Gandalf & Britney from 07 #45

Kære læsere. Det er tid til en lille opdatering.

Tak for at følge med på bloggen, og tak fordi i italesætter jeres oplevelser sammen med mig. Det har været en lidt svær periode.

Jeg er nysgerrig over, hvorfor det er jeg synes det er mest hårdt nu hvor det hele er gået så godt og retssagen er ved at nærme sig en slutning, frem for det sidste halve år hvor det har været en intens omgang i medierne. Man skulle tro, at jeg ville finde det mest hårdt i starten, og ikke nu her til slut.

 Jeg tror jeg er i en slags stadie af after chok, - i ved efter adrenalinen har lagt sig, og fordi jeg ikke længere er i overlevelses mode.

Jeg har været igennem meget på en måned.

På en måned har jeg formået at være eftersøgt er det danske Politi i en uge, samt har jeg måttet gennemgå det frygtelige scenarie af at de prøvede at varetægtsfængsle mig. De har taget min telefon 2 gange, og chikanerede min familie og mine pårørende i en uge. I en hel uge sørgede de for at lamme både mit arbejde, min kreative projekter og ikke mindst mit arbejde med foreningen.

Efterfølgende har jeg været i retten 6 i dage, hvor det har været en voldsom proces. Først var der den samme ledelsesstab og tarvelige typer som de havde kaldt den som vidner, som alle sammen en efter en skulle redegøre for deres foragt for mig i retten. Så blev politikeren kaldt ind, og selvom det gik virkelig godt med hans afhøring, så var det stadigvæk hårdt mentalt.

Udover dette har der været hele det mærkværdige scenarie af mentalundersøgelsen, som de alligevel ikke har valgt at lave. —Og så er der aspektet i, at hver gang de har taget min telefoner, så har de påvirket min dagligdag. Hver gang har det taget mig flere dage flere dage at kunne få adgang til min skole e-mail min skolekalender, min arbejdsmail og min sociale medier igen. Hver gang har jeg brugt halve eller hele dage, blot på at sætte alting op igen og få min adgang tilbage til min konti. Husk dette inkluderer også bankkonti og hverdags anliggender som de gjorde det svært at kunne vedligeholde. Alt det der skete i samme måned, hvor jeg er begyndt i skole igen og hvor mit fokus burde være på min uddannelse.

 Det har været en virkelig intens periode.

Jeg bliver ved med at huske tilbage på min tid som ny sygeplejerske, hvor de lige havde sanktioneret mig. Jeg glemmer nogle gange hvor stærk jeg er, og hvordan jeg et eller andet sted har været igennem det hele før, det der med smerte og med stress. -Og jeg overlevede. Faktisk overlevede jeg ikke kun, jeg formåede både at blive autoriseret og færdiguddannet, grundlægge en forening og skrive 6 bøger på samme tid.

Jeg formåede at starte en bevægelse og en ny måde at tænke på og et som jeg vil blive ved med at italesætte vigtigheden af.  Læs mere om dette på nrbye.dk

Der var dengang i starten hvor de havde sanktioneret mig, og hvor jeg som ny sygeplejerske måtte køre fra Østerbro til Slagelse og Holbæk hver dag for at kunne passe mine patienter og have et arbejde inden for det jeg elskede.

 Der har været flere år hvor jeg har været fattig, sulten, træt og udmattet - bare ren og skær udmattet efter at have skulle arbejde så hårdt. Så hårdt for ikke kun at vedligeholde kvaliteten af mit liv, men også opnå de her fantastiske innovative projekter.

Jeg har været igennem det hele før det der med ekstremt stress og intens sorg.

På et operativt afsnit jeg arbejdede på, snakkede vi en gang, om det der med den specielle patient mentalitet som nogle patienter kom i lige så snart de blev indlagt.

Der var så mange mennesker som til hverdag var helt velfungerende og helt almindelige, men som lige så snart de blev indlagt påtog sig en eller anden mærkelig  patient mentalitet, som nu gjorde at de pludselig ikke kunne magte mange af de samme ting nu som de havde kunnet før indlæggelse . En slags opgivenhed eller behov for at blive ”babyet” under deres indlæggelse. Det hele var meget interessant.

På et tidspunkt havde vi en læge som erindrede om, at han engang havde stået ude på gangen på en aftenvagt og set hvordan en patient forvirret havde stået foran kaffeautomaten i hendes underbukser og en t shirt og blot kigget på automaten forvirret.  Hun havde glemt hvordan man trykkede på knappen. Da lægen var kommet op til patienten, havde hun kigget forbavset på ham og sagt at hun havde det som om hun slet ikke kun noget som helst sammenlignet med som før hendes indlæggelse. Lægen fandt det spøjst fordi patienten ikke var en svær patient. Han spurgte hende om hvorvidt, den anden arm nu også var gået i stykket og var efterfølgende gået sin vej.

Hun var blevet indlagt på grund af en fraktur i armen og det havde ikke været en voldsom proces eller en voldsom operation. Alligevel stod hun nu ude på gangen på en aftenvagt og agerede helt forvirret og som om hun ikke kunne huske hvordan man skulle lave en kop kaffe. Det hele var lidt mærkeligt for ham, og han kunne ikke helt forholde sig til det der med hvordan et menneske der ellers var velfungerende og som ikke havde været igennem noget voldsomt traumatisk, pludselig skulle stå og agere og hjælpeløs ude på gangen i sådan en forvirret tilstand, - også kun iført hendes underbukser, som om hun havde glemt hvordan man skulle opføre sig som menneske. Det undrede ham og han lavede lidt sjovt med det, og så snakkede vi lidt om det den der patient mentalitet, som nogle mennesker hopper ind i under en indlæggelse.

 Jeg kan jo prøve at drage lidt parallel til mit eget liv lige nu, og sige at jeg måske også har befundet mig i en eller anden slags form for krise mentalitet her er den sidste måned med alt det jeg har været igennem. Den sidste måned har et eller andet sted lammet mig en lille smule til den grad af, at jeg bare har gået rundt og været så forvirret og energi løs selvom jeg normalt ikke er det til hver dag.  Jeg ved ikke hvorfor det scenarie jeg lige kommer op i mit hoved, men jeg har det lidt ligesom hende der er patienten lige nu. Hende der ellers er velfungerende, men som nu pludselig står ude på gangen, og ikke kan finde ud af hvordan man trykker på kaffeautomaten for at få sig en kop kaffe, stående forvirret og ikke i andet end min underbukser. Jeg har det lidt ligesom hende.

Jeg har snakket lidt om det på min Instagram videoer, det der med den ambivalente følelse som jeg sidder med lige nu i mit liv. Jeg kæmpede hårdt for kvaliteten i mit liv og jeg har ofret virkelig meget for at nå hertil. Og nu er vi her endelig og vi er der hvor alle regningerne er betalt og alting er skabt og hvor jeg sidder og skal til at starte et liv med den dejligste mand i verden. Et liv som han passer så godt på. Jeg har aldrig haft det så godt før i mit liv med henblik på min livskvalitet, som jeg har lige nu.  Alligevel så sidder jeg og har svært ved at rumme følelsen af at være trist. Jeg synes det er svært fordi jeg er så heldig som jeg er. Jeg er så velsignet og fordi der er så meget godt i mit liv, føler jeg ikke at jeg kan sidde og tillade mig at være træt og påvirket af det her.

 Det er virkelig svært for mig lige nu at være i den der træthed der og rumme den for et eller andet sted føler jeg ikke jeg kan tillade mig det når jeg er så beyond velsignet.

Som sagt har der været mange dage i retten i denne her måned, jeg tror jeg har mødt i retten 6 gange. Det har været fedt, at det er gået så godt med alle de vidner vi har kaldt den fra forsvarets side af, og det har været legendarisk at se politikeren gøre ham selv grin i retten foran hele nationen.

 Det hårdeste for mig har du været lige her til slut, hvor anklagemyndigheden på sporadisk vis skulle gennemgå en tidligere version af min bog og mine blogindlæg fra sidste år. Flere gange måtte jeg minde dommerne om, at kvinden havde valgt at bevisføre et litterært værk som var skrevet under min egen famøse ”Britney” periode. I ved der tilbage i 2007 hvor hun barberede sig skaldet og gik amok på en bil med en paraply.  Yup, det slags litterære crazy.

Jeg var en studerende i en voldsom krisepræget situation, hvor jeg i forvejen var blevet negligeret som offer. Det var en whistleblowersag og en krisereaktion og et eller andet sted en slags spirituel aneurisme som sprang da presset blev for stort.

Jeg mindede dem om, at manden havde fået mig fyret fra 5 afsnit inden jeg nogensinde begyndte at skrive hans navn på internettet.

 At se hende læse de tekster op det…det var bare sådan som at hoppe på et tog af traumer hvor man skulle gennemgå minderne igen og igen. Selvom det var indsigtsfuldt for dommerne og godt for dem og få en indsigt i den smertefulde del af min historie, så var det umenneskeligt hårdt for mig at skulle indgå gennemgå det hele igen. Det har været hårdt for mig at skulle sidde og høre Karen fra anklagemyndigheden rive hjertet ud på mig rent litterært, og endnu engang dele alle mine ord med omverdenen uden at det egentlig var mit ønske. Der foreligger sig noget utroligt sårbart over dette, og jeg må indrømme at det har taget så hårdt på min energi og min sjæl og mine kræfter her til slut.

 Så sad jeg der 2 dage i træk og lyttede til hvordan Karen rev mit hjerte ud og læste alt smertefuldt hvad jeg havde været igennem ord for ord og endnu engang fik mig til at gennemleve tingene igen.

Det eneste sjove og komiske ved scenariet der har været, har været ligesom de ting jeg har skrevet om før.

• For det første har Karen en fantastisk oplæser stemme, sammenlignet med min advokat som jeg på forhånd har rådet til aldrig at lave hverken en lydbog eller en podcast. Hun er god til at lyde kunstnerisk når hun læser mine indlæg op sammenlignet med Jakob.

• Det har jo været en lidt komisk omgang, hver gang ordet ” Karen ” er blevet nævnt i min blog indlæg fordi jeg har henvist til KARENS som i begrebet karens. Der har været scenarier af hvor, hun har læst alt i teksten op, men på komisk vist valgt at undlade de sætninger hvor ordet Karen blev nævnt.

Der har været mange små komiske øjeblikke, hvor mig og min advokat har kigget på hinanden og ikke har kunne undlade at fnise en lille smule imens hun læste op. Det er sjovt at hun er begyndt at undgå at læse op alle de steder i teksten, hvor der  var  henvist til noget med Karens.  Det det finder jeg ganske komisk.  

• Næsten ligeså komisk som da jeg så, hvordan et af dommerne ikke kunne holde masken idet Karen begyndte at citere et uddrag af min blog, hvor jeg henviser til at i ”blot skal kontakte mig” også skriver kim possible sangen og citerer den.

  
  

Hun citerede HELE kim possible sangen, og og det var til at DØ af grin over.

I teksten stod der ordret .

” Det er helt groteskt, hvordan hun formåede at gnave sig igennem min bog for så at udstille den- og få mig fyrret for det. Hvis vi skal se bort fra B., hvis træk begynder mest at minde om et Hamsters , så minder F. mest af alt om Rufus, det lille dyr som gemmer sig nede i Rons lomme fra Kim Possible. A god damn Rodent.

Jeg fik aldrig en forklaring fra F.- og den smerte, den ledte til ønsket om, at disse menneskers roller, så måtte blive analyseret sammen med andre.  Sammen med resten af landet - og verden snart ❤️ Hvem ved, det kan være jeg laver en Ana Delvey og sælger rettighederne til hele lortet.

Og det som sælger det?  Your characters ✨

"Mød mig, ring mig

Det gør ingenting, nej

SMS er osse helt okay

Så kommer jeg gerne, baby

(Mød mig, ring mig)

(Det gør ingenting, nej)

Mød mig, ring mig

Det gør ingenting, nej" 😂

Alarié”

I forhold til min afsluttende bemærkninger der har min advokat bedt mig om at skrive det ned til ham, som jeg gerne vil have bliver sagt i retten inden jeg får min dom.

/ Det første jeg kom i tanke om, og havde behov for at nævne er…. (og jeg kan ikke gøre for det) …at jeg havde brug for at nævne hvor meget det er jeg hader hendes sko.

• Jeg hader Karen sko. Karen fra anklagemyndigheden har gået med de samme vinterstøvler med pels på siden oktober og til nu og det er de samme sko hun har på i retten hver gang lige meget hvilke slags tøj hun har på. Det er en ting jeg tror jeg har behov for at nævne i mine afsluttende bemærkninger. Udover det er jeg ikke nået længere med den del.

  
  

Det var hårdt for mig sådan at se hende prøve at udstille mine tekster i negativt lys i forhold til det med lægen, og den måde som hun prøvede at fremstille på over for dommerne. Et eller andet sted forarger det mig, at hun ikke påpeger at der lige har været 2 vidner inde som har vidnet på de krænkelser han udsatte mig for da jeg var studerende på hans afsnit. Lige meget hvad jeg har skrevet …his actions speak louder than whatever she’s been smoking.

Et eller andet sted håber jeg det er gået op for dommerne undervejs, hvad det er denne her sag egentlig drejer sig om. Et eller andet sted håber jeg, at de har opdaget at ham lægen fra min sag  er indbegrebet af sangen ” You give love a bad name” af Bon Jovi.

Der bliver lagt en ihærdig indsats i at fratage jer muligheden for at læse mine bøger i fremtiden. I hvert fald på nummer 2 som er den første som bliver udgivet, og som handler om det som hændte mig som studerende.

Jeg har lovet anklagemyndigheden at ethvert projekt der bliver udgivet, vil være inden for lovens rammer. Til gengæld er både hun og jeg opmærksomme på, at når du kommer til udgivelser i udlandet (som du alligevel nemt selv kan bestille over Amazon) så er vi ude i et slags Gandalf agtigt scenarie af, at hun ikke har nogen magt på den anden side. Den danske stat kan aldrig forhindre et litterært projekt i at blive udgivet i udlandet, så længe det ikke bliver publiceret på nettet.

Jeg sad til en forelæsning her i sidste uge hvor vi snakkede om Kari Martinsen. Kari Martinsen er en meget anerkendt sygepleje teoretiker, som vi bruger rigtig meget i løbet af vores studie. Sådan var det også i løbet af vores bachelor og sådan kan jeg informere jer om, at det fortsætter i løbet af kandidaten.  Hun er og vil altid være en central aktør i forhold til sygeplejen.

Kari Martinsen hun var også lidt af en rebel, faktisk var hun så kritiserende i hendes teorier og hendes tankegang, at den norske stat prøvede at fratage hendes autorisation, - Ud over dette blev hun blacklistet af sygeplejefagforeningen i Norge og den norske stat prøvede faktisk også at få hende fængslet for hendes skriverier og hendes teorier.

I dag er hun et af de mest anerkendte og gennembrydende figurer indenfor sygeplejen. Jeg fandt det lidt komisk at min professor sagde dette i det imens hendes blink lige fangede mit øje i det øjeblik hun informerede klassen om disse spøjse faktums.

 Så rebelsk har vores egen Kari været….At den norske stat simpelthen prøvede at fængsle hende og fratage hendes autorisation , fordi hun havde nogle teorier som de ikke fandt anerkendende, og fordi hun kritiserede et system som ikke fungerede.

Jeg finder det altså lidt komisk, at historien et eller andet sted er ved at gentage sig igen i Danmark. Som forfatter må man selv have lov til at finde inspiration i det man vil, ikke også?

Stay Tuned

Alarié