Crowded Tables & Wolfpacks #26

Kære Læsere.

Det er efterhånden lang tid siden jeg er kommet med en opdatering. Jeg håber i husker mine ord fra sidste år, og husker at når der er stille fra min ende af, så er det fordi der sker en masse bag kulissen. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, men lad os prøve at tage den fra en ende af.

Med henblik på mit arbejde har jeg truffet nogle valg(lol ja jeg arbejder stadig for det offentlige, og ja det er på et hospital). Jeg har dog lavet nogle ...justeringer. Jeg har truffet nogle valg, så jeg i fremtiden kan rumme og summe både firmaet, men også det speciale jeg ønsker at fordybe mig i. Også skal i huske at imens jeg gør dette, så har jeg stadig en kandidat uddannelse jeg prøver at komme igennem. (For alt den forskning i kommer til at møde i fremtiden). Jeg har egentlig besluttet at jeg bliver nødt til at stoppe med at arbejde "hårdt" og prøve at arbejde smartere så jeg på samme tid med at tage speciale kan nå alle mine projekter her ved siden af. Et litterært emperium og en NGO er ikke small business.

Jeg har virkelig måttet om-koordinere en masse ,blandt andet den måde jeg møder og arbejder på. Det har tit frustreret mig, og fået mig til at føle mig sådan lidt ærgelig, det der med at jeg ikke følte at jeg var et sted, hvor alle mine evner blev brugt i sin ret. I mean, dont get me wrong, jeg forholder mig ydmygt til faget som en ny sygeplejerske skal, men det er altså rart at lande et sted, hvor man ikke længere er den dygtigste på afsnittet når patienterne vender hurtigt og bliver dårlige. Der var for mange aftener, hvor jeg egentlig gik rundt og følte mig sådan lidt...underbrugt på mit afsnit i forhold til mine praktiske færdigheder, og her for tiden fejrer jeg helt specifikt at jeg er kommet et skridt tættere på mit drømme speciale, og håber jeg efter erfaringen på gulvet hurtigt kan tage speciale i det, på samme tid som jeg læser. I mellemtiden har jeg en uddannelse som skal færdiggøres først og en masse lækkerier til jer undervejs.

Så på arbejdsfronten har der været en hel del omstrukturering, men på de mest fantastiske måder.

Inden min NGO og mit firma, så før i tiden havde jeg altid sagt at mit drømme liv ville se sådan her ud.

Hvert år ville jeg koordinere det således at jeg ville bruge 2-3 måneder i udlandet årligt med MSF(læger uden grænser ) , 5-6 måneder til at skrive herhjemme og 3 måneders hygge arbejde herhjemme på whatever hospital jeg nu var tilknyttet. Altså inden min Hot girl union hvor jeg kun havde planlagt det at blive gammel med baby havde jeg selv forestillet mig at det skulle se sådan ud. Jeg har altid planlagt at bruge min tid på MSF noget af året, og resten af tiden på at designe håndtasker eller et eller andet fesent, like a true trophy wife. Ej jeg driller, det var før min NGO og mine bøger i så fald.

Efter jeg mødte ham, var der bare et eller andet som faldt på plads og helt i spil, og alt gav pludselig mening. forestil dig at der er een som vitterligt ...someone what vipes your soul clean. Inden jeg mødte ham der var jeg glad, ja, men jeg var forvirret. Jeg ville alting på een gang, men jeg var ikke særlig ambitiøs, og jeg var overbevist om, at jeg vidste alt.

Så mødte jeg ham, og et eller andet sted fik han mig til at ville ønske at jeg var den bedste.

Efterfølgende blev jeg overbevist om, at jeg i virkeligheden ingenting vidste. Med anerkendelsen af det sidste faktum, lærte jeg først at finde ro og fodfæste i mine drømme og min identitet . Alt gav pludselig mening.

Jeg værner om og værdsætter den tid jeg har haft det sidste år på mit afsnit, og den fantastiske leder jeg formåede at arbejde sammen med. Engang løb og jeg rundt og knoklede på afsnittet, og mens jeg navigerede rundt med en (sød) patient rundt på en Sara steady (et mobilisering/forflytnings værktøj) blev jeg spurgt af min patients pårørende hvorfor jeg helt specifikt arbejdede "her" nu hvor jeg boede i københavn og det var en sjat væk. Jeg stoppede op, og kiggede på dem med et smil mens jeg sagde, at man gerne kører langt på arbejde for privilegiet af at arbejde sammen med en god ledelse. Jeg fik et par smil og hele gruppen som nikkede stolt tilbage til mig mens den af dem sagde "ej det er simpelthen flot, jeg er glad for i har en god ledelse, man kan også mærke det på personalet, i er så søde alle sammen". Den oplevelse gjorde mig varm om hjertet.

Jeg glæder mig til at åbne mere op for nyhederne omkring mit arbejde i fremtiden, da det er en spændende rejse og en længe ventet drøm som skal til at gå i opfyldelse.

Een jeg har undværet de sidde to år grundet sagens omstændigheder, og ej hvor jeg glæder mig til at komme tilbage. Kørsel A, B, C - give em all to me <3

Jeg har haft en voldsom måned, og det har da ikke været nemt på alle punkter. Omjusteringer kræver altid energi og headspace. På firma fronten har jeg været max presset! Jeg prøver at få oprettet en speciel side på platformen, hvor brugerne kan oprette deres medlemsprofiler og indberette deres sager . Husk nu, en hjemmeside for firmaet er ikke bare en hjemmeside. Det skal også agere som en hel platform, og det kræver helt andre grene at arbejde med. En hel ny måde at kode det på - og en helt anden pris end det jeg oprigtigt havde regnet med i forhold til projektet.

Fuck det er dyrt, med andre ord. Men altså, store ideer kræver også ofringer og det faktum at man kan...put your money where your mouth is.

Det er derfor jeg er så glad for at jeg har truffet mine valg som jeg har gjort igennem det sidste stykke tid, da det giver mig et godt sikkerhedsnet.

Altså det eneste rigtige er at investere dine penge i ejendomme hvis du har dem, det er den ældste og letteste måde at tjene penge på, da folk altid skal have et sted at bo. Supply and demand, i virkeligheden. Så der bliver virkelig brugt ressourcer på at oprette de sidste dele, nu hvor vi er kommet igennem den store mølle med henblik på det kreative arbejde og selve hjemmesiden.

Jeg har også brugt meget tid på at få finpudset foreningens vedtægter og fået det sidste på plads med bestyrelsen for foreningen.

Det næste skridt bliver den funding vi skal søge og alle de lækre kontakter som jeg tålmodigt har ventet på at trække på de sidste to år indtil jeg havde noget at vise for det.

Jeg lovede jer, at jeg ville præsentere jer for enten et produkt, et vidne eller et firma engang de næste syv år, og at jeg vil sørge for sagen er aktuel kontinuerligt. Medierne skriver kun om dig en gang om året, og en pressemeddelse og ønsket om et spiket interesse kræver et produkt.

Hvad jeg prøver at sige, kære venner er at jeg har virkelig måttet være strategisk og tænke mig vældig godt om, i forhold til hvad det er som jeg ønsker at præsentere for jer først.

En bog (en række sexede indlæg fra sidste år som blev gjort forbudte) eller et firma.

Jeg valgte at firmaet er det første i skal møde.

Derfor har jeg brugt hele den sidste måned(og den næst kommende) på at finpudse pressemeddelse , koordinering med dem som koder min hjemmeside samt alt det lovlige formalia med min advokat. Herved snakker jeg om oprettelsen af firmaet og ikke min krænkelsessag.

Jeg venter på at min modpart bliver sigtet, så min pressemeddelse kan tydeliggøre vigtigheden af en tiltale og en retssag som jeg ønsker mig. Jeg har egentligt bare svømmet rundt i formalia og papirarbejde.

Faktisk, nej det er ikke helt sandt. Jeg har haft en mega fed oplevelse. Jeg har brugt de sidste tre dage på at kigge på butikslokaler til firmaet. På mandag har jeg endnu en aftale på Hallandsgade hvor jeg skal ud og se på 2 andre forretninger som står tomme. Det har været helt forfriskende og rart at være ude og kigge på steder, da det pludselig fik en lille gnist til at udspringe. Jeg kunne mærke hvor spændt og glad jeg blev, mens jeg gik rundt og nøje inspekterede alt fra vindueskarme til gulvets tilstand og planlagde hvordan det hele skulle foregå i mit hoved. Det er et helt fantastisk projekt vi har fået op at køre, og det gør mig så lykkelig at se hvordan jeg for hver dag kommer et skridt tættere på.

Husk nu, det hele har ikke været lutter lagkage.

Jeg har haft to år som har været så voldsomme. Hele det første år brugte jeg på at overleve , blive autoriseret og finde fodfæste (mens jeg opbyggede en sag, undercover arbejde, fandt mine vidner etc) Men jeg har brugt hele det andet år her på at knokle, tjene penge og finansere et projekt som efterhånden runder de mange nuller bagved. (Dette er selv hvis vi fjerner ejendoms investeringen).

Jeg har knoklet på som en lille robot, og når timerne ikke er bleven brugt på benarbejdet på hospitalet, er den blevet brugt på alt papirarbejdet ved siden af. Jeg har ikke altid været sådan her . Engang en hippie som underviste børn og nu en som efterhånden kun går op i 4 ting . Mit arbejde , den mad jeg spiser (hej luksusdyr), den bil jeg kører i og mit sexliv...altså,

på mange aspekter er jeg ikke hvem jeg var engang. Jeg er ikke sådan...naturligt glad og positiv som jeg plejede at være. For at overleve og fordi jeg virkelig tror på og kæmper for mit firma (og mine bøger og min historie) så har jeg virkelig måttet ofre nærmest alt for at nå hertil.

(Træt med træt på)

Dette inkluderer også mig selv. Der var engang hvor jeg havde tid...tid til mine elskede og tid til at nyde livet i slowmotion. Der var en gang hvor min mor spontant kunne komme forbi for at stikke hovedet ind i mit klædeskab for at finde noget hun "lige kunne låne til det arrangement" , kun for at gå uden noget og sige sætninger som " Hvad er du ved at joine den der kampagne for de 14 åriges ret til at gå med croptop", sassy som hun er. (I fully take after her)

Jeg savner at mit hjem nærmest var Central Perk for mine venner, som i sandeste "venner" forstand altid kom forbi og bare hang ud. Hvor de ikke behøvede at banke på eller spørge før de åbnede køleskabet. Mit hjem var altid været et fyldt hjem, med et spisebord som var overspækket med mad og godt selskab. (om jeg ville det eller ej, lol, mine venner er dem som bare kommer over når end de lige er i nabolaget). Jeg savner at holde fester og være værtinde, fordi oh boy, hvor var jeg en god værtinde.

Jeg mener det, jeg har altid været overglad for at holde selskaber, middage og bruge min tid finurligt på at vælge alt fra pynt, til table settings og arrangere aftenerne ned til det mindste. (yes jeg er en stabil og loyal kunde hos festbutikken). Jeg har altid været typen til at have et fyldt hjem og alt den varme i verden som har skabt mit rodfæstede liv idag.

Sådan har det ikke været det sidste år, hvor alt mit overskud og energi er gået til at skabe produkterne.

Hvor mange hårde måneder har jeg tilbage?

Det er nemt.

30 dage!

Så lige nu, handler det om at holde ud. Jeg er der næsten, og det føltes helt fantastisk og totalt surrealistisk at det snart er tid til lancering og offentliggørelse af det hele. Det er på tide.

I forhold til sagen, der må jeg indrømme at jeg har kæmpet med min tristhed på nogle punkter. Jeg brød grædende sammen på en aftenvagt på arbejde, hvor min søde kollega rose måtte trøste mig til stilhed. Jeg ved ikke hvorfor lige det øjeblik, men jeg brød fuldstændig sammen til den grad af jeg begyndte at hyperventilere og måtte gå ud i vores køkken på afdelingen for at kunne styre det som føltes som et voldsomt nedbrud. Jeg kunne ikke stoppe med at græde og jeg kunne mærke hvordan alt blodet samlede sig i midten og efterlod mig perifert kold.

Jeg ved hvad det er som skal til at ske, taget det i betragtning at min sag endelig er ved at starte op og der kaldes ind til afhøringer af vidner og ofre. Den største misconception må være det, at tro det gør mig glad at jeg kommer til at såre ham. Det gør det ikke, jeg gør det her fordi jeg bliver efterladt uden et valg. Jeg gør tingene sådan her, fordi det var den vej modparten valgte at det skulle gå, og aldrig fordi det var mit ønske. Jeg sværger mit liv føltes efterhånden som en dårlig spilleliste fra 2011 med alle de klassiske heartbreakers. Det er en masse op og ned ture for tiden, og selv når jeg tror der ikke flere overraskelser er at få så kommer der nogle gange ting som formår at gøre ondt, og jeg hader mig selv for ikke at være ligeglad.

Hvad kan jeg sammenligne det med? hm...Okay, lad mig prøve med det her. Noget af det værste jeg nogensinde har hørt om eller oplevet er når patienter med demens forelsker sig i andre end deres partner og glemmer partneren. eksempelvis havde jeg engang en patient hvis kone var bleven dement. Hun var kommet på et center, og på det her center havde hun mødt en anden som hun blev forelsket i. så hver gang manden kom for at besøge hende, så skulle han se hende være nyforelsket og glad for en anden, mens hun havde glemt hendes egen partner igennem 50 år.

Det er det der med at blive efterladt pludseligt, og uden svar, og stå i en situation som ikke giver nogen mening. Det er vitterligt sådan jeg har haft det de sidste to år.

Jeg prøver stadig at bearbejde det traumatiske faktum af, at modparten handlede sådan som han gjorde uden nogensinde at have haft en årsag for det. efterhånden har jeg lært, at det kun handlede om at redde sit eget skind og ry, og at det aldrig havde handlet om at han skulle have haft en årsag for sine beslutninger til at starte med. Jeg har brugt to år på at stile mig selv spørgsmålet "Hvad havde jeg nogensinde gjort ham for at fortjene hans handlinger og de ord som ødelagde mit liv".

Jeg vil ikke lyve og sige at det er nemt, sådan at komme videre uden afklaring eller svar. Mine venner fortæller mig at jeg ikke skal være trist over hans kommende sigtelse, og at det er på tide der vægtes det at tage ansvar. Hvis ikke ansvar for at negligere hans egen adfærd overfor mig under min studietid, og den måde han oftest efterlod mig ærgelig og krænket på, så for de løgne han sagde da jeg blev fyret i hans navn. De løgne som banede vejen for at sagen nåede hertil l idag.

Så, don't get me wrong. Ansvaret har været a long time coming, men det betyder ikke at det føltes rart, og jeg må indrømme, at det gør da ondt at opleve de slags indspark som kom her idag.

Mine venner siger at jeg skal stoppe med at tænke på det, og efterlade den dårlige samvittighed, da han egentligt blot får samme smag af en kage han selv har bagt. De fortæller mig at man ikke kan ændre sociopater, og at jeg spilder min tid med at ønske, at han ikke var den slags person som havde det fint med at efterlade andres liv i kaos grundet ham.

Im still processing it....

How you do anything

Is how you do everything.

At han lod hele mit liv blive ødelagt blot grundet hans ord (stadig den eneste årsag fra hans ledelse) og havde det okay med at lægge ansigt og navn til den behandling er noget som jeg egentlig aldrig helt tror jeg kommer over. Det har simpelthen bare påvirket mig så meget som menneske, at opleve at jeg kan være så naiv og nogensinde have haft en anden mavefornemmelse omkring personen er bare...Jeg står et eller andet sted stadig og bearbejder det faktum at, at jeg ikke længere tør at stole på min egen mavefornemmelse omkring folk og deres oprigtighed. Sådan nogle ting skaber friktioner hos et andet menneske, og min manglende erfaring som menneske gør simpelthen at jeg ikke kan ruske mig ud af den. De fortæller mig at jeg må bide i det sure æble og bare anerkende, at han aldrig var en god mand, og at jeg gjorde det rigtige af, ikke længere at give ham muligheden for at fixe det og at jeg allerede engang før har prøvet at redde ham ud af situationen, og at han ikke er et godt nok menneske til at være flere chancer værd. Jeg gjorde alt for at sagen ikke skulle nå hertil, og gik måneder i stilhed (dvs jeg gik til min Advokat først og ikke politiet ) og gav alle muligheder for at tage ansvar før det udmundede sig i det her.

Det gør ondt at anerkende at mine venner har ret. Den eneste måde frem og den eneste forhåbning om en pære der begynder at blinke må foreligge i det faktum, at han aldrig vil lære det medmindre der er konsekvenser. Og alt det som er på vej i form af retsager, firmaer og kommende udgivelser og fine oplevelser som indslaget fra i morges må være de slags konsekvenser som måske kan få manden til at kigge indad og på sit eget adfærd.

Jeg har haft en virkelig dårlig periode, det vil jeg indrømme. Også er det også skide svært, fordi jeg automatisk føler mig som en dårlig person for ikke at værdsætte alle de fantastiske ting som er i mit liv nok. Mest af alt min søde mand og alt den støtte han giver mig i hverdagen.

Han er helt fantastisk, ham baby. Han husker at sende mig beskeder i hans pause hvor han (udover at være den sødeste mellemvagt ) husker at spørge mig om jeg har spist og fået drukket nok, og om jeg husker at passe på mig selv.

Jeg har tit dårlig samvittighed for sådan at have gået igennem det og følt det som jeg har gjort, og til trods for at vi er lykkelige og stadig har formået at støtte hinanden igennem de værste tider, så har det altså også været udfordrende på nogle punkter.

Vi er så foreskellige mig og ham. Jeg er til vandreture og solnedgange over bål, og noget af det værste han kunne forestille sig er tanken om at skulle overnatte i en skov.

Han er ikke og vil aldrig være hverken spirituel eller glad for naturen min mand, og udover de interesser som vi ikke deler på det punkt, er vi også utrolig foreskellige når det kommer til den måde vi er på i hverdagen. For det første har jeg ændret mig utrolig meget, det er svært at forklare men altså...Inden det er shitshow, og inden alle de her hændelser så var jeg ikke...sådan her.

Jeg har altid været et utrolig keglet og genert menneske, altså typen som gerne synger sine ord og de sange hun skriver i brusebadet men er for chickenshit til at synge dem åbent. Typen som gerne skriver ord og sælger dem videre, men som ikke selv turde at modigt lægge ansigt til som mange sangere gør. Jeg havde vitterligt ingen stemme, og min rolige natur gjorde også, at jeg ikke havde et behov for nødvendigvis at dele min stemme. Jeg havde en drøm om at arbejde med NGOer, MSF og måske skrive en bog eller to omkring mine kærlighedseventyr som kunne inspirere en brun pige eller to.

Jeg havde ingen stemme og her de sidste to år...Der har jeg ikke kun været tvunget til at gro mig tænder som var lange nok, der har jeg været tvunget til endda at file dem skarpe og lære at bruge dem til min fordel. Jeg er gået hen og blevet sådan lidt...Kold. Ikke på en tough måde, i må ikke misforstå, skræk scenariet er stadig at knække en negle og gå henover vandpytter med høje hæle på. Jeg hader folk som råber, hæver stemmen og som ikke kan finde ud af at argumentere for deres perspektiver, og jeg har aldrig været oppe at slås. Men jeg er alligevel gået hen og bleven sådan...ja, jeg ved ikke hvad jeg skal sige...Der er mange ting som jeg stadig lærer, til trods for at vi har været sammen længe. Jeg sværger jeg er som en Engelsk gammel dame, jeg viser kun mine følelser overfor heste og hunde.

Jeg tror jeg realistisk set har snakket om mine følelser to gange i løbet af mit liv, dengang jeg blev gift med min mand og dengang min hund havde en nær døds oplevelse.

Og alligevel befinde jeg mig i et forhold hvor baby gerne vil gerne snakke om alt, og gerne gå i dybden med sine følelser mens jeg mest er til at løse problemet, og ikke så meget snak.

Sådan har jeg altid været, og jeg er typen som virkelig vægter det at stille mig kritisk overfor det som jeg vælger at bruge min energi og tid på i hverdagen.

Kan i huske det jeg skrev om i sidste post? I sidste ende er det kun de gode ting som betyder noget, så jeg bruger min energi på at løse ting, og på de positive ting som er. Det er derfor svært at være sammen med en (dejlig) mand som er helt modsat en selv, og som gerne vil dykke ned i dybden med tingene. Det er helt vildt, at man efter næsten 12 år stadig lærer sin partner at kende, og stadig arbejder på visse ting. Det vigtigste er vel, at man aldrig har lyst til at stoppe med at udvikle sig og gro sammen som en enhed.

Til trods for at der har været lidt gråt og skyet, så kan jeg mærke at det som hjælper mig mest, er tanken om alle de fantastiske ting som vi er ved at skabe, og det som er i vente. Mit ønske er ikke at skabe et projekt hvor jeg kan lede nogen, eller noget. Mine intentioner og drømme er at skabe et firma og et sted som vil gå bag jer hele vejen igennem og beskytte mine medlemmer. Lidt ligesom i en ulveflok.

Den stærkeste går bag alle de andre, og sikrer sig at de svage i gruppen ikke efterlades eller falder tilbage, sikrer sig at alle kommer sikkert med. Det er tanken om, alle de mange tusinder af mennesker vi kommer til at hjælpe som gør det værd, og som gør at det er til at holde ud at se mit engang fyldte lejlighed og spisebord stå tomt det sidste år.

Og nu er der lidt over en sølle måned tilbage inden tingene er færdige - og efter det, så har jeg min helt egen specielle gave til jer i December <3

Bonne fin de semaine !

Alarié