Tea Culpa (quid pro quo) (51)

Kære læsere

1000 tak for fortsat at følge med på min rejse. Der går lidt tid mellem mine indlæg her for tiden af forskellige årsager.

For det første har jeg haft umenneskeligt travlt – travlt nok til, at jeg efter lang tids overvejelse har truffet beslutningen om at sætte en “pauseklods” på min kandidat, så jeg fuldt ud kan dedikere mig til arbejdet med bøgerne – og ikke mindst det kommende indslag i dit fjernsyn. Der er simpelthen for meget at lave – og I kender mig: Når jeg først smider mig ind i et projekt, så skal det have min fulde dedikation.

Jeg har ikke travlt med at få min kandidat, og det er passende med en pause nu, hvor jeg er halvvejs igennem. Jeg har (voldsomt) mange bolde i luften med en håndfuld journalister, som knokler på Projekt Sorte Svane med HR-afdelingerne (lol), og helt særskilt med indslaget om —— mange (andre) ofre for de krænkelser, de oplevede under deres samarbejde med vedkommende. Alt sammen et produkt af den lægefaglige integritet, som aldrig har eksisteret hos det individ.

Jeg glæder mig til at se regionens reaktion på dette. Med andre ord? Tea culpa, bitch! This one’s well deserved.

Det er helt surrealistisk at se alle ens mål langsomt blive til noget – og det er så tilfredsstillende, at alt mit hårde feltarbejde, indsamling af vidner og dokumentation endelig betaler sig. Det er endnu smukkere, at det ikke kun er min historie, I får indsigt i, men mine kollegaers også.

I ved, hvad man siger: Quid pro quo! Jeg smed mig selv under bussen for et andet individ engang og beskyttede et menneske, som jeg troede var noget, han ikke var – og det efterlod hele situationen ret ulige, da det efterfølgende var mig, som blev fyret, frem for den med det forvrængede moralske kompas. Det her er pro quo-delen.

Vores lovgivning er ikke det samme som retfærdighed. Jeg måtte udstå en fesen (og dog ret fredelig) omgang i fodlænke for at have skrevet om nogle ting, jeg ikke måtte (sorry, papí). Jeg har intet at fortryde og står ved alle mine valg. Men jeg savner elementet af retfærdighed – så den må blive litterær. Here’s one for poetic justice.

Der er gang i det store samarbejde med mit (fantastiske) forlag og søde PR-hold. Jeg kan stadig ikke komme over det faktum, hvor velsignet jeg er for at have så dygtige mennesker bag mig, som ser min vision og støtter mig fuldt i projekterne.

Hold på hat og briller – for udgangen af 2026 bliver vild! Vi venter spændt på, at det næste folketingsvalg skal trille ind, fordi vi har gemt så meget oppe i ærmerne til jer til den tid. For vores modpart i sagen og det pågældende folketingsmedlem bliver det en sur omgang down memory lane med masser af fokus på den problematiske adfærd, som kickstartede den 1. udgivelse.

Kort tid efter den udgivelse kan mine kolleger fra hospitalet glæde sig over udgivelsen af den vigtigste bog af dem alle (og den, som står mit hjerte nært), som omhandler mine oplevelser på akutmodtagelsen, som jeg havde som studerende.

Jeg glæder mig over, at jeg med det helt rette (juridiske) hold bag mig denne gang er klar til at lukke dørene op for det hele og indvie jer i det, som kickstartede hele seks kommende udgivelser.

Der har været lidt stille på fronten med vores NGO, men selvom fokus er på bøger, flere kontroverser og mindre reklame, betyder det ikke, at vi ikke fortsat har travlt med at dokumentere jeres sager – og ikke mindst samle dem og ruste os til de kommende gruppesøgsmål mod regionen, som er på vej. Det er helt vildt at se, at et initiativ så simpelt som at networke ofre kan være med til at gøre så meget. Jeg er så stolt af måden, vi arbejder på, og den forskel, vi gør.

Jeg har en vild ro over mig i dag, som jeg har savnet i mange år. Jeg hviler i alt det, som er sket mig, og det jeg blev sat igennem, og jeg kan mærke, hvor stærk jeg er blevet af de oplevelser, jeg havde dengang. Knuste hjerter, sanktioneringer og repressalier (fesen fodlænke) har udmundet sig i styrke og ro og et fundament, som jeg kan bygge på i mange år. Jeg lever i en lille lykkeboble for tiden, og det er så bekræftende at se, at jeg er ved at opnå mere, end jeg nogensinde kunne have drømt om.

Jeg har travlt! Hele januar og februar er udelukkende gået til arbejdet. Jeg har prioriteret at se min mand (fordi vi bor sammen, lol) og min familie som de eneste. Mine venner er søde, tålmodige og støtter mig og har båret over med, at jeg har gravet mig selv ned i arbejdet. For det elsker jeg dem – for altid at være der, selv i perioder, hvor jeg er alle andre steder. Jeg er så velsignet for de mennesker, som er i mit liv, og for dem, som sidder ved mit bord.

Den anden årsag til, at I ikke har hørt fra mig længe, er, at der udover det professionelle er sket så meget i mit personlige liv.

Habibi afgav lægeløfte og er blevet færdig – og jeg er så stolt af ham til evig tid. Vi fik fejret hans sidste eksamen, hans dimission en uge efter og også hans fødselsdag ugen efter det. (Tre uger i træk med specielle begivenheder.) Og det var alt sammen direkte efter jul, hvor familiesammenkomster og ballade med vennerne havde præget december. Nå ja, og så skulle jeg lige igennem januars eksaminer, inden jeg valgte at tage orlov for at kunne dedikere mig til de kreative projekter.

Jeg har simpelthen bare haft for travlt. Og det føles fantastisk at have så meget uskyld i sit liv. Jeg skaber rede og hjem med min mand, og vi er i en fase (inden vi tænker på at starte familie), hvor vi fuldt ud har dedikeret os til at opleve en masse sammen og nyde vores unge år, inden fokus vil være på at udvide vores familie. Vi er lykkelige og har fundet en balance, som jeg længe har savnet.

Jeg brugte så mange år på at knokle, specialisere mig og skrive (og overleve traumer), at alt blev lidt sat til side med ham engang. Jeg oser i vores lille lykkeboble og nyder min dejlige mand og mit smukke hjem. Jeg elsker alt ved det. Den måde, han får mig til at grine på (altid! Det er så skønt aldrig at kede sig på en date og stadig have det hylende morsomt selv efter 16 års bekendtskab og dates), den måde, han forkæler mig på, den måde, han savler 🤤 på puden og stadig er allergisk over for at tømme opvaskemaskinen til tider. Jeg elsker det hele af det, jeg deler med ham, og jeg er stadig fascineret og inspireret af ham selv efter næsten to årtier.

Det er helt mærkeligt sådan at mærke, at ens kærlighed kan vokse på den måde selv efter så mange år. Det er fantastisk at være sammen med en mand, som stadig sørger for, at han kan få dig til at grine så meget sammen med ham efter så mange år.

Hvordan er det muligt efter næsten to årtier? Det handler om humor og passion, bruised knees by affection og ikke mindst det der med at være sammen med et menneske, som konstant giver dig lyst til at være den bedste version af dig selv.

Jeg elsker dig, A. Tak fordi du gør mig hel ❤️

Jeg har “kun” én måned tilbage med intenst (intenst!) arbejde, og så kan jeg begynde at åbne mere op, da jeg får mere tid i hverdagen. De to hårdeste faser skulle lige overstås. Først var der alt papirarbejdet og kontrakterne og hele den periode, som skulle overstås – og nu har vi været igennem ca. 40 dage med 60 timers arbejdsuge, som har givet det hele et godt skub.

Nu mangler jeg de sidste møder og formaliteter de næste 30 dage, og så kan jeg med god samvittighed tage på en lille rejse i udlandet, hvor vi kan færdiggøre resten af balladen (og de sidste par forretningsmøder). Det bliver SÅ fedt, og jeg glæder mig så meget.

Det sværeste ved alt det her er nok det der med, at jeg har fået strikse instruktioner om, at jeg nærmest ikke må fortælle jer en pind, før det hele er klar til launch. Dette er for at beskytte mig juridisk, men for helvede, hvor er det bare svært ikke at skrive, danse og synge om alle de fantastiske ting, som sker for tiden. Men jeg må vare min tunge og følge den retning og de råd, de mennesker, jeg har hyret, anbefaler.

I mellemtiden: Hold godt øje på Instagram – lige pludselig tager det fart.

Beklager, at jeg har været væk så længe – men jeg har haft for travlt med at knokle på projekter og mit velsignede liv med min mand og familie.

For nu nyder jeg min lykkeboble og ser frem til, at de næste 30 dage går hurtigt, inden vi ses på skærmen igen 😀🫶🏼

Husk at elske

Nå Ja, og glædelig V-dag <3

Vi ses på Insta

Stay Petty

Alarié