pied-à-terre #24

Jeg er en gammel sjæl. Jeg sværger, jeg blev født og et af mine første tanker var "not this shit again".

Jeg mener det, jeg er et af de slags sygeplejersker, som egentlig ikke helt tror på døden.

Der er efterhånden mange ting som virker genkaldelige og som runger en "been there done that" slags scenarie. Døden findes kun i den fysiske forstand, og jeg tror ihærdigt på, at det hele egentlig blot er en oplevelse for sjælen, det der med at være menneske. En slags prøvelse, et masterclass.

Det spøjse ved sjælen er, at den ikke går op i, hvorvidt om det er gode eller dårlige oplevelser som du har. Den er bare psyked over at skulle opleve "noget". Det hele handler om erfaring...sjæleerfaring.

Til trods for, at vi er et produkt af gud, kærligheden og lyset, så skal vi huske på at vi i sidste ende også er væsener som arbejder under loven af den frie vilje - ligesom engelene havde, de fortabte & de gode, hvis vi her skal lave en henvisning til bibelen og dens fortællinger. Vi kan agere gode og dårligt og der er ikke højere magt som gør at vi ikke kan. Det hele handler om oplevelser, og det er det eneste sjælen går op i.

Jeg tror også det er derfor, at jeg altid et sted lidt har været et "så pyt da..." slags menneske. Altså jeg har overlevet de værste traumer i livet, og alligevel står jeg rodfæstet med ressourcer, netværk og opnåelser. I min personlige rejse igennem studiet, hvor vi tit arbejdede med sociale og sårbare, gik det hurtigt op for mig at jeg er typen, som er ganske unik.

Dette er ikke ment for at være arrogant, men reelt set, med de odds jeg havde og det liv jeg har levet, så burde jeg slet ikke være her lige nu.

Så hvordan kunne jeg overleve alle disse ting? Hvordan kunne jeg rumme og summe det at vokse op midt under en krig, børnehjemslivet og senere hen livet som hjemløs? Hvordan kunne jeg komme igennem alt det, som de satte mig igennem sidste år?

Jeg tror at det er min indstilling til livet.

Jeg giver aldrig op - vitterligt, har jeg aldrig nogensinde været typen som giver op. Og med min sjælelige viden og erfaring udmundede sig i en frygtesløs personlighed, som aldrig rigtig har kendt til begrebet frygt. Min viden har gjort mig modig, og der er få ting jeg ikke vil se ansigt til ansigt i livet.

Jeg ved jo et eller andet sted, at man som sjæl selv har valgt mange af de temaer, og de problematikker man møder i livet - det gør den for at lære, for at opleve. Så selvom livet til tider har været umenneskelig hårdt, så har jeg altid vidst, at jeg ville komme igennem alle hårde udfordringer, og jeg har kontinuerligt været den slags type, som har mindet mig selv om, at min sjæl aldrig ville have valgt udfordringer at jeg ikke var sikker på jeg havde kompetencerne til at komme igennem. Så jeg har altid været typen til at minde mig selv om, at selfølgelig kunne jeg det.

Og når man har sådan en indstilling, så er der ikke rigtig noget som hedder at give op.

Det er også derfor, at vi nogle gange i løbet af den menneskelige oplevelse kan falde over følelsen af genkendelighed.

Jeg har tit samtaler med mine ældre patienter omkring døden. Det overrasker mig et eller andet sted stadig, at jeg nogle gange møder sjæle som ligesom jeg er ligeså åbne overfor samtaleemnet og som et eller andet sted, heller ikke frygter den ligesom jeg. Det er primært de ældre, som har den egenskab. Vi kan snakke længe om, grunden til at de nogle gange stadig kan mærke deres partnere efter de er gået bort. Sjælen efterlader altid et bluprint, og den er altid, et eller andet sted en kontinuerlig og vedvarende energi som aldrig vil forsvinde.

Jeg og de ældre kan føre mange samtaler om, hvordan det er at vi i sidste ende skal huske på at vi ikke blot er kroppe som tilfældigvis har en sjæl.

Vi er sjæle som tilfældigvis har denne krop.

Her er den største lektie, jeg har fået med mig i led med arbejdet af palliative patienter.

Der snakkes altid om det der med at, når det hele er ved at være slut og man er ved at gå bort at så "your whole life flashes before your eyes".

Yesh, that's a load of crap.

Helt specifikt kan jeg fortælle dig, at når du er ved at dø, når de er de aller sidste øjeblikke og tiden er inde - så husker du kun de gode ting. Du husker kun den kærlighed som du har givet og fået i livet, den kærlighed som du har delt. Negative ting og oplevelser har vitterligt ingen betydning.

Så når man er en gammel sjæl som jeg, og man har den indstilling som jeg har - og man er vel opmærksom på, at alt det negative i sidste ende ikke betyder noget, så bliver man også til et let og finurligt "så pyt da " slags menneske.

Der er også altid to slags patienter. Dem som dør sure og som har set sig triste på omverdenen, og dem som til trods for sygdom stadig gør en indsats for, at verden omkring dem skal opleve en god energi som de vil efterlade i rummet. For eksempel. Vi havde engang en terminal patient dengang jeg arbejdede på Rigshospitalet. Lad os kalde ham for Teddy.

Teddy var så døende som en mand kunne være, men han lagde den største effort I , at lige meget hvor kvalme præget eller smertepræget han var, altid i at være et utrolig sødt og kærligt menneske overfor personalet. Det var faktisk vigtigt for Teddy, at sygeplejersken havde en god dag. Så han var altid karismatisk og sød, og han huskede altid at spørge dig hvordan du havde det, og om du mon havde en god dag, regardless af den kummerlige tilstand hans helbred var i og det faktum at døden åndede ham i nakken for hvert minut som gik.

Og at møde det der, den slags energi og måde at være på, minder mig hver dag om, hvorfor det er at jeg laver det jeg laver lige meget hvor hårdt det er, fordi hold da helt op hvor er det voldsomt inspirerende. Jeg elsker at være sygeplejerske og føler mig så utrolig velsignet over at kunne få lov til at møde sådan mennesker i mit liv.

Jeg har aldrig været en over tænker eller tilrettelagt smerte og dårlige energier meget opmærksomhed i livet - og det er mega fedt, at være et menneske så frit. Jeg føler mig ikke begrænset sådan som andre gør - ydermere har jeg ikke et behov for at være falsk eller opretholde normer heller.

Jeg ved hvad det hele egentligt handler om.

Det er også derfor, at jeg er og altid har været så selvstændig lykkelig. Jeg besidder ikke lysten eller higen efter det at skulle eje noget. Altså, jeg har altid blandt andet set det sådan, at det ikke handler om, at din partner skal gøre dig lykkelig.

Det er alfa omega, at din lykke udelukkende er afhængig af dine egne egenskaber og valg, i dit eget selskab altså!

Det er aldrig din partners opgave at stå for din lykke. Det er din egen. Det skal helst være sådan at når vi møder andre vi bliver glade for, at de blot skal være en bonus, en glæde udover det som du allerede besidder i dig selv.

Når man har sådan en tilgang til tingene, så har man heller ikke et ego eller et behov for at eje hverken ting eller mennesker.

Altså, jeg fortæller min mand nogle gange, at han ikke er the sole reason for min lykke, altså at han ikke er grunden til at jeg er lykkelig. Til gengæld fortæller jeg ham hver dag, hvor en stor glæde og bonus han er i mit liv, og hvor højt jeg elsker ham for det. Jeg er contempt i mit forhold og mig selv.

altså hvis Habibi er ude med drengene og det er boys night out og jeg får beskeder, så antager jeg automatisk at det er fordi han keder sig...

Jeg har ikke behov for elementet af kontrol i mine relationer, og tillid skal gerne være en rodfæstet faktum, som er en selvsagt ting, og ikke noget man behøver at påpege.

Jeg kan huske, at noget at det værste ved at møde ham (lægen, krænker red.) var, alle hans antagelser omkring jeg og min person under klinikken. Jeg fik ekstra opmærksomhed (uønsket) på arbejde til tider, og oplevede ham tit som dumdristig og uhensigtsmæssig og grunden til dette? Antagelser. Manden antog at jeg måtte ønske det eller ikke have noget imod det grundet de ting som han havde hørt.

Vitterligt den eneste sætning jeg selvstændigt havde sagt til ham var sætningen "jeg hedder altså ikke Laila..." engang. Elles havde alle encounters været på hans opfordring (og når han bestemte.). Så jeg var irriteret længe over de antagelser som satte mig i uhensigtsmæssige situationer grundet hans adfærd. Men jeg opfattede ham aldrig som ond. Tværtimod.

altså, dumdristig og u eftertænksom, ja - men aldrig ond.

Jeg havde aldrig ønsket om at skulle være sammen med ham, at fordreje en kommentar jeg lavede under en frokost pause og få det til at omhandle det var et tarveligt anliggende.

Han var sådan en dygtig læge, og det var sådan jeg oplevede ham som studerende.

Jeg havde selv en lille drøm om, en dag at søge ind på medicin studiet og videre uddanne mig. Jeg havde et ønske, om at være som ham en dag. Ikke på en psyko Ed Gein agtig måde hvor jeg vil gå med dit skind som seriemorderne i filmene, men på en faglig vis.

I skal tænke på, at når man i et felt som mit arbejder med den menneskelige krop, så lærer man at anerkende mennesket for hvad det er: Et biologisk produkt. Det er også derfor at de dygtigste læger du finder, er sådan lidt semi Aspergers agtige og uden de store menneskelige sociale/empatiske kompetencer. De har simpelthen haft hovedet så længe nede i bøgerne.

og, let me tell you this. Hospitalerne bliver deres pied-à-terre, deres hjem væk fra hjemme. Og det gør noget ved et menneske.

Det var en hel oplevelse at møde ham.

Hvordan kan jeg forklare det i en nøddeskal?

Altså, da jeg var lille, tog min mor mig tit med på arbejde. Min mor var universitets lærer og på de travle dage uden babysitters (single mom livet) så var hun nødsaget til nogle gange at tage mig med.

Og min mama, hun kunne bare det der med at indtage et helt rum med hendes energi.

Måden hun kunne fylde et rum ud, fange alles opmærksomhed og gøre det med sådan en finurlig karisma og charme var så vanvittigt inspirerende at se på.

Passion finjusteret og formet på sådan en vis at det kunne vises sig i hendes kropssprog og toneleje - and it was captivating.

Jeg har taget efter min mor, og ligeledes hende, er jeg rigtig god til at indtage et rum, og charmen og min kækhed har altid suppleret hinanden så fint, når det kom til at sprede god energi og fremstå som en naturlig leder.

Forestil dig, at du møder en mand som kan gøre præcis det samme, men blot uden at være nødsaget til at skulle sige et ord. Han var en blanding mellem charme og faglighed, og dengang jeg var studerende, der var det helt vildt, sådan at møde en mand som havde en fod indenfor begge verdener, og som både kunne indtage hele rummet med hans væsen og hans menneskelige karisma og charme, men på samme tid opretholde et essens af stolthed , faglighed og autoritet.

Det var vildt inspirerende. I guess I was naive and it was somewhere, just how he looked in the light.

Så der forelå bestemt et element af beundring og rent fagligt, var han til den største inspiration på det punkt. Han fik mig et eller andet sted til at ønske at være den bedste, og ydermere, at stræbe efter det.

Så til trods for alle traumerne, så må man give ham credit for det.

Så jeg var genert, og havde ønsket om at være ligeså dygtig en dag, og ligeledes på autoritær vis kunne indtage et helt rum med min energi. No words needed.

Thats it.

Men det var svært at møde een som ham. Fordi til trods for den faglige beundring og den vilde egenskab han havde til at kunne indtage et helt rum?

Så fandt jeg hurtigt ud af hvor et impulsivt og utålmodigt menneske, han i virkeligheden er. Jeg prøvede længe at finde hoved og hale i hans utilregnelige adfærd, og hans skiftende måde at være på.

Men let me set one thing straight, jeg ønskede aldrig at være sammen med ham i en fysisk forstand.

Jeg havde til gengæld et ønske om, at han bare skulle lære mig at kende sammen med resten af kollegaerne, når vi var ude i fællesskab, så han kunne stoppe med at antage ting og behandle mig som een, som man kunne koste rundt med på arbejdet. Så han kunne stoppe med at tilrettelægge rygter og pigefnidder sin energi, men blot selv lærte, hvordan jeg er som menneske frem for at gå rundt og tro alt muligt om mig. På det punkt, ønskede jeg at han ville lære en kollega at kende, for at opnå en form for ligeværdig behandling. En ligeværdig behandling som jeg ikke følte at jeg fik på arbejde, når man sådan skulle gå rundt og nedgøre mig på arbejde til tider, når jeg sådan følte mig så krænket over hans måde at være på.

Det jeg ønskede, var at han kunne respektere mig som hans kollega og behandle mig normalt.

Jeg ville ikke det der længere. Flirtende den ene dag, kærlig den næste, anonym og irriteret den 3. fordi rygterne gjorde ham irriteret når det kom for tæt på. For helvede, fuck nej.

Så jeg havde håbet det at anerkende min persona selv frem for igennem andres øjne kunne havde udmundet sig i anderkendelse.

Det er lidt ligesom, når man kigger en psykopat i øjnene, for at de skal anerkende din menneskelighed, så de forhåbentlig ikke skader dig.

Det bedste eksempel jeg kan give er, at når jeg er ude sent hvor det er mørkt og jeg er alene, at hvis jeg mærker een gå bag mig, og jeg føler at vedkommende følger efter mig, så har jeg en helt anden taktik frem for at blot gå videre.

Hvis jeg føler mig utryg, så stopper jeg op, og går hen til vedkommende selv og spørger hvad klokken er.

Hvorfor? Jamen fordi hvis det menneske som går bag mig er en psykopat eller en voldsmand, så har jeg allerede der tvunget ham til at anerkende min menneskelighed, og det faktum at jeg er typen som siger noget. Allerede de to faktums er rent psykologisk med til at ændre noget i hvordan et andet individ oplever dig , og oplever et forvrænget menneske eller en uempatisk psykopat dig som et produkt, så er du allerede der pretty much a done deal.

Jeg er ikke typen som konfronterer, men jeg finder det intressant at studere sådan scenarier her og nogle gange, dykke ned i det analytiske. Jeg elsker mine venner som arbejder som psykologer, da de ligesom jeg også er fascineret af adfærd hos mennesket. Vi kan bruge lang tid, på at diskutere de her slags ting.

Point of the story er, at jeg engang inviterede ham ud på en bytur (fordi han bad om at blive inviteret med på arbejde.....) fordi jeg gerne ville understøtte det faktum af, at han blev tvunget til at kigge mig i øjnene og anerkende min menneskelighed (når vi var ude samlet i en gruppe - aldrig alene!), fordi måske, så måske ville han være mindre tilbøjelig, til at behandle mig som et produkt, og noget som han sådan lidt kunne koste rundt med på arbejdet.

Mit næste indlæg poster jeg i morgen, da det her inden min pressemeddelelse er mit ønske, at jeg kan skrive nu, hvor jeg har tid til det. Til gengæld må mine indlæg ikke blive for lange, og vi rammer mange tunge emner i indlæg nummer 24. I morgen opdaterer jeg jer omkring de nuværende sager, formaliaen og mit firma <3

A bientot

Alarié