Mendacious (FUGAZE) #21

Kære Læsere.

Dette er mit næst sidste indlæg indtil efter sommerferien, og et (ud af to) jeg har haft rigtig svært ved at skrive. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte så for nu vil jeg starte mit indlæg sådan som jeg starter alle de andre: Med en opdatering på hvordan det går og alle de mange mange projekter og bolde som jeg har i luften i øjeblikket.

Det første jeg kan italesætte, det er hvordan det går med mit arbejde.

Det går helt vildt godt og jeg er så heldig at være omringet søde kollegaer (som alle kender til min historie) og den bedste leder som jeg kunne ønske mig. Den saglige, empatiske af slagsen.

Det går hurtigt - og jeg er faldet så lækkert ind i rollen som (Ny) Sygelejerske. Turns out, jeg lærer hurtigt. Jeg bliver dygtigere for hver dag som går, og kan mærke at jeg også får ansvaret og tilliden på afsnittet. Allerede på min første måned kastede jeg mig hovedløst ned i det massive ansvar og pres og valgte at måden jeg skulle lære tingene på var ved at tage springet blot og komme ud i en "learn by doing" slags scenarie. Jeg har ikke været sky for ansvaret og mit naturlige overskud (mit ADHD) har resulteret i at jeg kan rumme og summe de stressfyldte dage . Husk nu, jeg mærker hverken sult eller træthed som andre - og ligesom en labrador kan spise sig selv ihjel, så kan jeg gøre det modsatte og arbejde mig selv halv til døde før jeg indser at jeg har glemt at spise de sidste tre dage.

Jeg siger ikke at det sker, jeg siger at jeg skal være meget opmærksom på at det ikke gør.

Det er i hvert fald vildt fedt at være et sted, hvor man har tryghed i sine egne kompetencer og ligeledes mærker at din omverden også reflekterer dette. Det er ret sexet, det der med at føle sig dygtig på arbejde, ved i det?

Jeg har altid været typen til at tænde på de ambitiøse typer - dette har intet at gøre med materialistiske ting. Hvis man virkelig kendte mig og mit bagland, så er det også let at regne ud hvorfor jeg reagerer som en forkælet to årig hvis jeg ikke får min vilje. Jeg voksede op så priviligeret at det desværre aldrig har været en forte, det der med at tage svaret nej let. Selvindsigt har jeg da...Så, det er ikke prestiget jeg tænder på, men ambitioner tilgengæld - im a sucker for that. Altså, fuck den danske Jantelov.

Jeg kan godt lide måldrevede typer - også er det irrelevant om du er læge, forfatter eller en astronom. Det mest sexede træk i mennesker, er når de brænder for det de laver og ydermere, når de lægger benarbejdet i det. Jeg ved at baby (husband, bf, lover) elsker mig mere end noget andet, men jeg har ikke noget imod at komme i anden række når det kommer til hverdags tingene. Det er vigtigt for mig, det der med at have en partner som er sej.

Jeg har et stort problem med uambitiøse typer, og tro det eller ej, til trods for peace tatoveringen på min ryg, så er jeg et af de mest konservative, liberalistiske mennesker du nogensinde kommer til at møde. Altså In real life, hvis jeg skal sammenligne mig selv med nogen så ville det være karaktereren Gabrielle Solis fra Desperate Housewives. Arrogant, selvisk og vildt overfladisk. (Og hamrende god til at skælde ud) . Det betyder noget hvordan du ser ud, og hvor ambitiøs du er i livet. Jeg har ikke tid til dem som blot vil chille den ud.

Jeg har valgt venner fra før i tiden, fordi deres livstil og ambitioner ikke reflekterede mine.

Husk nu, jeg er oprigtigt af den overbevisning, at traumer er hvad du gør dem til. Det er en vag tanke, sådan at tænke at det at have haft et hårdt liv skulle udmunde sig i en omgang Causia socialis en dag (til dem som er skarpe til vores diagnosekoder, lol)

Hvis vi skal snakke om arbejdet (procastinating much så jeg måske kan udskyde det personlige indlæg?) så bliver jeg næsten nødt til at redegøre for mit eget lille system, som jeg er begyndt at have på arbejde. Se , i ved jeg er en sucker for overblik. Nej! Det er ikke kun den milde grad af OCD jeg har, men overblik for jeg er lig med systematik. Systematik er lig med sikkerhed for jeg. Så det vigtigste for jeg som ny sygeplejerske når jeg kommer på arbejde er : Overblik!

Lets walk this through. Okay, så når jeg kommer på arbejde så står jeg tit i en gruppe med ca 20 patienter og alene som sygeplejerske. Hvis jeg er heldig, så er der mere end den ene social og sundhedsassistent på arbejde for at hjælpe mig. Hvad er det første jeg gør når jeg møder på arbejde?

Tro det eller ej, jeg bruger ca 30 minutter på (kort) at sætte mig ind i hver eneste patient.

På min seddel noterer jeg altid som det første

- Om der er plus eller minus HLR på patienten.

- Deres seneste blodtryk + EWS score

- Om der er noget CAVE på patienten.

- Jeg noterer hvilke habituelle sygdomme de fejler (nogle gange har de mega lange diagnose lister under resumeren så vælg de vigtigste habituelle sygdomme at skrive ned)

- Jeg kigger på blodprøverne og noterer hvilke af dem som er skæve eller som ponger meget ud : Jeg noterer det også såfremt de er IA. Er den hel gal og har de overset det til stuegang (det sker!), så er det bare om at få fat på en mellemvagt og handle på problematikken.

- Jeg noterer herefter om de er i AK behandling eller ej.

-Til slut kigger jeg på deres MDA og skriver ned præcis hvornår de skal have deres medicin.

Hvorfor specifikt disse ting? Fordi jeg tænker at skulle det gå helt galt, og skulle du stå i scenariet af "call DR Phil" (a Jebus moment) og er der een som koder, så er det specifikt det info som lægen gerne vil have. Husk nu drømmen er altid at være på arbejde med en dygtigere end én selv og skulle det gå galt med en patient som blev skidt så er det specifikt de informationer som lægen gerne vil vide på stående fod. I akut situationer er det en All hands on deck slags situation, og der skal du som sygeplejerske have styr på den hurtige baggrundsinformation.

Det er derfor at huskenoter og special kommentarer (på Resume, som kommer på den oversigt som i kan printe) er så gode at bruge. Du kan som sygeplejerske sagtens notere AK behandling, Habituelle sygdomme og evt CAVE under special kommentarer. Er der noget som ikke er IA og skal der tages stilling til det til stuegang om morgenen ved biomarkører eller undersøgelser så hører de til under huskenoten. Det er ikke altid godt at skrive notater, da det hurtigt kan fylde for meget , på de fleste sengeafsnit så foretrækker de også, at det kun er lægerne som skriver noter. Det er kun hvis det er vigtigt at du skal skrive en note.

For eksempel såfremt din patient bliver skidt og du skal dokumentere hvad du har handlet på - og ydermere om du har EWS optimeret. For guds skyld, husk at EWS optimere dine patienter selv hvis det ikke er tid i forhold til algoritmen til at score igen. Der er mange ting som man kan nå at rette op på, før lægen skal tilkaldes og der skal tages alle mulige skøre tiltag. Det handler for det meste om at arbejde effektivt, her forholder jeg mig til den akutte patient som er der hvor min erfaring og ydmyge "expertise" ligger.

Du kan dokumentere alle andre handlinger og tiltag direkte på vurderingsskemaer. Dette er alt fra om du vil dokumentere du har lagt et KAD eller om du blot vil dokumentere observationer . Vurderingsskemaer er din ven- ydermere gør det detektiv arbejdet lettere for lægen, da han specifikt kan opsøge den info han mangler derinde. Om det er dine neurologiske observationer eller dine handlinger, der er en plads til det hele på vurderings skemaer . Rygraden i det vi laver og det som understøtter vores kvalitet af arbejde er den systematiske måde vi arbejder på. Det nytter ikke at nogle kun dokumenterer i noter mens andre bruger skemaerne .

Og det der med noterne? Det skaber forvirring at der står for mange noter . Hvis jeg skal tage imod en ny patient kan det være overvældende at skulle læse +20 notater igennem. Især hvis jeg har 20 patienter ...så jeg vælger med omhu og priotere . Det første jeg altid finder er AOP - her kan jeg hurtigt danne mig et overblik over starten af hændelserne og den indledende vurdering af patienten .

Efterfølgende prioterer jeg operations beskrivelser og notater fra lægerne .

Er der mobiliserings begrænsninger ? Så skimmer jeg notatet fra FYS igennem og nedskriver hvilke hjælpemidler der bruges .

Og er der ikke tilknyttet en fys? Så stil dine spørgsmål - især hvis patienten er post operativ.

At være en god sygeplejerske er som at være en god billist. Du skal antage at alle på vejen er idioter og ikke kan finde ud af at køre, for at du er den bedste billist selv og er vågen klar og opmærksom.

Samme spille regler gælder her - ja, selfølgelig skal vi stole på hinandens kompetencer og faglighed, men vi skal altid huske at fejl kan ske og at mennesker er mennesker . Det gælder om at være vågen.

Jeg har oplevet det at informere min medicinske tilsyns læge om at min patient har hjertesvigt (LVEF) og at den der to liters NACl han ordinerede ikke er den bedste ide ? At der i forvejen er væske begrænsning. Det sker at ting overses . Ydermere sker det nogle gange at blodprøver og diverse ikke er blevet taget stilling til - og pludsligt står du med en patient som har en hæmoglobin på 4 på en aftenvagt . Du skal ikke underminere det at holde godt øje med blodprøverne på aften og natte vagter .

Husk at samle op på dine løse ender inden du går fra vagten. Tro mig, der er ikke noget værre end det at sidde ude på parkeringspladsen og huske at stue 19 ikke lige fik den juice du lovede. Udover frygten for at blive ramt af lynet næste gang du nærmer dig en kirkedør, slipper du også for den dårlige samvittighed på vej hjem. Jeg ringede ind i sidste uge på motorvejen fordi jeg kom i tanke om, at den urin prøve jeg havde KÆMPET for at få hele eftermiddagen, at den havde jeg efterladt på det urene bord i en kop ude i skyllerummet. Så meget for den SIKK and all that trouble, for fucks sake altså.

Fear not, en sød kollega tog telefonen, grinte lidt og valgte at stixe den urin med godt humør, mens hun mindede mig om at vi et eller andet sted alle sammen har prøvet det der.

Mine kollegaer er fantastiske! Og der er da en del af mig som savner "det". Den del af patientkontakten som kun mine søde hjælpere og assistenter får lov til at opleve mest af. Jeg står efterhånden kun for at holde folket i live, samarbejdet med lægen og dagens operationer som skal koordineres samt alt papirarbejdet mellem fysioterapeuter, kommuner og pårørende. The Bigament truth? Altså efterhånden ser jeg mig selv som en professionel bouncer på mit hospital. Jeg er den som planlægger hvor hurtigt du skal ud igen efter din indlæggelse, og det skal gerne være et accelereret forløb.

Udover the usual (beautiful) madness på arbejde, så må jeg indrømme at jeg har kørt mig selv så træt med alt det hårde arbejde ved siden af for firmaet. Nå jeg ikke knokler med papirarbejdet, så lægger jeg benarbejdet i det for at kunne financiere det hele. I mit tilfælde er det ikke en overdrivelse at sige at det at nå her til har krævet blod, sved og tårer. I bogstavligste forstand.

Det er ikke nemt det der med at få det til at løbe rundt med advokater, sager du opbygger og alt det lovlige formalia som jeg stadig er ved at lære at manegere rundt i. Husk nu, jeg lærer hurtigt, og det føltes godt, men det betyder ikke at det er mindre hårdt. I denne måned har jeg mens jeg har passet mit fuldtidsarbejde (med de obligatoriske + 20 timers overarbejde/ekstravagter ugentligt) har jeg haft et intenst samarbejde med det dygtige hold af mennesker som lige nu er i gang med at opbygge min NGO. Det kræver meget arbejde at sætte tekstforfattere, SEO forfattere, markedsførings specialister og Logo designere i gang med arbejdet , da du skal kunne give dem forarbejdet som de kan videreudvikle fra. Dine PR specialister? De kræver møder, strategier og ydermere spirituelt overskud.

PR siger du? Get real, den bedste forberedelse jeg har er The art of War af Tzu Sun . A classic and a qlishé.

Også er jeg forfatter, og har skrevet en hel serie af bøger som kræver finpudsning og et tæt samarbejde med en redaktør som stiller sine helt egne krav. Jeg giver 110% af mig selv lige nu, og til trods for sidste års traumer og knuste hjerte? Så har jeg aldrig oplevet træthed sådan som jeg gør lige nu.

Min ADHD hjerne som ellers sjældent mærker behovet for søvn er ikke et element som kan beskytte mig når jeg har presset min krop til maksimum.

Men sådan er det, når man vil det hele på den gang.

Ts ts ts, det bliver ikke kun min vilde whistleblowersag som er i fokus, jeg vil introducere min historie for nationen alongside min NGO og en hel serie af bøger. Og engang om året på en symbolsk dato? så udgiver jeg en bog de næste mange mange (mange ) år og holder hele sagen aktuelt.

Jeg tror det bliver vildt, når jeg endelig lancerer og kommer i gang.

På hospitalet (hvor jeg mødte krænker) har jeg endelig fået det bekræftet efter måneders feltarbejde, at det rigtigt nok ikke er første gang at det pågældende hospital helt specifikt fyrer kvindlige medarbejdere for at klage over en kollega! (hovsa, Hillerød for helvede). Det er ikke de frække sager som blot er gået galt som jeg hentyder til. Det her er ikke et "50 shades of Grey" slags scenarie men et absurd et af slagsen siden det hospital specifikt har tilegnet sig det her mønstre overfor de kvindlige medarbejdere som klager.

This is more like 50 Shades of Cray.

Det er på tide vi giver resten af nationen indsigt i hvordan visse ledelser håndterer disse sager, visse ledere som jeg mener står til et ansvar for det shitshow de har været med til at skabe. Det går ikke længere, det der med at kalde sig selv for sundhedsfaglig og leder når ens handlinger modsiger de værdier man er pålagt. Thats just....Fugaze.

Det hospital har behandlet mange kvinder på Mendacious vis.

Igen, jeg er ikke den første. Og alle de andre? Gad vide hvor længe der går inden de henvender sig med deres oplevelser når jeg har en hel pressemeddelse som helt specifikt vil efterspørge ofte som har haft oplevelser på de samme hospital(er) som jeg havde.

Den ledelse som udsatte mig for det lort jeg gik igennem sidste år? De har travlt efter sommerferien, fordi der er no mercy herfra. This aint a shindig, just a good old shakedown and a much needed change.

Sometimes it takes evil, to fight evil. A state of Egregious like you wouldn't believe it.

Jeg må da indrømme at sagen har påvirket mig og at jeg efterhånden er blevet til en kold og arrogant type - den spydige af slagsen. Ikke på en hård måde, jeg har aldrig resoneret med dem fra Amager, men på en kæk måde. En irriterende måde. Den måde som frustrerer folk.

Det er derfor jeg vitterligt har ansat mennesker til at tage telefonen hvad angår anligenheder omkring firmaet.

Jeg er ikke en rar person at få i telefonen efterhånden.

Jeg er ikke pædagog eller ansat til at trøste dig hos mit firma, jeg er ansat til at få tingene til at ske. Der er mange måder hvorpå dette kan gøres på. Mediearbejde og skriverier er mit forkus. One for the money; two for the paper, until we reach a state of oblivion og hvor Regionerne indser hvor vigtigt det er at de er på firmaets side.

I dont shit where I eat, og conflict of interest er af en betydelig faktor, og jeg har en ledelse som er glade for mit finurlige samarbejde lige nu. Til resten af regionerne? There is no stopping this, der er tusindvis af medarbejdere som er blevet fyret, tilsidesat og behandlet så galt til fordel for andre højere oppe i hierakiet like you wouldnt believe it.

Og i en verden som idag, er det ikke en uoverskuelig mission det der med at finde andre som een selv (ofre) og sætte dem i kontakt med hinanden. Husk nu hvordan min firma for blot en måned siden fik fyret en magtliderlig afdelingsygeplejerske hvis arrogance havde blindet ham - dette var lige indtil jeg fortalte hans hospitals vicedirektør at der nu var ni af os som var i gang med at sagsøge deres afsnit nu.

Hold kæft det var smukt. Dette er inden nogen lancering eller introduktion af firmaet overhovedet.

Det betaler sig , det der med at stå sammen.

Burn bridges as needed

Alarié