Gandalf & Britney from 07 #45

Kære læsere. Det er tid til en lille opdatering.

Tak for at følge med på bloggen, og tak fordi I italesætter jeres oplevelser sammen med mig. Det har været en lidt svær periode.

Jeg er nysgerrig over, hvorfor jeg synes, det er hårdest nu, hvor det hele er gået så godt, og retssagen er ved at nærme sig en slutning, frem for det sidste halve år, hvor det har været en intens omgang i medierne. Man skulle tro, at jeg ville finde det hårdest i starten og ikke nu her til slut.

Jeg tror, jeg er i en slags tilstand af efterchok - I ved, efter adrenalinen har lagt sig, og fordi jeg ikke længere er i overlevelsesmode.

Jeg har været igennem meget på en måned.

På en måned har jeg formået at være eftersøgt af det danske politi i en uge, samt har jeg måttet gennemgå det frygtelige scenarie, at de prøvede at varetægtsfængsle mig. De har taget min telefon 2 gange og chikaneret min familie og mine pårørende i en uge. I en hel uge sørgede de for at lamme både mit arbejde, mine kreative projekter og ikke mindst mit arbejde med foreningen.

Efterfølgende har jeg været i retten 6 dage, hvor det har været en voldsom proces. Først var der den samme ledelsesstab og tarvelige typer, som de havde kaldt ind som vidner, som alle sammen én efter én skulle redegøre for deres foragt for mig i retten. Så blev politikeren kaldt ind, og selvom det gik virkelig godt med hans afhøring, så var det stadigvæk hårdt mentalt.

Udover dette har der været hele det mærkværdige scenarie med mentalundersøgelsen, som de alligevel ikke har valgt at lave. Og så er der aspektet i, at hver gang de har taget mine telefoner, så har de påvirket min hverdag. Hver gang har det taget mig flere dage at kunne få adgang til min skole-email, min skolekalender, min arbejdsmail og mine sociale medier igen. Hver gang har jeg brugt halve eller hele dage blot på at sætte alting op igen og få min adgang tilbage til mine konti. Husk, dette inkluderer også bankkonti og hverdagsanliggender, som de gjorde det svært at kunne vedligeholde. Alt det skete i samme måned, hvor jeg er begyndt i skole igen, og hvor mit fokus burde være på min uddannelse.

Det har været en virkelig intens periode.

Jeg bliver ved med at huske tilbage på min tid som ny sygeplejerske, hvor de lige havde sanktioneret mig. Jeg glemmer nogle gange, hvor stærk jeg er, og hvordan jeg et eller andet sted har været igennem det hele før - det der med smerte og stress. Og jeg overlevede. Faktisk overlevede jeg ikke kun, jeg formåede både at blive autoriseret og færdiguddannet, grundlægge en forening og skrive 6 bøger på samme tid.

Jeg formåede at starte en bevægelse og en ny måde at tænke på, og det vil jeg blive ved med at italesætte vigtigheden af. Læs mere om dette på foreningens hjemmeside.

Der var dengang i starten, hvor de havde sanktioneret mig, og hvor jeg som ny sygeplejerske måtte køre fra Østerbro til Slagelse og Holbæk hver dag for at kunne passe mine patienter og have et arbejde inden for det, jeg elskede.

Der har været flere år, hvor jeg har været fattig, sulten, træt og udmattet - bare ren og skær udmattet efter at have skullet arbejde så hårdt. Så hårdt for ikke kun at vedligeholde kvaliteten af mit liv, men også opnå de her fantastiske innovative projekter.

Jeg har været igennem det hele før - det der med ekstrem stress og intens sorg.

På et operativt afsnit, jeg arbejdede på, snakkede vi en gang om det der med den specielle patientmentalitet, som nogle patienter kom i, lige så snart de blev indlagt.

Der var så mange mennesker, som til hverdag var helt velfungerende og helt almindelige, men som lige så snart de blev indlagt, påtog sig en eller anden mærkelig patientmentalitet, som nu gjorde, at de pludselig ikke kunne magte mange af de samme ting, som de havde kunnet før indlæggelsen. En slags opgivenhed eller behov for at blive "babyet" under deres indlæggelse. Det hele var meget interessant.

På et tidspunkt havde vi en læge, som fortalte, at han engang havde stået ude på gangen på en aftenvagt og set, hvordan en patient forvirret havde stået foran kaffeautomaten i hendes underbukser og en t-shirt og blot kigget på automaten forvirret. Hun havde glemt, hvordan man trykkede på knappen. Da lægen var kommet op til patienten, havde hun kigget forbavset på ham og sagt, at hun havde det, som om hun slet ikke kunne noget som helst sammenlignet med før hendes indlæggelse. Lægen fandt det spøjst, fordi patienten ikke var en svær patient. Han spurgte hende, om den anden arm nu også var gået i stykker og var efterfølgende gået sin vej.

Hun var blevet indlagt på grund af en fraktur i armen, og det havde ikke været en voldsom proces eller en voldsom operation. Alligevel stod hun nu ude på gangen på en aftenvagt og agerede helt forvirret og som om, hun ikke kunne huske, hvordan man skulle lave en kop kaffe. Det hele var lidt mærkeligt for ham, og han kunne ikke helt forholde sig til det der med, hvordan et menneske, der ellers var velfungerende, og som ikke havde været igennem noget voldsommt traumatisk, pludselig skulle stå og agere hjælpeløs ude på gangen i sådan en forvirret tilstand - også kun iført hendes underbukser, som om hun havde glemt, hvordan man skulle opføre sig som menneske. Det undrede ham, og han lavede lidt sjov med det, og så snakkede vi lidt om det - den der patientmentalitet, som nogle mennesker hopper ind i under en indlæggelse.

Jeg kan jo prøve at drage lidt parallel til mit eget liv lige nu og sige, at jeg måske også har befundet mig i en eller anden slags krisementalitet her den sidste måned med alt det, jeg har været igennem. Den sidste måned har et eller andet sted lammet mig en lille smule til den grad, at jeg bare har gået rundt og været så forvirret og energiløs, selvom jeg normalt ikke er det til hverdag. Jeg ved ikke, hvorfor det scenarie lige kommer op i mit hoved, men jeg har det lidt ligesom hende, der er patienten lige nu. Hende, der ellers er velfungerende, men som nu pludselig står ude på gangen og ikke kan finde ud af, hvordan man trykker på kaffeautomaten for at få sig en kop kaffe, stående forvirret og ikke i andet end mine underbukser. Jeg har det lidt ligesom hende.

Jeg har snakket lidt om det på mine Instagram-videoer, det der med den ambivalente følelse, som jeg sidder med lige nu i mit liv. Jeg kæmpede hårdt for kvaliteten i mit liv, og jeg har ofret virkelig meget for at nå hertil. Og nu er vi her endelig, og vi er der, hvor alle regningerne er betalt, og alting er skabt, og hvor jeg sidder og skal til at starte et liv med den dejligste mand i verden. Et liv, som han passer så godt på. Jeg har aldrig haft det så godt før i mit liv med henblik på min livskvalitet, som jeg har lige nu. Alligevel så sidder jeg og har svært ved at rumme følelsen af at være trist. Jeg synes, det er svært, fordi jeg er så heldig, som jeg er. Jeg er så velsignet, og fordi der er så meget godt i mit liv, føler jeg ikke, at jeg kan sidde og tillade mig at være træt og påvirket af det her.

Det er virkelig svært for mig lige nu at være i den der træthed og rumme den, for et eller andet sted føler jeg ikke, jeg kan tillade mig det, når jeg er så beyond velsignet.

Som sagt har der været mange dage i retten i denne her måned, jeg tror, jeg har mødt i retten 6 gange. Det har været fedt, at det er gået så godt med alle de vidner, vi har kaldt ind fra forsvarets side, og det har været legendarisk at se politikeren gøre sig selv til grin i retten foran hele nationen.

Det hårdeste for mig har været lige her til slut, hvor anklagemyndigheden på sporadisk vis skulle gennemgå en tidligere version af min bog og mine blogindlæg fra sidste år. Flere gange måtte jeg minde dommerne om, at kvinden havde valgt at bevisføre et litterært værk, som var skrevet under min egen famøse "Britney"-periode. I ved - der tilbage i 2007, hvor hun barberede sig skaldet og gik amok på en bil med en paraply. Yup, den slags litterære crazy.

Jeg var en studerende i en voldsom krisepræget situation, hvor jeg i forvejen var blevet negligeret som offer. Det var en whistleblowersag og en krisereaktion og et eller andet sted en slags spirituel aneurisme, som sprang, da presset blev for stort.

Jeg mindede dem om, at modparten havde fået mig fyret fra 5 afsnit, inden jeg nogensinde begyndte at skrive hans navn på internettet.

At se anklageren læse de tekster op, det var bare sådan som at hoppe på et tog af traumer, hvor man skulle gennemgå minderne igen og igen. Selvom det var indsigtsfuldt for dommerne og godt for dem at få en indsigt i den smertefulde del af min historie, så var det umenneskeligt hårdt for mig at skulle gennemgå det hele igen. Det har været hårdt for mig at skulle sidde og høre Karen fra anklagemyndigheden rive hjertet ud på mig rent litterært og endnu engang dele alle mine ord med omverdenen uden, at det egentlig var mit ønske. Der ligger noget utroligt sårbart over dette, og jeg må indrømme, at det har taget så hårdt på min energi og min sjæl og mine kræfter her til slut.

Så sad jeg der 2 dage i træk og lyttede til, hvordan Karen rev mit hjerte ud og læste alt det smertefulde, hvad jeg havde været igennem, ord for ord og endnu engang fik mig til at gennemleve tingene igen.

Det eneste sjove og komiske ved scenariet har været ligesom de ting, jeg har skrevet om før.

For det første har Karen en fantastisk oplæserstemme sammenlignet med min advokat, som jeg på forhånd har rådet til aldrig at lave hverken en lydbog eller en podcast. Hun er god til at lyde kunstnerisk, når hun læser mine indlæg op sammenlignet med Jakob.

Det har jo været en lidt komisk omgang hver gang, ordet "Karen" er blevet nævnt i mine blogindlæg, fordi jeg har henvist til KARENS som i begrebet karens. Der har været scenarier, hvor hun har læst alt i teksten op, men på komisk vis valgt at undlade de sætninger, hvor ordet Karen blev nævnt.

Der har været mange små komiske øjeblikke, hvor mig og min advokat har kigget på hinanden og ikke har kunnet undlade at fnise en lille smule, imens hun læste op. Det er sjovt, at hun er begyndt at undgå at læse op alle de steder i teksten, hvor der var henvist til noget med Karens. Det finder jeg ganske komisk.

Næsten lige så komisk som da jeg så, hvordan en af dommerne ikke kunne holde masken, idet Karen begyndte at citere et uddrag af min blog, hvor jeg henviser til, at I "blot skal kontakte mig", og så skriver Kim Possible-sangen og citerer den.

Hun citerede HELE Kim Possible-sangen, og det var til at DØ af grin over.

I teksten stod der ordret:

"Det er helt groteskt, hvordan hun formåede at gnave sig igennem min bog for så at udstille den og få mig fyret for det. Hvis vi skal se bort fra B., hvis træk begynder mest at minde om en hamsters, så minder F. mest af alt om Rufus, det lille dyr som gemmer sig nede i Rons lomme fra Kim Possible. A god damn Rodent.

Jeg fik aldrig en forklaring fra F. - og den smerte, den ledte til ønsket om, at disse menneskers roller så måtte blive analyseret sammen med andre. Sammen med resten af landet - og verden snart ❤️ Hvem ved, det kan være, jeg laver en Ana Delvey og sælger rettighederne til hele lortet.

Og det som sælger det? Your characters ✨"

[Kim Possible sangtekst udeladt]

Alarié"

I forhold til mine afsluttende bemærkninger har min advokat bedt mig om at skrive det ned til ham, som jeg gerne vil have bliver sagt i retten, inden jeg får min dom.

Det første, jeg kom i tanke om og havde behov for at nævne, er (og jeg kan ikke gøre for det), at jeg havde brug for at nævne, hvor meget jeg hader hendes sko.

Jeg hader Karens sko. Karen fra anklagemyndigheden har gået med de samme vinterstøvler med pels på siden oktober og til nu, og det er de samme sko, hun har på i retten hver gang, lige meget hvilken slags tøj hun har på. Det er en ting, jeg tror, jeg har behov for at nævne i mine afsluttende bemærkninger. Udover det er jeg ikke nået længere med den del.

Det var hårdt for mig at se hende prøve at udstille mine tekster i negativt lys i forhold til det med lægen og den måde, som hun prøvede at fremstille det på over for dommerne. Et eller andet sted forarger det mig, at hun ikke påpeger, at der lige har været 2 vidner inde, som har vidnet om de krænkelser, han udsatte mig for, da jeg var studerende på hans afsnit. Lige meget hvad jeg har skrevet, his actions speak louder than whatever she's been smoking.

Et eller andet sted håber jeg, det er gået op for dommerne undervejs, hvad det er, denne her sag egentlig drejer sig om. Et eller andet sted håber jeg, at de har opdaget, at individet fra min sag er indbegrebet af sangen "You give love a bad name" af Bon Jovi.

Der bliver lagt en ihærdig indsats i at fratage jer muligheden for at læse mine bøger i fremtiden. I hvert fald nummer 2, som er den første, som bliver udgivet, og som handler om det, som skete med mig som studerende.

Jeg har lovet anklagemyndigheden, at ethvert projekt, der bliver udgivet, vil være inden for lovens rammer. Til gengæld er både hun og jeg opmærksomme på, at når det kommer til udgivelser i udlandet (som I alligevel nemt selv kan bestille over Amazon), så er vi ude i et slags Gandalf-agtigt scenarie af, at hun ikke har nogen magt på den anden side. Den danske stat kan aldrig forhindre et litterært projekt i at blive udgivet i udlandet, så længe det ikke bliver publiceret på nettet.

Jeg sad til en forelæsning her i sidste uge, hvor vi snakkede om Kari Martinsen. Kari Martinsen er en meget anerkendt sygeplejeteeoretiker, som vi bruger rigtig meget i løbet af vores studie. Sådan var det også i løbet af vores bachelor, og sådan kan jeg informere jer om, at det fortsætter i løbet af kandidaten. Hun er og vil altid være en central aktør i forhold til sygepleje.

Kari Martinsen var også lidt af en rebel. Faktisk var hun så kritisk i hendes teorier og hendes tankegang, at den norske stat prøvede at fratage hendes autorisation. Udover dette blev hun blacklistet af sygeplejefagforeningen i Norge, og den norske stat prøvede faktisk også at få hende fængslet for hendes skriverier og hendes teorier.

I dag er hun en af de mest anerkendte og gennembrydende figurer inden for sygeplejen. Jeg fandt det lidt komisk, at min professor sagde dette, imens hendes blik lige fangede mit øje i det øjeblik, hun informerede klassen om disse spøjse facts.

Så rebelsk har vores egen Kari været, at den norske stat simpelthen prøvede at fængsle hende og fratage hendes autorisation, fordi hun havde nogle teorier, som de ikke fandt anerkendende, og fordi hun kritiserede et system, som ikke fungerede.

Jeg finder det altså lidt komisk, at historien et eller andet sted er ved at gentage sig igen i Danmark. Som forfatter må man selv have lov til at finde inspiration i det, man vil, ikke også?

Stay Tuned

Alarié