Memories like Ecstasy (Status Quo) #50

Kære læsere, Det er længe siden, I har hørt fra mig, og lige så længe siden jeg har været aktiv online.

Min fodlænke røg af her for en måned siden, og den fesne tid med den på fløj hurtigere forbi end socialdemokraternes valg løfter. Jeg kan glædeligt berette, at det på ingen måder havde en påvirkning på mit liv, tværtigmod så ledte det til muligheder og døre, som jeg aldrig havde drømt om at åbne.

Der sker ufatteligt mange og spændende ting her for tiden!

Jeg befinder mig i en periode af mit liv, hvor arbejdet med bøgerne og fremtidige projekter fylder alt. Jeg har haft hovedet begravet i mine tekster og er nu i gang med det intensive samarbejde med min redaktør. Parallelt hermed har jeg været dybt involveret i papirarbejdet og den benhårde proces, der følger med kontrakter og forhandlinger. Jeg har simpelthen haft svært ved at overskue ret meget udover dette. Den økonomiske og praktiske del – alt det, der skal på plads, før projekterne kan realiseres – er noget, jeg absolut hader ved denne process.

ENDELIG kan jeg fejre et fantastisk udgangspunkt og slappe lidt mere af, nu hvor papirarbejdet er underskrevet af alle parter, og forhandlingerne er på plads. Der vil være fokus på to projekter i år: Det ene er min egen udgivelse af sagen, som udkommer inden næste valg.

Det andet er et større projekt med fokus på eksponering og et opgør med den status quo, der lige nu præger vores samfund. Vi laver en "den sorte svane" på HR-afdelingerne i regionen. I flere år har jeg udført benhårdt feltarbejde. Udover at finde ofre og medlemmer til min NGO har jeg også identificeret en række sundhedsfaglige, som er blevet sanktioneret og udsat for repressalier for at italesætte kritik af systemet. Vi har alle sammen på detaljeret vis dokumenteret vores processer og har mapper fyldt med hemmelige lydoptagelser og skriftlige beviser, som vi har samlet gennem årene, hvor vi alle har kæmpet mod et rådent system.

Det er et kæmpe arbejde, og der er mange tråde, der skal bindes sammen i et projekt som dette. Jeg kan ikke – og må ikke – sige for meget, men jeg kan fortælle jer, at vi går benhårdt til den, og at det bliver et banebrydende projekt. Glæd jer! Jeg må heller ikke glemme at nævne, at der stadig er et indslag på vej, hvor I vil høre fra andre, som har italesat deres egne oplevelser med samme --- . (#voldemortet) Medierne lagde en ihærdig indsats i at forvrænge sagen og fremstille den på alle andre måder end den, der afspejlede virkeligheden. Dette er ikke en form for redemption – det er et wake-up call til det danske samfund. Tro det eller ej, men det påvirkede mig ikke at opleve den behandling, jeg fik – jeg er stærk. Men det gjorde mig nysgerrig. Nysgerrig på, hvordan disse medier har samarbejder med eller er tilknyttet andre, som har "interesser" i det offentlige og vores sundhedsvæsen. Den sandhed, jeg ønsker at præsentere danskerne for, er simpelthen for farlig, og samlet set lagde medierne en ihærdig indsats i at fordreje sagen og fremstille den på alt andet end saglig vis.

Udover ovenstående skal vi fejre, at jeg endelig har fundet den helt rigtige PR-dame og det rigtige hold. Halleluja! Det er fantastisk endelig at arbejde med de rigtige mennesker, som ser min vision og ydermere kan se vigtigheden i, at vi fremviser alt det, I ikke har fået indsigt i indtil videre. Hun er meget dyr, men knivskarp og alle verdens mønter værd, og jeg er så glad for at have fundet hende. Livet var virkelig ensomt engang, og selvom jeg altid har haft stærke ressourcer i form af familie, kærester og venner, har der ikke rigtig været nogen, som virkelig kunne forstå den smerte, jeg blev sat igennem på grund af sagen mod regionerne.

Der er også sket meget i mit personlige liv. Vi er ved at nå op i den alder, hvor det er begyndt at fylde meget – det der med at starte et liv op sammen – og der har været en del fokus på det. Det er dejligt, og jeg er et sted i livet, hvor jeg nyder at dedikere mit fulde fokus til min partner efter flere år, hvor jeg kun jagtede mine projekter og på et eller andet plan efterlod ham et sted på vejen. Jeg er så lykkelig over, at der er plads til ham i mit liv i dag, og jeg elsker enhver del af livet som husmor for tiden. Det er utroligt hyggeligt, at familien fylder så meget – og når det ikke bare er os alene, er vores stue ofte fyldt op med enten venner eller familie, hvor vi sammen spiser middag eller holder hygge. Jeg kan mærke, hvor gode venner jeg har, og det er så dejligt at genfinde de sider af mig selv, som jeg mistede, da jeg kæmpede mest. Kan I huske mit blogindlæg "crowded tables and wolfpacks?" Læs det igen, så giver tingene måske bedre mening. Jeg har – trods alt det ovenstående stress med to bøger, kontrakter og papirarbejde – stadig formået at vægte mine relationer højest, og for det faktum er jeg så stolt af mig selv for ikke at falde ind i en arbejdsjunkie-tilværelse som sidst og miste mig selv hen ad vejen. Kudos til mig! Så livet er godt, men præget af forpligtelser, kreative projekter og mine relationer. Der har simpelthen været for meget at gøre til, at jeg har kunnet overskue at være så aktiv online.

Det er sørgeligt og lidt komisk på samme tid, hvordan hele denne sag startede. I bund og grund handlede det om et uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø og en studerende, som blev udsat for mobning fra sine egne kolleger. Mobbet nok til, at der blev startet rygter om, at jeg skulle have haft en affære med et individ, som i forvejen havde et "fuckboy"-stigma. Kort opsummeret var jeg modig og beskyttende og ønskede kun at redegøre for oplevelser, jeg havde haft, mens de var en kujon og en løgner, som aldrig tog ansvar for sin egen adfærd, der havde bidraget til de rygter, egne kolleger spyede ild i. Ud af alle de fejl, jeg har begået i mit liv, har det været den største af dem alle. I chased chemistry over character... Jeg var ung, naiv og så ny i det hele, mens andre havde brugt flere år på at mestre kunsten at manipulere. Til sidst spredte rygterne sig som kræft – altsammen word of mouth, og intet af det var kommet fra min mund. Jeg gik rundt under min kliniske periode og var trist og påvirket af det hele og var på ingen måde glad for den opmærksomhed, jeg fik fra nogle parter. Min ledelse fyrede mig – og efter jeg fandt andre individer, som havde haft præcis samme oplevelser med —- som mig, sanktionerede de mig regionalt.

Det er så komisk, at jeg selv i dag kan møde andre sygeplejersker på mit studie, som engang har arbejdet sammen med ----og som alle sammen beskriver ------på én og samme negative måde. Navnet afspejler ikke lægefaglig integritet, når folk fortæller om deres oplevelser, men derimod en automatisk bekræftelse af, at det ikke overrasker dem at høre om mine oplevelser. Det er til skam, men ganske komisk, hvor lille en verden det alligevel er i sidste ende.

Det er skamfuldt, måden sagen blev håndteret på. Skamfuldt og sørgeligt, men alligevel memories like ecstacy. Helt konkret og logisk, så kunne en dialog have rettet op på tingene tidligt i forløbet. All this rage was once hope, and grief can really derail things. Modparter gjorde sig omnipotent over en situation og mit liv, og dette var et bevidst valg. Så hvad havde i ellers forventet af mig efter den omgang andet end at præsentere den ene kontroversielle bog efter den anden og en NGO, som efterhånden har udmundet sig i en undergrundssubkultur af offentligt ansatte, som nu alle siger fra?

Jeg havde forinden kun ønsket afklaring eller muligheden for at have en stemme. Det eneste, jeg nogensinde bad om, var en dialog, hvor jeg kunne adressere situationen. Regionens negligering resulterede i et stærkt behov for at ændre, hvordan sager som min håndteres derude, og dette medførte grundlæggelsen af min NGO og mine skriverier (den kommende storm). Somehow har oplevelserne, jeg havde som studerende, været en blanding af det værste, som nogensinde kunne ske mig, samtidig med at det er det bedste, der er sket som jeg aldrig planlagde.

Jeg kommer aldrig nogensinde til at tilgive noget menneske, som er så lav i sin egen menneskelighed, at de ville lægge navn til, at jeg ikke skulle have lov til det værdige aspekt af at passe mit arbejde og mine patienter. Et arbejde, jeg i øvrigt er virkelig dygtig til – i retten blev der læst adskillige anbefalinger op fra andre ledere, overlæger og kolleger omkring mine kompetencer, som HR-afdelingerne i regionerne havde negligeret at anerkende i flere år.

Intet glemt, intet tilgivet.