Stanley cups and matching slippers #46

Kære læsere,

Det er en evighed siden, jeg har opdateret jer, og det er der helt særlige årsager til. Fear not, bloggen og mine ord går ingen vegne. Husk mine ord fra de sidste tre år: når der går tid mellem indlæg, er det, fordi benarbejdet bliver lagt i produkterne.

• Og så er jeg ligeglad med, hvad de tarvelige typer skriver online. Jeg er hverken i det her for at lege Instagram-model eller være kendt. De skarpe og opmærksomme typer kan hurtigt se, at jeg sjældent er aktiv på de sociale platforme, og at det eneste, jeg nogensinde har ønsket, er blot at være forfatter, imens jeg arbejder som sygeplejerske. Jeg går kun op i mine skriverier og det at få dem udgivet en dag. Ellers vil jeg faktisk helst bare gerne lades være i fred. Havde jeg ønsket mig et liv i fart og farver, var jeg blevet i musikbranchen og gået den vej. (PS: hvor var det fedt, at vores egen Se og Hør satte min gamle mentor, Chief One, på sin plads og redegjorde for hans usselhed.)

Jeg vil starte med at sige: ingen fesne domme redegør for, hvor ufatteligt stolt jeg er af mig selv. Jeg har sørget for, at en række mennesker aldrig kan arbejde som før og pådutte andre smerte, sådan som de udsatte mig for de forfærdelige ting, jeg gik igennem. Det at fortælle min historie udmundede sig i en status som offentlig figur (i forhold til krænkelser, forfatterskab og min NGO), en række fantastiske muligheder for mine bøger samt en dokumentar og en mulig filmatisering. Dette er, hvis vi ser bort fra den fine indtjening, the hustle bragte med sig on the side. Jeg har ikke kun formået at sørge for, at nationen nu kender til den her slags sager og måden, de håndteres på – jeg har sørget for, at alle, som måtte have oplevet samme slags sager, ved nu præcis, hvor de skal gå hen.

6 bøger, en revolutionerende forening og den status, jeg ønskede mig. Herved må man trods alt anerkende, at til trods for den pris, det havde, og den smerte, de udsatte mig for, at det alligevel må kræve en lille ydmyg tak til alle involverede parter, som formåede at gøre sig til en del af min sag. Uden dem og uden smerten ville vi have ingenting i dag.

Jeg har brugt en del tid på at rette og læse mine indlæg igennem, og hold da op, hvor er jeg stolt af at kunne sige, at jeg har formået at overholde og opnå ethvert løfte, jeg gav jer. Det tog sin tid undervejs – lang nok tid til, at de måske tænkte, jeg havde givet op undervejs. Og så ramte jeg dem som den bombe, jeg lovede at ramme som. Jeg lovede en pressemeddelelse, som ville splitte vandene, og at jeg ville starte en (politisk tæhi) shitstorm. Jeg lovede jer, at jeg ville få vild mediedækning og sige alle de ting, som regionen har lagt en ihærdig indsats i at begrave. Jeg lovede jer at SKABE (til mine OG læsere fra 2022) en forening en dag, som endnu ikke (dengang) fandtes ude i verden, og at jeg ville skabe en platform, som greb ofrene der, hvor jeg så, de ellers blev tabt i systemet. Jeg lovede jer andre ofre fra samme modparter, og man må da sige, at jeg ihærdigt kæmpede for, at de fik lov til at komme ind og vidne. Det er ærgerligt, at de ikke fik lov til dette, og at vi i Danmark ikke tillader "karaktervidner" i straffesager. Men jeg levede op til mit ord.

Jeg er mest taknemmelig for, at jeg praktisk talt ikke behøver at sige et pip om hændelserne grundet den mediedækning, retssagen fik. Mangler du indsigt i, hvad sagen handlede om, så er det hele blot et Google-klik væk. Jeg får mundkurv på, og de vil ikke tillade mig at snakke om sagen, skrive om, hvad der skete, hvor og hvordan. (Dette er til trods for, at ingen udstilles, eller der skrives noget genkendeligt), så jeg er så taknemmelig for, at journalisterne ikke har sparet på detaljerne. Den nysgerrige læser kan med fordel læse artiklerne og holde dem op imod mine indlæg her på siden. Så skal det hele nok give mening!

Speaking of det at skrive: Der er blevet implementeret en række ændringer på bloggen – dette er helt specifikt for at undgå, at de i fremtiden vil hævde, at jeg "bryder mit tilhold". Derfor vil I nu se, at de steder i teksten, hvor der kan have været noget omkring sagen, er streget over. De har anmodet om, at alle mine blogindlæg slettes, selv dem, hvor der ikke nævnes noget om nogen modparter. Det er lige over grænsen, og jeg har i hvert fald gjort mit for, at juristerne hos politiet ikke skal kunne finde nogen årsager til problematikker nu. Tilholdet indskrænker min ytringsfrihed, og I kender mig – jeg er en legefuld og optimistisk sjæl, som intet har imod at play ball. Vor Herre bevares, der er ikke nogen, som er interesseret i at bryde et tilhold eller fornærme nogen, men jeg vil altid vedligeholde mig retten til at være oprigtig omkring min historie og de ting, som faktisk blev dokumenteret i retten. Så jeg har simpelthen, som et tegn på min indsnævrede ytringsfrihed, været nødsaget til at markere visse dele med sort og slette det.

Som Einstein sagde: det er vanvid at gøre det samme igen og igen og forvente et nyt resultat. Sidst de ulovliggjorde mine indlæg fra Tales of Marble-bloggen, endte det hele alligevel op på diverse platforme, kopieret og delt uden min samtykke. Det er så sindssygt, hvad mine fjender kan derude. På Reddit faldt jeg over et link til min gamle side, hvor de havde kopieret hver eneste ting. Det skal lige siges, at jeg slettede den hjemmeside for længe siden! Det er helt vanvittigt, hvor wizard-agtige de har været derude. Kudos! Den havde jeg ikke set komme. Jeg kan se, I er begyndt at gøre det samme med bloggen fra i år, og har det egentligt ret ambivalent med det.

I ved, hvad man siger om ens forretning: hvis den ikke vokser, så dør den. Et lækkert og sexet kontorlokale ude ved søerne erstattes snart med en løsning, som vil gøre det endnu nemmere for jer at henvende jer. Lige så snart vi slår dørene op til nye lokaler (en butik, ikke blot kontor), så vil det blive nemmere for jer at droppe forbi på gadeplan, såfremt I ønsker en snak, frem for at skulle gå ind og booke en tid på hjemmesiden, som I skal nu. Jeg ønsker noget mere centralt og et sted, som vil gøre det nemmere for den almene offentligt ansatte at henvende sig.

Min mormor lærte mig altid at lade grådigheden gå sin egen vej og ikke følge den, når jeg fik succes. Kontinuerligt mindede hun mig om, at dem, som "fik" og var heldige og/eller succesfulde, skyldte det at give tilbage frem for at beholde det selv. Vi har fået så meget medvind og har været så velsignede i forhold til foreningens opstart. Det er på tide, at jeg bruger de gaver og velsignelser fra sidste år på at give jer lidt igen.

Kan jeg få en trommehvirvel?

Fra sommer 2025 af vil vi føre en ny kampagne, hvor vi vil tilbyde alle, som melder sig ind i 2025 + 2026, gratis oprettelse OG medlemskab (ubegrænset tidsperiode). Jeg ønsker, at vi som forening træder ind i fasen, hvor vi tydeliggør, at udover at være en forening og et fællesskab, så er vi altså stadig en NGO først. Jeg ønsker, at alt arbejdet forbliver pro bono, og at det er mine egne penge, som betaler for den der sexede advokat på retainer og ikke mine medlemmer.

I vil opleve, at vi vil investere i reklamer (det kunne være så fucking griner at hyre hende Kinto-damen lol), skuespillere og overordnet marketing på nationalt plan. Det er en spændende fase i mit liv, jeg er ved at træde ind i, og jeg nyder i fulde drag, at jeg den dag i dag arbejder præcist, sådan som jeg drømte om som lille. Miss nurse Barbie turned business woman... Et eller andet sted havde jeg aldrig set det komme, at jeg nogensinde ville være så sej at opnå enhver ting, som kun virkede som overambitiøse drømme for den lille brune undertrykte pige, jeg var engang. Det er sejt, men også mega skræmmende at have så meget at miste. Der er ikke mange, som fortæller dig det her, men det er skræmmende at opnå ens drømme, og ofte er angsten en naturlig følgesvend til følelsen af lykke. Jeg tror, jeg har skrevet om det i tidligere indlæg...

Jeg er så heldig at have et stærkt netværk af mennesker omkring mig og mange ressourcer at trække på. Kærligheden og min dejlige familie har været det, som har båret mig igennem de hårdeste tider. Det er svært at blive til et bittert produkt til trods for, man udsættes for tarvelige ting, når man har så megen kærlighed omkring sig konstant. Jeg bliver forkælet herhjemme, og jeg kan mærke, at vi nyder det i fulde drag, det der med, at vi har de her år tilbage til at forkæle hinanden "kun" og blot have fokus på OS, før der er snak om en fin villa et sted ude i forstæderne og børn. Vi er et dejligt sted, hvor vi nyder at være "egoistiske" i forhold til vores forhold og prioriterer livskvalitet og en hverdag sammen. Vi er gode til at planlægge søde dates og overraskelser for hinanden. Jeg gør vores hjem til det hjem, det er, imens han ikke er sky for at forkæle mig og forsikre mig på alle de punkter, som jeg havde drømt om en dag.

Vitterligt vågnede jeg en dag som 17-årig og mødte manden, som praktisk talt er indbegrebet af prince charming i de eventyrbøger, jeg læste som lille. Hans kærlighedssprog er at give, og det passer bare så perfekt ind i mit liv og de behov, jeg har efter at have brugt flere år på at kæmpe, overleve og skabe – og dette er kun den organisatoriske kamp taget i betragtning og ikke hele den store kulturelle kamp, jeg var igennem for min egen identitet og ret til kærligheds skyld. Det er næsten kvalmende sødt, hvor vi er endt i dag. Da han mødte mig, skrev jeg musik, imens han selv var vores gymnasies lokale DJ (hella cute), og i dag er han lige på nippet til lægetitlen, imens jeg har specialiseret mig godt og grundigt inden for sygeplejen. Vi har været igennem meget sammen og vokset en del sammen. Det er sværere, end man tror, skulle man se det romantiske aspekt aside. Der har været tider, hvor vi har været fraskilt, adskilt og begge været på hver vores rejse... og alligevel fandt vi hinanden igen hver gang. Et eller andet sted altid mere bedste venner end noget andet til trods for en gennemborende passion, som har efterladt mine knæ skaller ru og rå igennem årene. Vi har kæmpet længe for matchende slippers og Stanley Cups, og det er så dejligt at have en gennempirrende "kedelig" hverdag sammen. Det er en ro, vi kæmpede for længe, dengang vi elskede hinanden i smug til trods for, at vi ikke måtte.

Der er fokus på de kommende udgivelser i Danmark & udlandet (ja, der vil være signifikant forskel på produkterne, som lander i boghandleren her, og det I kan bestille på Amazon. Heraf henviser jeg til min Gandalf-kommentar på forrige blogindlæg), samarbejde med andre dygtige forfattere & en kommende tur til udlandet i slutningen af året.

Jeg ved godt, at mine projekter tager tid, men husk nu: jeg har overholdt ethvert løfte, jeg har givet jer, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe nu.

Jeg er opmærksom på, at et produktionshold lige PT er i gang med at interviewe 3 andre sundhedsfaglige ----, som har følt sig krænkede ----. Jeg er naturligvis ikke en deltagende part i udsendelsen, men jeg kan beundre og støtte mine andre kolleger, som er gået med til at udtale sig omkring deres oplevelser. Nærmere kan jeg ikke komme ind på emnet. Kan I huske, da jeg skrev i et tidligere indlæg, at det var mindre 50 Shades of Grey og mere 50 Shades of Cray-agtigt? Yup, den slags anliggender gone wrong.

Skulle det udmunde sig i en ny retssag i forhold til mine skriverier og det nuværende tilhold, så har jeg både mediernes opmærksomhed og ved nu præcis, hvad jeg skal sige i de kommende interviews. Herved trækker jeg på den erfaring, jeg har fået igennem den sidste sag. Det bliver måske forfriskende med en sag, som "kun" handler om mine skriverier, politiske sexskandaler aside. Jeg blev lidt smidt ud i det i medierne sidst uden at være trænet eller forberedt. Det ærger mig, og jeg har gjort det til en dyd at lære fra fortidens fejl.

Jeg er i gang med at starte en sag mod Region Hovedstaden, hvor der naturligvis kaldes vidner ind igen, herunder de vidner, som blev nægtet det at vidne under den første retssag. Dette er også prioritet i forhold til kommende pressearbejde. Det er altså et problem, at tilholdet blev sendt ind til central HR, som både brugte det i forhold til en sanktionering, men også til at presse anklagemyndigheden til at starte denne sag og misbruge en lovgivning for at tiltale mig.

Udover dette vil I også være tilskuere til den civile retssag i forhold til min krænkelsessag og det, jeg oplevede som studerende. Herunder kaldes der også de vidner ind, som blev benægtet det i sidste omgang i forhold til straffesagen. Min mand er dejlig og god til at minde mig om, at det i denne her omgang vil være mig, som sætter præmisserne, og at jeg skal holde modet oppe og se frem til de retssager, som virkelig betyder noget. Straffesagen var "kiks", som man siger – det bliver først rigtig godt og interessant, når det er mig, som lægger sag an. Oh nøj, hvor jeg glæder mig til at invitere jer med til den omgang, når vi når dertil... Jeg har fundet ud af, hvilken vinkel kameraet fanger mig bedst på.

Jeg har også længe ønsket at lægge denne sag bag mig – det er desværre bare ikke muligt, da de aldrig tog deres ansvar og skænkede mig det ene møde, jeg bad om dengang. Ubesvarede spørgsmål og en manglende mulighed for closure har desværre udmundet sig i de ovenstående projekter.

Jeg fryder mig og glæder mig over, at de lagde sådan en indsats i at få mig dømt i håb om en høj straf, og at den senior anklager på fuldtid, som de havde ansat på min sag alene i over 1 år, endte med en dom, som til sidst udmundede sig i... smålig trommehvirvel

10 ugers fodlænke (med god adfærd er det 2/3 af dommen – husk det nu), hvor jeg både kan passe skole, arbejde, træne og tage ud og handle hver dag + 8 timer i weekenderne til hygge. Altså, hvor meget af et liv tror I, jeg har? Selv uden en fodlænke ville jeg ikke have tid til alt det – det er altså lidt spøjst. Jeg fryder mig over enhver person, som har ydet mig harm og skade og været en del af denne her sag. Værsågod, jeres frustrationer var 10 ugers fodlænke værd. Den fortjener I fandeme, og jeg vil grine hele vejen igennem. Det var simpelthen det "bedste", som modparterne fik ud af det. I lol. HARD! Og imens deres rejse for "retfærdighed" er slut, er min rejse knap nok lige begyndt.

Min straffesag var en indledende del af rejsen.

Og jeg ser ufatteligt meget frem til at dele resten med jer.

Bon voyage

Lillyeana Alarié