Iskæmiske ben & Aftershocks #25

Det giver rigtig god mening, at jeg er hvor jeg er idag.

Da jeg var barn, der måtte mine forældre altid slukke for fjernsynet, hvis der for eksempel kom reklamer for Red barnet eller andre organisationer. Jeg kunne simpelthen ikke klare eller rumme, det at se andre lide. Jeg ved godt, at det måske virker overdrevet, men det er rigtig nok. Jeg ville græde og hele min verden ville gøre ondt, dengang da jeg som lille ikke kunne begribe eller forstå, det der med at der skulle være andre mennesker som led.

Da jeg ramte 5-6 klasse, der udsprang der sig en kærlighed for efterforskning. Jeg elskede at lege deduktiv, og snakkede altid om sager som ikke var bleven løst, og mystiske ting som jeg fandt dybt fascinerende. Det kunne være alt fra seriemordere, til mysteriet om Bermuda trekanten. Det var ligemeget, jeg har altid haft et sind som elskede det at efterforske det uløste.

Idag sidder jeg som ejeren af en NGO som hjælper ofre, på samme tid hvor på jeg har uddannet mig som sygeplejerske.

Det hele giver perfekt mening og alt har vist sig som en del af en perfekt ligning. Jeg er en stor fortaler for skæbnen, altså!

I folkeskolen havde jeg en drøm om at blive journalist - I stedet for endte jeg som sangskriver, og havde et par gode år hvor jeg investerede mig selv i den verden. Det er det der med, at jeg altid har vidst, et eller andet sted at jeg ville ende med at skrive ved siden af, altid.

Det kan godt være, at min mand han er (næsten) læge, men det er så sjovt, sådan som vi mødte hinanden på.

Baby var Diskjockey (DJ lol) dengang jeg mødte ham. Som 18 årig havde han allerede pladekontrakter i Miami og den lokale avis havde dækket et par historier omkring "vidunderdrengen fra Virum". Baby var nemlig udover professionel DJ og anerkendt pladeselskabsejer også eliteatlet oveni. Pointen ved historien er, at da vi mødte hinanden, så var vi begge musikere.

Jeg havde lært mig selv det at spille klaver og guitar og skrive musik på børnehjemmet, og i gymnasiet studerede jeg musik på højt niveau, mens baby han havde biotek linjen. Udover at være elite atlet og team Danmark elev, havde baby også mestret det, at lære sig selv at producere . Han var så sej, og til en dag idag er han et af de mest geniale mennesker jeg nogensinde er faldet over.

Han kan det der med lyd design og er helt fantastisk dygtig. I mine øjne, har han altid været lidt af en musikalsk ingeniør.

Jeg havde ingen anelse om, at vi en dag ville arbejde indenfor samme branche da vi mødte hinanden som 17 årige.

Jeg valgte at udskyde hele min ferie med min mand - der var for meget papirarbejde og ufærdigt arbejde med logo kreatører og tekstforfattere og min kære advokat.

Udover dette har jeg ventet i over et år nu på, at der kom en sagsbehandler på min sag hos politiet.

Jeg har endelig fået datoen for min afhøring og det er den sidste dag på måneden. Endelig, sker der noget.

Så jeg har haft svært ved at slappe af, da jeg har knoklet som en hest, lige ud sagt.

Jeg har arbejdet rigtig meget, og her har jeg virkelig båret over med mig selv, og lodet mig gøre det her i den sidste fase af tingene.

Jeg har ofret alt for meget til, at det kan betale sig at slappe af nu, mens slutspurten er i gang.

Så jeg redegjorde overfor min familie, mine venner og hell, endda min mand at mit arbejde, firma og skriverier ville komme først i den sidste periode. At de måtte leve med, at jeg desværre hverken ville have overskud til dem, til begivenheder og arrangementer, til hverdagen og agendaer med andre - til noget faktisk. Det handler om at knokle igennem.

Det var ikke været nemt, at ofre alt sin tid, overskud og alt hvad man har i sig til sit formål, og det er bestemt ikke let, når det kræver det at ofre så meget.

Jeg mindes min mors 50 års som aldrig blev fejret, og min lillebrors 18 års fødselsdag som jeg vitterligt glemte. Jeg kan vitterligt ikke huske, hvornår jeg sidst lavede et måltid for min mand eller strøg hans skjorte som dengang før i tiden, hvor jeg havde tiden til det.

Udover det at ofre kvalitetstid og overskud med mine elskede?

Det har krævet et fuldtidsjob, et deltidsjob som vikar og ca 70 timers arbejde ugentligt at nå her til i løbet af det sidste år.

De sidste 6 måneder? Der har jeg (udover denne uges "ferie") kun haft Max (og det er Max!) 1 fridag om måneden . Husk nu, mens dine skattepenge finansierede min krænkers advokat, har jeg haft travlt med at finansere alt selv. Dette gælder alle 3 kommende retssager - og det er mange advokat timer og mange penge at bruge . Jeg vil slet ikke komme ind på skabelsen af firmaet og investeringen heri- men en mundkurv ledte til gyldne muligheder og åbnede døre på måder jeg aldrig havde set komme.

Det piner mig lidt, at jeg skulle gå igennem så meget men snart kan jeg nyde det hårde arbejde og se det hele betale sig. Der er en grund til, at jeg er gået i robot mode og blot knokler igennem her til slut. Det er min mand, som husker mig på at spise mad, som laver maden og som har taget sig af hunden det sidste år. Det er faktisk ham, som har taget sig af mig og sørget for, at jeg rent fysisk stadig ville være her og have energien til det (at jeg ikke tabte mig for meget bla.). Det er ham, som har mindet mig om at blive ved, lige meget hvor hårdt det blev.

På arbejde har vi haft mega travlt! Vi svømmer rundt i lånesenge fra andre afdelinger, udskrivelser, genindlæggelser og flere operationer til vi næsten kan følge med. Forleden dag havde jeg et rigtigt sygeplejerske øjeblik, og det var hylende morsomt.

Jeg var ude på toilettet, da den ansvarshavende telefon pludselig ringede. Her tænker man, hvorfor tager du dog telefonen hvis du sidder på toilettet?

Jamen det var den ansvarshavende telefon, og der er mange årsager til, hvorfor den ikke skal blive ved med at ringe.

Anyways, jeg tog telefonen og som jeg frygtede, krævede det at jeg skulle skrive noget ned. Fear not, jeg greb den nærmest kuglepen i kitlen, og begyndte finurligt at skrive på mine lår...#Nursemomment.

Jeg elsker mit arbejde, og dygtiggøre mig stadig for hver dag som går.

Faktisk, skal vi fejre at jeg er kommet ind på kandidat uddannelsen <3

Jeg er et skridt tættere på OLIVIA skalaen og mine videnskabelige artikler og forskning. Der er ikke noget som jeg glæder mig mere til, end at få privilegiet af at dele det med jer en dag.

Det er fedt, at føle sig tryg og glad på arbejde, ikke mindst, at blive anerkendt!

Forleden dag lagde jeg 3 PVKER på aftenvagten på de svære patienter over i den anden gruppe end min egen, det er fedt, at det er mig de kalder på såfremt nogle er svære at stikke i, eller det bedste jeg ved, når nogle bliver dårlige. I må ikke misforstå!

Jeg har altid et sted i mit hjerte været akutsygeplejerske. Jeg har ofte stået og kradset på glasruden som en kat, hver gang jeg havde hørt en ambulance køre fordi og undret mig over hvorvidt om det var en kørsel A eller B og savnet at være med til at tage imod traumerne.

Jeg ved godt, at det lyder vildt mærkeligt, men intet er bedre, end at arbejde indenfor den akutte fase i forhold til mit hjerte. Jeg syntes det er fedt, at mine kollegaer er opmærksomme på min hurtighed, evne til at se det store billede og ikke mindst dygtighed. Det er helt vildt fedt, at arbejde med de dygtigste læger, som både anerkender og ser dine kompetencer. Hele samarbejdet bliver også bare så lækkert, når tingene fungerer på den måde.

Men altså akut delen giver måske god mening.

Jeg har altid været en pige pige, det er ikke det, men my god, hvor har jeg også altid været lidt af en adrenalin junkie. Alt som jeg kan køre hurtigt i , springe i eller klatre på er right up my alley.

Jeg har skrevet det før, til trods for hele mit storby elskende vibe, så er jeg typen som planlægger vandrerferier og som længes efter fantastiske udsiger og solnedgange i det fri.

Jeg er så meget en adrenalin junkie, og jo vildere jo bedre.

Bungyjumping, fart og vilde dyr. Det hele. Jeg vil tæt på.

Dette kan godt komme bag på nogle, når de endelig møder mig og lærer mig lidt at kende.

Også har jeg skrevet det før, jeg er meget stille og rolig og full on tryghedsnarkoman IRL.

altså, No news is good news typen. Det er også derfor, at det irriterer mig så meget at denne sag skulle nå hertil.

Inden ham?

Så havde jeg regnet med at bruge mit fokus og energi på at være en stille fortaler for kvinderettigheder, og det at have retten til at elske hvem du ville : fordi det var der udfordringerne i mit liv havde ligget indtil nu. Jeg havde regnet med at skrive en enkelt bog og hell jeg var endda overbevist om, at det skulle udgives igennem et pseudonym da jeg kun havde en interesse i at inspirere folk igennem mine ord, og ikke havde noget behov for at sætte mit ansigt til.

Men efter denne her sag? Der kunne jeg ikke opnå noget som helst, medmindre jeg gik all inn, og valgte at lægge mit ansigt til mine ord. Det er umuligt at gøre uden, fordi hvordan får man rykket i en Me too bølge og banet nye vegne for den? Hvordan får man lavet lovændringer? Hvordan kan man skabe præcedensen for andre i en retssag? Det kan du kun hvis du modigt og offentligt vælger at stå frem med din historie.

Og det havde da også sin pris. Der var et helt år, hvor jeg knoklede numsen ud af bukserne, hvor jeg hutslede for at finde de rette kontakter (PR, advokater, forretningsforbindelser etc), et helt år hvor jeg satsede alt hvad jeg havde og kæmpede for min sag alene. Det er helt vildt, at have opnået så meget her og stå et år senere med livet som er fuldstændig modsat. Sidste år hvor jeg hverken havde rutiner eller noget fast standpunkt.

Hvordan er det dog muligt, at kunne rumme det som menneske at gå igennem det jeg gjorde sidste år med mit arbejde?

Den er nem nok . Min opvækst har været den bedste forberedelse. Livet med en far i militæret, og et liv som altid har virket som et liv som som blev levet i en rygsæk, har nok været den bedste forberedelse . Army brat life, og det der med, at leve et liv hvor man konstant skal lære at tilpasse sig nye miljø og steder. Så til trods for smerten, de forringede livsvilkår og hele situationen, så tænkte jeg lidt som en soldat og kom igennem det på samme vis. Med strategi og en evne til at tilpasse mig.

Just like my daddy taught me.

Jeg mener det, sejrene er de små ting, og et af mine små sejre, det var bla den dag jeg købte min helt nye bil, og værdsatte både min centrallås og min sædevarme. Da det var hårdest, da tror jeg ikke engang at jeg reelt set vidste hvor hårdt det var, det var ikke før da jeg kom igennem på den anden side og kiggede tilbage, at det gik op for mig hvor meget det er jeg egentlig har kæmpet. Det er et slags stadig af aftershock, i guess.

Nå, men i forhold til hverdagen, hvis vi skal se bort fra det massive arbejde med firma, bøger og juridiske sager, hvad er der så foregået?

Well, når jeg ikke har prøvet at nyde livet med min dejlige mand, så må jeg indrømme, at jeg har kæmpet med mine egne dæmoner.

Min ADHD og det der med at være tidsblind for eksempel, det der med at lære at mærke efter for hvornår min krop er træt eller sulten. Der er mange ting, som jeg stadig øver mig i at mestre idag. Jeg har lovet mig selv, at selvforkælelse, holistiske tiltag og det at arbejde med mig selv er noget jeg vil priotere mere i den kommende tid. Jeg tror det er alt det stress fra sidste år, og mit sygdomsforløb fra i år som bare har...gjort at jeg er kørt på uden at stoppe op.

Og nu? Nu kan min hjerne kun slappe af når jeg laver noget eller får noget ud af dagen.

Jeg øver mig stadig i , sådan rigtigt at lære at slappe af. Im a flawed human, thats for sure.

Men sådan er det. Jeg glæder mig til at mine weekender kan gå til ture i Spa med min mand (han vil aldrig indrømme det men han elsker det!) og selvforkælelse som jeg er vandt til.

Jeg er efterhånden blevet som en patient jeg engang havde.

Jeg skulle undersøge hende for nogle ting, som intet havde med hendes ben at gøre. Den gamle kone spurgte mig, om jeg ikke venligst ville tage et kig på hendes ben, da hendes egen læge først havde tid om 3 uger . Hun fortalte mig, at hun var så frygtelig nervøs, og at hendes læge havde sagt, at med de symptomer hun beskrev og fordi hun var ryger, at så var der stor risiko for at det kunne gå galt med hendes ben. (Hun var lidt forvirret hende den gamle søde). Men fordi der var hele tre ugers ventetid, og fordi hun blev så nervøs og angst over de ben, så resulterede det sig i, at hun blot røg endnu flere cigaretter også ydermere bidrog til elementet af det uforsvarlige som lægen havde advaret hende imod.

Jeg undersøgte hendes ben. Ingen væske, ingen ødemer, fin hudturgor, fin KP respons, fin farve, hverken perifert kold eller tegn på infektion eller iskæmi.

Jeg kiggede på hende, og smilte lidt mens jeg havde en hånd på hendes skulder, og sagde at det hele nok skulle gå. Også mindede jeg hende om, at hun altid var 97 år, og at vi ikke måtte negligere elementet af livskvalitet. Altså, for fucks sake, du er allerede så gammel, sagde jeg til hende mens jeg blinkede kækt og smilte til hende. Hun brød ud i latter, og tog mig i hånden mens hun ihærdigt insisterede på, at jeg snart måtte skynde mig at komme igen. Sikke en fantastisk dame.

Men DET der, det øjeblik og den søde (og dumdristige) måde at være på, i forhold til handlemønstre når vi bliver angst, yup, thats me in a nutshell.

Jo mere jeg stresser over ikke at få slappet nok af, jo mere arbejder jeg et eller andet sted.

Hold øje med hjemmesiden og hav radioen tændt om morgenen på vej på arbejde, frem for de der lydbøger der. Der er snart masser på vej til jer, og denne gang, vil det ikke længere foregå på min hjemmeside som det har gjort den seneste år.

A glow stick needs to be broken in order to glow...

Hold øje efter nyheder omkring bogudgivelser og firma ude i den store verden, det hele er tættere på end i tror.

Alarié