruger på siden.Lige nu har vi en bounce rate på 93 %, og jeg kan se, at det er den faste læserskare, som bliver ved med at kigge forbi.

Blandt andet kan jeg, via hjemmesidens trackingfunktion, se, at siden er særligt populær på Amager – det er fedt at opleve!En særlig tak til jer ; jeg kan se, at I er flittige til at logge ind og kigge forbi.

Jeg ved godt, der er gået noget tid siden sidste indlæg – og som altid vil jeg forklare, at når der går lidt længere mellem mine posts, så er det, fordi der sker en masse bag kulisserne. Det kan være svært at finde tiden til at skrive, når arbejdet i NGO’en fylder det meste af hverdagen.

Jeg bruger størstedelen af mine timer på at tale med medlemmer, samle sager og ikke mindst sætte jer i kontakt med hinanden, når I oplever lignende udfordringer på de samme arbejdspladser.Det kræver meget tid i hverdagen – og uanset hvor sød bestyrelsen er, så er det stadig mig, der står for benarbejdet og feltarbejdet, så mine dygtige advokater kan knokle med de søgsmål, vi rejser.

Det er kun mig, der kører rundt, holder møder, netværker og optager nye medlemmer – og det tager tid.Mit firma er min baby, og jeg lægger alle kræfter i at skabe de bedste rammer for, at forretningen kan vokse.I ved, hvad man siger: “Hvis din virksomhed ikke gror, så dør den.”

Lige nu ligger fokus på at samle medlemmer og skabe et solidt fundament.Alle mine midler er bundet i vores fantastiske hold af advokater – en dyr, men nødvendig post på budgettet hver måned.Det er først i 2026, der er afsat penge til markedsføring, reklamer (vi ses snart i aviserne igen – tihi) og anden promovering.

Husk: som virksomhed betaler man medierne for at skrive artikler om ens firma – og det bliver der sat massivt fokus på næste år.

Der er desuden gang i optagelserne til et nyt projekt, hvor ikke bare én, to eller tre – men fire andre kvinder, ud over mig selv, bliver interviewet og fortæller om de oplevelser, vi har haft med den samme ----, som vi alle er blevet — af. Udsendelsen udkommer sammen med bogen og sendes samtidig ud til alle hospitaler og medier i landet .

Jeg må ikke nævne visse ting, men jeg kan afsløre, at de samme regler ikke gælder for mit (søde og stædige) produktionshold.Det er vildt spændende, og jeg glæder mig til, at materialet bliver distribueret til alle hospitalsledelser i Danmark.

Jeg ser frem til reaktionerne – både fra arbejdsgivere, tidligere kollegaer og jer som læsere.Jeg er dybt taknemmelig for, hvor stor sagen blev i medierne, og hvordan den åbnede døre, som gør det umuligt for visse parter nogensinde igen at skjule hverken ansigt eller faglig integritet.

Det er ikke kun kometer fra rummet, der gør dette til en spændende tid at leve i – så hold på jeres Fedora-hatte og læsebriller!Det bliver intenst at se, hvordan de karaktervidner, som blev afvist i retssagen, endelig bliver hørt.

Det er helt vildt, hvad jeg har været igennem.Selvom det var mig, der oplevede de forfærdelige ting på den afdeling, valgte systemet at støtte den forkerte part i sagen.Det har jeg aldrig accepteret – og jeg har kæmpet siden dengang for, at alle relevante parter i sagen skulle blive hørt.Det er fantastisk at se, at alt det hårde arbejde og alle tårerne har betalt sig.

Til slut vil jeg nævne, at jeg gjorde alt for at give modparterne mulighed for at trække sig, inden sagen nåede hertil.De valgte selv at fortsætte.

Der var engang, hvor jeg havde dårlig samvittighed over at skulle sætte gang i disse projekter – men i dag er mine hænder rene og klar til kamp.Jeg traf beslutningen om at tage kampen op, da modparterne afviste at løse sagen på en ordentlig måde, uden at det skulle gå endnu mere ud over mig.

Jeg kan ikke længere vente, håbe eller drømme om, at nogen “kommer på bedre tanker.”

Efter retssagen?Lad os sige det sådan her:Hope became an indulgence I didn’t have time for.

So now —I don’t pray for Karma, I become it.

At være en fighter handler ikke kun om at kunne give slag, men også om at kunne tage dem.Og jeg må sige, at jeg har taget mine slag, inden vi nåede hertil.

Det sidste halve år har virkelig handlet om grit, prayers and ambition.

Hvad er der ellers sket?

Jeg fik en masse feedback og litterær vejledning lige inden sommerferien, efter jeg havde smidt 4.000 sider i hovedet på min (stakkels) redaktør.Jeg har brugt (alt fodlænke-)tiden på at rette alle seks bøger og knokle som 17 heste for at blive færdig, inden jeg startede på uni igen i september.

Det føles ufatteligt rart endelig ikke at være “alene” i skriveprocessen, men at mærke anerkendelsen af både mine litterære evner og alt det hårde feltarbejde – herunder det undercover-arbejde på hospitalerne.

Derudover har jeg arbejdet på et projekt for Politikens Forlag, som har dokumenteret og skrevet om min historie i et særskilt projekt.Jeg må ikke afsløre, hvilket, da jeg har underskrevet en aftale om anonymitet – men spændende, det er det!

Jeg må indrømme, at det ikke altid er nemt at jonglere så mange projekter samtidig med studiet, men det er det hele værd.Jeg er verdens heldigste pige, fordi jeg har den mest støttende og kærlige partner, som giver mig al den plads, kærlighed og støtte, jeg behøver for at gennemføre det hele.

Han holder hjemmet kørende, passer hunden, sørger for, at jeg aldrig mangler noget, og forkæler mig med blomster, salonture og forkælelse.Ved at investere i mig, investerer han også i mine projekter – og det er jeg dybt taknemmelig for.

Han er en ægte romantiker, ham A, og jeg er et utroligt heldigt menneske, fordi jeg har mødt ham.Det er helt vildt at tænke på, at vi kan fejre 14 års bekendtskab i denne måned.

Mit næste opslag bliver et meget personligt ét af slagsen – og et, der bliver svært at skrive.Det handler om begyndelsen på sagen, og om det, der kickstartede alle mine skriverier.

Det er en hilsen til alle mine tidligere kollegaer fra det pågældende afsnit og dets ledelse – I kan godt glæde jer til et særligt nik i den kommende udsendelse.Det her er for jeres “integritet” – og for det moralske kompas, I aldrig havde.

“It’s a bird, it’s a plane… nope: it’s just US as a group this time.”

– Lillyeana Alarié