Wetsuits & équité #28

Kære Læsere

Traditionen tro er det passende med en opdatering på de seneste ugers ballade og finurligheder. Jeg har haft en vild periode på arbejdet, og som altid er de fleste af mine timer bleven brugt på gulvet på hospitalet. Jeg har kørt mit sædvanlige show med mine søde kollegaer og mine givende oplevelser med patienterne. Jeg har altid været så inspireret af mit fag, og privilegiet af at vi kan arbejde med mennesker på denne måde. Det der med at komme helt tæt på. Its no wonder i turnt out a writer.

Udover at være sygeplejerske, har mit største ønske været at inspirere folk igennem mine skriv. Det er derfor, at jeg er så insisterende omkring, hvordan i skal have lov til at møde hele min bog serie, og høre baggrundshistorien bagved .

Jeg har været sej her for tiden, og rummet og summet et par bolde (them curveballs) som blev kastet min vej. Jeg kom igennem min seneste biopsi alene, og for første gang nogensinde, formåede jeg at håndtere det traume selv, uden behov for at holde nogen i hånden. Her er jeg stolt af mig selv, og glad for at det er overstået for nu.

Svaret på den afgør hvad det næste skridt bliver. Lige meget hvad er jeg afklaret med det meste, og har et eller andet sted valgt at håndtere dette scenarie med samme mentalitet som alt andet. Med en realistisk sans og lethed i hjertet.

Udover dette har jeg haft travlt med samarbejdet med nogle dygtige skribenter som as we speak er i gang med at gennemgå sagens mange dokumenter og langsomt er jeg ved at forberede det at introducere min sag . Med min presse dame har jeg haft travlt med at få styr på de løse ender med henblik på presse meddelelsen, og glæder mig så ufatteligt meget til at lancere foreningen. Jeg skrev sidste år at jeg ikke ville udtale mig til hvem som helst, og at jeg søgte den helt rigtige platform som kunne introducere jer for min historie. Jeg ville have een journalist som jeg kunne samarbejde med, og det skulle være den helt rigtige. Jeg har brugt god tid på at skabe de rigtige kontakter.

Jeg har fundet kilder til min presse meddelelse og har haft travlt med at snakke med de mange andre individer, som er gået med til at bidrage med egen erfaring.

Jeg sælger ikke skindet før Bjørnen er skudt, og det har været så vigtigt at time tingene helt korrekt.

Herved har jeg fuldstændig negligeret mit helbred, men det har ikke været årsagen til at der er gået så lang tid i forhold til lanceringen af både forening og serien af bøger.

Det er ren og skær strategi.

Jeg havde ingen tillid i , at politiet rent faktisk ville vælge at tiltale manden for de krænkelser han ydede. Jeg vidste at adskillige vidner (plural) som havde set manden krænke mig som gik til politiet med mig måske ikke ville være tilstrækkeligt. (Jeg gentager snart disse ting for åben skærm). Jeg mener, det er old news det der. Danmarks lovvæsen er vitterligt designet til at negligere ofre og beskytte krænker. Og hvis de endelig straffes? Så er det de mest fesne straffe.

Jeg har hørt om mange voldtægtssager og krænkelsessager som aldrig ser dagens lys. Lad mig minde jer om, at min krænker er den 4. læge på under to år som anklages, de tre andre er i fængsel/døde.

Altså, kan i huske Emmas sag ? Det er ikke uvandt at det danske politi i højeste grad negligerer krænkelses og blufærdigheds sager og det er utrolig svært at få sådan en sag i en straffesag.

" Regeringen underkendt af international domstol | Indland | DR"

Emma vandt (til slut) sin sag, og jeg kan love jer for , at jeg vil bruge mange, mange (mange) år på at kæmpe min sag, og for hvert nej jeg får, ser jeg det som en mulighed for at køre kampanger og tilføje endnu flere år, hvor jeg vil kæmpe for at holde sagen (og de mange andre sager som mine) aktuelt. En presse meddelelse i Danmark er ikke den eneste plan. Vi udsender også een i USA. Det kan godt være det danske politi negligerer vidner som er stået frem med deres observationer omkring hvordan denne mand på uforskammet vis ville misbruge sin stilling, men jeg ved at vores amerikanske venner er vilde med at kritisere disse slags anligenhedder - også husk min fantastiske forening og min historie. Jeg åbner op for sluserne , og Danmark er ikke mit eneste fokus.

I skal tænke på, at hvis der ikke er retssager , klage sager, ankesager og op og ned ture, så mister jeg chancen for at holde denne sag i live. I teorien er et nej aldrig en dårlig ting, og kun en mulighed for at bruge endnu mere fokus og energi på tingene. Helt specifikt er det jo præcis disse slags ting, og denne negligering af ofre (fra både politi og regioner) som er grunden til min forening eksisterer, og denne hændelse, giver mig kun mere og bedre muligheder for virkelig at give det en skalle når det kommer til markedsføringsdelen. Tænk over det, helt specifikt oprettede jeg foreningen for, at der for første gang i verden findes et sted, som griber ofre der hvor både lovvæsen og lovgivning ikke kan gribe dem. Altså der hvor de taber dig i systemet er min forening klar til at gribe dig som offer.

Det kan godt være at din enkeltsag negligeres hos regioner og anklagemyndighed når du står alene, jeg kan love dig for at den ikke vil blive negligeret såfremt du ikke står alene med dine oplevelser og finder andre.

Jeg ser frem til at se hvor mange andre det er som henvender sig, efter der kommer ansigter og navne på nogle af de tarvelige typer som formåede at gøre sig til en del af min sag.

Min krænker er indtil videre sluppet godt fra tingene, men nu hvor produkterne er skabt og jeg har taget mig min tid med at finpudse og skabe, er det irrelevant om han kan slynge sig igennem hullerne i lovgivningen eller ej. De samme muligheder for negligering gælder ikke når det kommer til at sætte navn på vores krænkere og klargøre deres karakter overfor omverdenen (og alle fremtidige arbejdspladser).

De midlertidige sejre er irrelevante, i sidste ende vægter det noget at man er involveret i sådan en sag. Husk at se det store billede, det i sig selv vil have langt større effekt end noget andet.

Det handler om at folk (og vores arbejdspladser) skal kunne genkende krænkere og jeg ser det som en absolut nødvendighed at forebygge det at andre skal krænkes igen. Dette kan vi kun gøre ved at sætte (internt) navne på vores krænkere.

Jeg har altid vidst at en civil retssag var den eneste vej frem, og har egentlig kun lagt mine æg i den kurv.

Jeg skal bruge retssager for 1) retfærdigheden af de krænkelser jeg oplevede og 2) at fremhæve mine pointer og sørge for at resten af nationen og omverden bliver interesserede i ønsket om forvaltningsmæssige rettigheder til studerende og timelønnede. Og jeg kan love jer for, at i nok skal få retssager.

Nok til at aktualisere sagerne i mange år fremover, og nok til at skrive om dem alle sammen og lade serien af bøger gro i antal for hvert hændelse som forløber.

Ved hvert bog, ved hvert firma, ved hvert retssag og forløb vil jeg minde jer om min sag og de kummerlige typer som aldrig formåede at tage ansvar for deres adfærd.

Politiet har ingen relevans, når det kommer til at en organisation eller en arbejdsplads skal vurdere ens karakter og deres lyst til at investere i dig som medarbejder.

Der skal bare åbnes op for sluserne, og for hvert ting som ikke går vores vej, bruger vi det som en årsag til at blive ved i længere tid og gøre mere for at der kommer fokus på sagerne.

Besides the justice? Im in it for you.

Der er minimum 3 retssager og 6 bøger og en forening på vej, så vi kan sørge for at der er fokus på sagerne og bruges energi på tingene, og vigtigst af alt, så vi kan give nationen (og resten af verdenen) en årsag til at huske det er okay vi italesætter vores oplevelser når dem vi regner med negligerer os. At vi minder nationen om hvor farligt det er, når vi ikke har rettigheder som kan beskytte os på arbejdet.

Også vil jeg minde jer om at det er een ting at jeg selv går til politiet og starter en sag om blufærdighedskrænkelser - det er en helt anden ting at min fagforening starter en ny sag .

Og det er en helt anden tredje ting at jeg starter en civil sag søgsmål for blufærdighedskrænkelse. Det er en helt fjerde sag at jeg sagsøger Region Hovedstaden for deres negligering af sagen trods mine vidner og mine fyringer . Og det er en helt 5. Ting at jeg starter klage sager omkring politiets negligering og fortsat kæmper for at få min sag i retten der.

Husk den 6. Retssag hvor i kan følge min "Voldemorts sag" og min whistleblowersag .

Der er mange års årsager til at aktualisere de individer som har en part i sagerne.

Krænkere skal ikke have muligheden for at krænke andre igen, og at italesætte (internt, bare rolig ) hvem de er er den vigtigste del. Min krænker har nu 1-2-3-4-5 andre parter som siger frygtelige ting om ham og alle til side sættes for lægen som vægter højere i vores hierarki.

"Krænkere bliver straffet vidt forskelligt – hvis de overhovedet bliver det | Information "

"Krænkelsessagerne vælter frem. Men da stort set ingen ender i retten, er det op til arbejdspladser og civilsamfundet at sanktionere de skyldige, og hvordan gør man egentlig det?" - Jamen det gør man blandt andet ved at komme til en forening som min, som aktivt vil hjælpe jer med at samle jer og bygge sagerne op - når politiet fejler ofrene, så står min forening klar til at gribe og gøre det arbejde som de ikke kunne. Det kan godt være at jeg ikke (til en start) kan få smidt jeres krænkere i fængsel, men jeg kan dokumentere dem , samle jer som ofre og starte sagerne for jer. Jeg har nemlig fundet ud af at dem som krænker på arbejdsmarkedet oftest har en slags systematisk adfærd over dem, og oftest hænder det at du ikke er alene om dine oplevelser som offer . Der skal et specielt slags menneske til, for sådan at krænke på en arbejdes plads . En slags rød tråd, og min forening har knækket koden.

Hverken politi eller HR afdelinger har magt over den offentlige udskamning og de konsekvenser det fører med sig. Det er SÅ vigtigt at vi deler vores krænkelses oplevelser og ikke mindst krænkerne.

"Sagerne står nærmest i kø, og de afslører ikke alene, hvordan advarsler er blevet overhørt, og hvordan ledere har svigtet. De viser også, at krænkere sanktioneres vidt forskelligt, fordi mange arbejdspladser ikke har faste procedurer for, hvordan sager om sexchikane skal håndteres.

Og det er et problem, siger en række kilder til Information.

For da langt de fleste sager om sexchikane aldrig ender for retten, står arbejdspladserne med hovedansvaret for at stoppe og sanktionere krænkere. Og selv om det kan virke indlysende, er det, som om den erkendelse først rigtigt er ved at indfinde sig hos mange nu, siger Anette Borchorst, som er professor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet og forsker i seksuel chikane."

»Vi kan se, at sagerne i næsten alle tilfælde ender med, at det er de krænkede kvinder, der forlader arbejdspladsen. De bliver langtidssygemeldte, fyret eller siger selv op, mens krænkerne ofte får lov til at blive og i det hele taget oplever færre konsekvenser og omkostninger,« siger hun.

Ifølge Anette Borchorst risikerer de krænkede kvinder meget ofte mest, når de går til deres ledere med historier om sexchikane. Derfor ser hun det som absolut nødvendigt, at der bliver ændret på dette, så skylden, skammen og mistænkeliggørelsen fjernes fra ofrene, og arbejdspladserne i stedet viser krænkerne, at deres handlinger får konsekvenser.

»Så det er det, man i første omgang stiller op med krænkerne. Man viser dem og alle andre, at sexchikane ikke tolereres,« siger Anette Borchorst.

Jeg har sagt det hele vejen igennem, det handler ikke om vinde retssagerne. Det kunne være dejligt, det er ikke det, men det handler om at gøre op imod krænkers adfærd og udstille den i groveste forstand så det kan forebygges at de krænker igen. Altså mens jeg blev sanktioneret fra Region hovedstaden for at skrive om mine oplevelser, så har min krænker passet sit arbejde uden problemer og hans hospital har endda betalt for hans advokat, mens jeg har kæmpet hele min lange (og dyre) kamp alene. Lad mig minde jer om, at der helt specifikt på den arbejdsplads er adskillige læger som har haft sager de sidste to år, og endda een af dem som glemte at overholde sin underretningspligt til trods for hans kollega blev beskyldt for at krænke unge patienter af sin egen kollega.

Det er en princip sag, og blandt andet derfor, at det ikke længere duer at gemme sig bag sin ledelse og det danske politi. Det kan ikke undgås, det jeg har planlagt og det er mig en absolut ære og et privilegie at vise hele verdenen præcis hvilke slags sager denne krænker involverer sig i - også må man jo dømme en "læge" hvis manglende integritet udmundede sig i det her. Egentlig, er det lidt en velsignelse i skjul, alt det som hænder, i virkeligheden understreger det hvordan det er at der er mere behov for min forening end nogensinde. Jeg er en stor fortaler for skæbnen, og det ser ud til at den gerne vil skubbe mig i retningen af, at fokusere på de ofre som bliver tabt i politiets system, og ikke kun de sundhedsfaglige ofre som krænkes på vores arbejdspladser.

Min forening er de eneste som sørger for retfærdighed og ansvar, når politiet og arbejdspladserne fejler og mangler basal équité.

"Hæng krænkerne ud med navn"

"Én ting er, hvordan arbejdspladser og virksomheder kan håndtere krænkere. Noget andet er, hvordan folkedomstolen ser på dem, pointerer Christian Groes, som er antropolog og kønsforsker på Roskilde Universitet.»Seriekrænkere spiser retningslinjer til morgenmad. Klarere retningslinjer vil ikke røre dem, men måske bare føre til, at deres krænkelser bliver mere diskrete og subtile. Det er først, når de bliver bange og udfordret, at der sker noget. Så hvis man virkelig vil ændre en adfærd, så skal man navngive magtfulde seriekrænkere og sætte dem i skammekrogen.«"

Hallelujah, det er aldrig blevet sagt bedre eller mere ligetil. Helt specifikt er min forening til, for at i med sikkerhed, og ro i maven kan italesætte navnene på jeres krænkere uden at skulle lide for repressalierne. Og når i endelig samles? så skal foreningen nok tage over og varetage kommunikationen med ledelser og medier.

Prøv at overvej hvordan vores system har beskyttet og sat min krænker til fordel, fordi han lige kan snige sig igennem de rette retningslinjer. Politiet nedlagde min blog fordi de ikke var enige med whistleblowerordningen i, at jeg måtte fortælle min historie. Helt specifikt blev der lavet en lovgivning for at beskytte sundhedsfaglige (offentligt ansatte) mod "chikane" på nettet i januar 2022 - denne lov udsprang sig af at der var så mange læger de seneste år som var blevet dræbt af utilfredse patienter som havde fundet dem online. Fordi jeg skrev om min krænker i min krænkelses sag, misbrugte og udnyttede han den lov, for at forhindre at jeg skrev om ham. Et ganske patetisk anliggende. Det er altså kun fordi han er læge, at det er et problem at jeg italesatte mine oplevelser. Min historie er et eksempel på hvordan denne lovgivning misbruges.

HR afdelingen på hans Hospital og akutmodtagelsen har negligeret alt fra krænkers andre ofre og ikke mindst mine vidne erklæringer for de mange fysiske krænkelser jeg oplevede under min tid som studerende under deres ansvar og endda finansieret hans advokat. Det danske politi er for dovne til at ringe til listen af kvinder, hvis navne og telefon numre jeg har givet dem og ville ikke behandle det som en sag om skødeløshed i offentligt erhverv, til trods for at min krænker har seriekrænket i flere år. Dette element ser jeg frem til at se danskernes reaktion på.

Det er ikke mig som skal gå på is resten af sit liv, og altid undre sig over hvad det næste er som er planlagt, da der rigtigt nok, at jeg aldrig vil give op.

»Da Sofie Linde talte om den store tv-kanon uden at navngive ham, tænkte jeg, at det var synd, at hun havde været udsat for det. Først da navngivne mænd med magt, som alle mænd på en måde spejler sig i og ser op til, blev udstillet, oplevede jeg, at der blev sendt rystelser gennem alle mænd – fra samfundets top til bund. Og derfor tror jeg, det er vigtigt, at nogle medier holder fast i, at der bliver sat navne på nogle krænkere for at statuere et eksempel,« siger han.

Kun på den måde kan man ifølge Christian Groes gøre op med den form for urørlighed, som krænkerne alt for længe har nydt godt af.

Husk nu, jeg har ikke brug for en straffesag, jeg har bare brug for retssager, så jeg kan bruge de næste mange år på at minde jer om, hvor vigtigt det er vi deler vores oplevelser .

Det slutter, når jeg bestemmer det er slut .

Jeg har prøvet at bruge min tid på, at finde livskvalitet i andre ting end tidligere. Efter jeg brækkede min fod tilbage i Marts, har den ikke været det samme som før. Jeg kan ikke længere danse som før, og i kan glemme alt om allégro og de fine en l’air moves som engang fik mig til at føle at jeg var et helt andet sted, til trods for at verdenen omkring mig var et tarveligt sted. Dans har altid været et escape. Det er ikke for at lyde som en Black eyed peas sang men my hips my hips my hips....av. Lige siden jeg brækkede mit ben, er det faktisk mine hofter som har drillet mig mest efterfølgende. Jeg gik for længe med den åndsvage walker støvle og min ergonomiske støttesko på den anden fod. (og lignte en idiot i de to måneder). Det gør ondt i hofterne og jeg kan ikke svige rundt som engang før. Det må jeg indrømme, at jeg har haft meget svært ved at arbejde med, og et personligt traume som jeg stadig bearbejder. En gang danser, altid danser.

Jeg kan huske det som det var i går. Jeg havde lige brækket foden og havde ikke haft en eneste sygedag på arbejdet- Jeg var relativt ny på afsnittet, og ville ikke risikere noget som helst, og fysisk smerte, det kunne jeg rumme at holde ud. Jeg viste aldrig hvor ondt jeg havde, og hvor svært det var for mig at arbejde med den fod, og havde et eller andet sted lovet mig selv at jeg ikke ville lade det hæmme mig i at løbe mindst ligeså hurtigt som før. (og jeg er typen som løber stærkt). Jeg havde stadig mange smerter, men bed det hele i mig da jeg vægtede det at passe mit arbejde. (På et ortopæd kirurgisk afsnit hvor der bare er tungt lolz). Engang havde jeg bukket mig ned foran personalestuen, og holdt i et lille øjeblik om min fod da jeg tog chancen i de øjeblikke de ellers så sædvanligvis travle gang var tom. Pludselig stak Helle, vores søde sekretær hovedet ud af trappegangen og afbrød mig midst i mit lille øjeblik (som jeg troede jeg havde for mig selv). "Ej, søde du, har du ikke ondt", spurgte hun mig sødt om mens hun anerkendte min ellers usle tilstand mens jeg i det øjeblik kravlede rundt på gulvet med hånden om min fod. "Jaja, det er bare skavanker, Helle", skyndte jeg mig at sige mens jeg fakede et smil. Jeg løj.

Fuck hvor havde jeg ondt, og av hvor er jeg bare ikke typen som er glad for at tage smertestillende. Hun kunne se at jeg løj, den søde Helle som efterhånden havde lært mit optimistiske sind og mine ansigtstræk at kende. Hun kunne se det på mit ansigt, at jeg løj lige der.

"Pas på Ana, du kommer jo aldrig til at danse igen hvis du løber sådan rundt" sluttede hun af med at sige empatisk, inden hun løb videre ned af gangen . Den sveg, den sidste sætning, og jeg var ikke tilbøjelig til at indrømme det dengang (jeg er en stædig hest), men hun havde ret.

Jeg er begyndt at gå lidt på opdagelse i mine andre interesser i stedet. Det er ikke årstiden til at Kite surfe, til trods for det har været yndlings beskæftigelsen under det varme vejr tidligere på året . Den må forblive i skabet min Kite, og ikke blive for misundelig på den gode vind udenfor og vente til det bliver lidt varmere. Jeg klatrer stadig, og syntes det er en fed måde at finde ro på. Det er en ting jeg gør for mig selv, og et element jeg absolut ikke vil være foruden. Om vinteren hos det lokale sted, og om sommeren et eller andet sted i Frankrig syd for solen.

Jeg maler også, og den bedste måde at imponere mig på (udover hvis du ejer en våddragt) er hvis du ligesom jeg er ligeså vild med museums ture og inspirationen bag de forskellige penselstrøg som kan skabe smukke værker.

Jeg glæder mig ufattelig meget til at dele mere med jer, og vise jer hvordan jeg har tænkt mig at udnytte enhver hændelse som sker til modpartens fordel, og vende det om til at åbne flere døre for min forening.

Tak for at følge med, og hold øje <3

Alarié