Avalancés and Stepping Stones #29

Kære Læsere

Jeg føler mig utrolig velsignet over, at vi er nået her til. Det er helt vildt, mit liv og mine projekter er ved at gå i retninger jeg aldrig havde turde drømme om dengang. Dengang jeg var ung, og det at arbejde med ord foregik på en anden måde. Dengang jeg skrev musik, og fokus for mine ord var helt andre anliggender end det er i dag. Jeg kan stadig huske det som det var i går.

Weekenderne i chiefment studios på Jyllingevej sammen med Chief One, og alle de aftener mig og Ihan valgte at spille musik i smug for vores forældre og allerede dengang, banede vejen for en anden måde at være en brun pige på. Det var lidt komisk, sådan som vores venner lavede andre ting i smug for deres forældre, som for eksempel at ryge cigaretter og tage i byen, mens vi i smug spillede musik, lagde akkorder og skrev sange sammen i skjul. Chief var den første person, til egentligt at tro på nogle af os. Han hjalp mig med at komme ind på Aurehøj, dengang sin tid, og han opdagede Ihan og hjalp hende med at nå til der hvor hun er i dag. 2x Eurovision vinder er ikke en lille sejr at skrive bag sine skuldre, skulle man se bort fra den anden kamp vi begge kæmpede på daværende tidspunkt som vi begge overkom. Nemlig kampen for at være sammen med de (hvide) mænd vi elskede.

Ihan endte sammen med sin Rune, og jeg endte med at binde knuden sammen med A. i en ungdommelig kærlighedsaffære allerede som meget ung. Den del af mit liv var hverken uden ofringer eller udfordringer, men vi gjorde det, og i næsten 13 år holdt det ved. Selv til den dag i dag, er han min bedste ven, og absolut den første jeg ringer til såfremt der sker noget vildt i mit liv, og han er stadig min emergency contact hvis jeg ender på hospitalet. Man kan ikke vokse op sammen og komme ud af et langvarigt forhold, uden at være de bedste venner et eller andet sted.

Jeg har aldrig forstået de slags mennesker som efterlader romantiske relationer de engang har haft med andet end respekt og elementet af venskab.

Jeg har ændret mig meget, og er ikke den samme person som før. Det giver rigtig god mening, at de ting som engang appellerede mig ikke tiltaler mig på samme måde, men dette ændrer ikke på den fundamentale kærlighed man har haft for en person.

Jeg føler at jeg er et helt andet sted i livet i dag, ydermere føler jeg mig rustet og står stærkere end nogensinde før. Jeg har fundet ro…ro i mine fejltagelser, ro i de sidste par år og alt det som jeg måtte overkomme for at nå hertil i dag. Ro i alt den overlevelse som jeg formåede at mestre – og ikke mindst, ro i alt smerten som jeg i sidste ende formåede at forvandle til de smukkeste projekter. Jeg føler mig…fredsfyldt. Endelig har jeg fundet min tunge, og formået at finjustere den så den kan spille overens med de politiske agendaer jeg har. Og endelig har jeg sat mig for mine mærkesager, og har taget kontrollen over hvordan de alle sammen skal introduceres til jer.

Én ad gangen, et år af gangen de næste mange kommende år.

Jeg forstår det endelig…endelig forstår jeg det her politiske shitshow, og den måde vores HR afdelinger kører sager og de bagvedliggende menneskeliv til kaos og ruiner på. Nu kender jeg spillet, og jeg ved hvordan de handler. Nu forstår jeg den ensomhed som Kristian gik igennem inden han begik selvmord, denne her højt respekterede læge. Nu ved jeg hvad du udsættes for som sundhedsfaglig og offentlig ansat, skulle du en dag kritisere systemet.

Et system som ikke kan tåle kritik er ikke et system tillidsværdigt.

Men nu er vi her…Her hvor jeg ikke kun har lært at rumme og summe ensomheden men endda lært at danse med den på bedste vis. Af fantastiske nyheder kan jeg redegøre for at jeg stadig er tilknyttet akutmodtagelsen (hvilken een holder jeg for mig selv <3 ), og at jeg stadig har planerne om at tage specialet der efter de år jeg har haft på gulvet – og ja, oven i dette er jeg stadig i gang med at læse min kandidat. Jeg prøver på samme tid at tage stilling til, om jeg skal skifte fra sygeplejersken og til….ja, de nyheder må vi komme ind på en anden gang, men jeg kan løfte sløret for at det er et luksusproblem jeg står overfor lige nu, og jeg er så taknemmelig over de muligheder jeg kontinuerligt får for at videreudvikle mig i min karriere som sundhedsfaglig. Damn…

Så de prøvede hårdhændet og ihærdigt at udsætte mig for det samme som de udsatte Torsten og Kristian for, og de prøvede at fjerne mit eksistensgrundlag. Faktisk ville det danske politi aldrig have lagt SÅ meget arbejde det med sidste års blog (before Po shut us down…) , hvis Hillerød hospitals advokat ikke havde brugt umenneskelig mange timer (og dine skattepenge) på at presse anklagemyndigheden til at starte sagen. Min advokat har skønnet at de dokumenter som blev brugt for at presse anklagemyndigheden har kostet mindst 100.000 kr af tid og arbejdskraft for rovdyrets advokat. Så…Men alligevel, er anklagemyndighedens eneste vidne selve krænker mens jeg står med 5+ andre vidner som indkaldes (udover jeg) for at vidne mod modparten. Inklusive de andre han har krænket. Altså, jeg glæder mig til den retssag. Teknisk set, vil vores første date være in the court of law <3 Theres a love story for ya right there.

På same tid vil jeg gerne minde mine læsere om at mens hospitalerne sparer dynerne væk fra vores patienter (ja, der er nogle afsnit hvor du skal have din egen dyne med under indlæggelse) for at sparre penge i vask, så betaler de gerne for krænkernes advokater og bruger gerne flere at hundrede tusindvis af kr på dette.

”Its a bird. Its a plane…No its just another predator that our system protects”…

The man, the myth, the legend….The bear...............................................................

(Jeg GLÆDER mig til at få mine bøger I boghandlen så I snart kan møde de mange forskellige karakterer som formåede at gøre sig til en del af min sag, Joanie inklusive (…Og Roberts Kone)

Det bliver nogle interessante retssager, og jeg ser frem til at markedsføre det hele.

Jeg ser frem til at fremlægge udtalelserne fra hans tidligere kvindelige kollega som nu er kaldt ind som vidne <3 . Jeg er langt fra den eneste som har oplevet denne mands devierende sekulariserende ulækre adfærd på arbejde. Det som skete med jeg, det var grooming.

Min pointe er, at jeg efterhånden har fået opbygget one hell of a case, noget af et forsvar og en efterhånden respektabel forening som er verdens første, til at arbejde sådan som vi arbejder.

Der er endelig styr på de løse ender, og udover de mange vidner i retssagerne og arbejdet med dem, er der endelig styr på min forenings vedtægter, jeg har fået samlet mig en bestyrelse som vil noget, ydermere har jeg fundet mig adskillige offentlige kilder til min pressemeddelelse. Nå ja, også må vi ikke glemme det sædvanlige samarbejde med dem som koder min hjemmeside, min revisor, min PR dame og min projekt koordinator. Ydermere har jeg haft to fine måneder hvor jeg har snakket med lidt for mange ejendomsmæglere (de er charmerende dog, det må man give dem) og in fact, youd be real proud of ya girl. Jeg har formået at forhandle (og få mine krav igennem!) og managere rundt i de stores verden af ejendomsinvesteringer og firma forhandlinger.  Jeg er så umenneskelig stolt af at sige, at mine forhandlinger gik igennem og at jeg har skrevet under på kontrakten. Fra april måned af er min forening officielt ejer af en lejlighed/kontor som er placeret lige ud til søerne i ambassadekvarteret på Østerbro. Talk about a sexy adress. 

Jeg siger bare, det er rart at være et sted i livet hvor alt det hårde arbejde har lagt fundamentet for at jeg ikke er bange for at træde i karakter, et sted hvor jeg på ingen måder frygter hverken sanktioneringer, at miste mit grundlag igen eller nogle af de ting jeg blev udsat for de sidste to år- Jeg står sikkert og med min karriere, min autorisation og mit job sikret, og herved er jeg ikke bange for at dedikere mit fulde fokus til foreningen og give den den politisk nødvendige skalle for at  opnå det jeg gerne vil i Danmark.

Jeg stopper ikke før studerende, timelønnede og ufaglærte har forvaltningsmæssige rettigheder. Jeg er ikke længere bange for de bumps som jeg ved kommer, og jeg snubler ikke længere over forhindringerne. Det som føltes som en Avalanché af smerte af begivenhederne de sidste to år, har kun vist sig at have styrket mig i sidste ende.

Sådan er det med ildsjæle som jeg, modstand er kun endnu en grund til resiliens. Der foreligget noget smukt og meget inspirerende over at være det slags menneske som kan rumme smerte og stadig formå ikke blot at overleve, men også forvandle det til noget smukkere. The stepping stones.

Det er ikke lige til at nå her til, og der har være mange kapitler i mit liv hvor …where i have lingered. Alle de hårde tider lagde fundamentet. This is why im a savage, Fun fact; -I don’t even eat meat.

Altså, jeg føler jeg har lagt låg på mig selv de sidste to år. Fordi jeg kæmpede så hårdt, og ikke kun var nødsaget til at gro mig tænder, men endda var nødt til at file dem spidse for at overleve, der må jeg blankt indrømme I was really on a bender. Jeg har ikke kunnet være mig selv, livsglade, optimistiske let hjertede jeg, da der ikke er plads til at være det slags menneske i overlevelsesstadiet. Jeg mærker først aftershocket nu, og det er så fantastisk rart at langsomt kunne føle mig som mig selv igen.  Men jeg bliver nødt til at bide min tunge, fordi i virkeligheden?

How could I even be mad? Im not being coy, really though. Think about it. Smerten og konsekvenserne har ledt til at jeg star med en bogkontrakt, en kontrakt omkring mine livsrettigheder, et revolutionerende forening og muligheden for at hjælpe mennesker hver dag. Alt dette samt med jeg bruger min hverdag på at redde liv…altså ingen af disse fantastiske ting ville være hændt hvis det ikke var for smerten. Så in reality i cant really be mad. All the sacrifices and mistakes were worth it, I made sure of that.

Mit liv er ikke længere som en fucking G-eezy sang. Its no longer just me myself and I.

Jeg star med en bestyrelse, officielle kilder og vidner som kan redegøre for, at de ting I har set mig hænde de sidste to år er mere end aktuelle og lige den brøkdel af virkelighed, som offentligheden ikke kender til og fortjener at indvies i. Forbered jer på en presse indsats som vil noget fra min ende af.

Det er ikke længere som sidste år, hvor min traume reaktion på at få mundkurv på (voldemorts scenariet) kan ruske i mig,  jeg er ikke vred længere. Vrede er irrelevant, nu hvor vi nærmere er ude i et slags ”John tucker must die” slags scenarie (en film) hvor det ikke længere handler om at blive vred, men blot…stå lige.  Det er ikke ligesom sidste år, jeg ønsker ikke længere at løse tingene eller håndtere tingene på en ”fornuftig måde”. Jeg er nået dertil i min udvikling som menneske, hvor jeg har fundet ud af, at på et eller andet tidspunkt, når man bare der til i sin udvikling, at man stopper med at respondere på den smerte folk udsætter dig for, man stopper med at gå op i det, diskutere, skændes eller være vred…På et eller andet tidspunkt, år man der til, hvor det ikke længere handler om at blive vred, men blotte cutte det af i sit liv som man ikke resonerer med. The things that you do not allign with.  Im no longer mad, just determined. 

Vil du vide hvor jeg har været de sidste to måneder og hvorfor du ikke har hørt fra mig?

Så læs med på det næste indlæg, der redegør jeg for de mange forandringer i mit personlige liv og åbner lidt op for ”hvor” jeg er <3 Et eller andet sted mellem SAR medics og en UFC fighter som måtte lære mig forskellen mellem det (UFC) og det at bokse (lolz). …Jeg har haft nogle vilde uger, og må indrømme, at business blev set aside for at jeg kunne priotere livsnydelse og ja…youll see ;)

Til next time

Alarié