Artemis & Peter Pan #44

Kære venner. Det er lang tid siden, I har hørt fra mig. Som sædvanligt har jeg været begravet i arbejdet. Jeg har fokuseret rigtig meget på foreningens arbejde, og det har taget meget af min tid. Ydermere har jeg arbejdet hårdt på at præsentere jer for platformen talesofmarble.org

På denne hjemmeside får I et stringent og konkret overblik over hele retssagen. Som skrevet på hjemmesiden vil det eneste, som bliver dokumenteret på den side, være dokumenter, som er blevet bevisført i retten. Det er vigtigt for mig at give et konkret overblik over præcis, hvad det er, sagen drejer sig om. Jeg oplever, at mange er forvirrede over min sag, fordi der er så mange aspekter af den. Jeg opfordrer jer til at gå ind og læse både inde på baggrundssiden og ikke mindst de blogindlæg, som bliver løbende opdateret derinde.

Jeg kan starte med at sige, at det også har været en meget voldsom periode i forhold til retssagen, og jeg er så glad for, at den værste del er overstået. Ikke mindst kan vi fejre, hvor godt det er gået undervejs. I må ikke blive misledt af mediernes tarvelige dækning af min sag, som på ingen måde redegør for de faktuelle ting, som kommer op i retten. Det går hurtigt under en livedækning, og der er meget, som kan gå galt. Det er derfor, jeg har lavet den anden hjemmeside.

Det er gået rigtig godt med mine vidner, ydermere er det gået endnu bedre at modbevise modpartens og anklagerens vidner i forhold til deres utroværdighed og deres negligering som både kollegaer og ledelse.

Man er endelig begyndt at snakke om den specifikke arbejdsplads og den ledelse, som har sørget for, at en sag som denne kunne nå så langt. Det glæder mig, at VI er begyndt at italesætte vores oplevelser sammen. Mine indlæg på den anden side www.talesofmarble.org redegør for de meget voldsomme ting, jeg har været igennem den sidste måned, og alt det, jeg har måttet kæmpe mig igennem. Jeg har måttet være stærk på mange punkter, og jeg er så umenneskeligt stolt af mig selv for stadig at stå og være glad og lige så karismatisk som altid.

Jeg er så stolt af mig selv for, at lige meget hvad de har sat mig igennem, så har de stadig ikke formået at fjerne min gnist og min måde at være på. At jeg fortsat er autentisk. Det eneste, som de har formået at gøre af negative ting udover det stress, de satte mig igennem, er, at de satte en midlertidig hæmmer for, at nogle projekter kunne blive udgivet, mens den her retssag foregår.

Det her gælder både i forhold til den dokumentar, vi havde gang i omkring, at lægens tidligere ofre og mine vidner skulle høres, men også i forhold til bogen. Det er en midlertidig blokade, og jeg er villig til at komme og lege med, indtil tingene har dulmet sig. Jeg har sagt til jer, at den her retssag kun er starten på det hele.

Der er mange andre retssager og mange kommende udgivelser at skulle tage stilling til. Udover det har jeg haft det dejligt med min kære mand og vores vovse og har nydt min stille og rolige hverdag, som på ingen måde er præget af det drama, som medierne ellers giver udtryk for. I hverdagen lever vi lidt som et gammelt ægtepar, og alt er lidt præget af rutiner.

Jeg er startet på min uddannelse og glæder mig over, at jeg fortsat laver det, jeg elsker i hverdagen – og at jeg for hver dag, der går, kun kommer tættere på at opnå endnu flere af mine drømme.

Jeg har altid været typen, som har kunnet formå at tage smerte og dårlige ting, som skete med mig, og vende det til noget godt. Det afspejler sig i mit arbejde med min forening og den måde, jeg har grundlagt den på. Det feltarbejde, jeg har lavet i at dække vilkårene for offentligt ansatte i Danmark, og mine kommende udgivelser. Og ikke mindst den måde, jeg har kunnet formå at tage imod alle de slag og alle de bolde, de har kastet på mig i den her periode.

De prøvede at stresse mig, og det lykkedes også, men jeg overkom det stadig, og det er stadig gået sådan, som vi gerne vil have, det skal gå i løbet af retssagen. Det er lidt bittersweet at se, at anklagemyndigheden er blevet så desperat, at de ty'ede til de ting, de gjorde. Alt dette kan I læse mere om på den anden platform.

Jeg har altid været typen til at være rustet til katastrofer. Jeg mener det, selv i virkeligheden. Jeg har efterhånden haft så mange små uheld og fender benders (med parkeringspladser, aldrig mennesker), at jeg er typen til at have en mini-bor (a mini drill) i mit bagagerum altid, så jeg er klar til at skrue nummerpladen på igen i tilfælde af, at det skal gå helt galt. Jeg har også altid et par nødsituations-høje hæle og et par sneakers eller andet sted i bagagerummet sammen med alt mit sygeplejeudstyr.

Selvom jeg er lidt blondineragtig, er jeg også forberedt og realistisk. Især når det kommer til mine egne anliggender. Jeg er kendt for at være en klodset type, og jeg ved det. Det er faktisk lidt sjovt.

Det er mere for at sige, jeg tager alting, som det kommer, og jeg prøver at være så forberedt som muligt, og det plejer jeg generelt også at være. Jeg lovede jer en storm og noget af en rejse helt tilbage i 2022, og 3 år senere står vi her. En innovativ forening, som er blevet grundlagt, og 6 kommende udgivelser er ikke en lille ting. Det sværeste igennem alt det her udover det forebyggende arbejde for ofre, som jeg laver i min hverdag, og udover mit eget krævende arbejde som sygeplejerske? Det har faktisk været at vedligeholde min egen måde at være på igennem den her storm. Min egen positive, søde, optimistiske, altid glade væsen og hende, som var så livsglad altid, lige meget hvad. Jeg har altid været sådan lidt Peter Pan-agtig. Sådan for evig ung, selvom jeg er voksen. Det er lidt sjovt.

Så det sværeste har været at vedligeholde min egen uskyldighed, ment i den forstand, at jeg ikke blev til et værre menneske på grund af de ting, jeg havde været igennem.

Det handlede om disciplin, når det kom til at fokusere på at gøre noget andet i stedet for. Det handlede om at implementere løsninger og finde en eller anden form for mening bag al den smerte, jeg har været igennem.

Jeg ved godt, at der var en periode, hvor jeg brugte mere energi på at jagte den slange, som lige havde bidt mig, frem for at fokusere på at suge giften ud af min krop. Altså, var jeg blevet ved på den måde, så havde det dræbt mig. Der var ikke et andet valg end at grundlægge foreningen og finde en mening og finde en årsag til at blive ved og gøre noget godt til trods for det, jeg havde været igennem.

Jeg ved godt, jeg har ændret mig meget i løbet af den her sag, og jeg ved godt, at jeg til tider undervejs har været så såret og så ked af det og så presset, at jeg ikke har været den bedste version af mig selv. Et eller andet sted undervejs blev det hele sådan lidt Artemis-agtigt, da smerten gjorde mig til den slags type, som jagtede dem, som havde udsat mig for smerte, at jeg opsøgte og fandt andre, som havde oplevet det samme, som jeg havde været igennem. Og det var da også godt på nogle punkter, da det ledte til at samle os, da det ledte til, at VI er en masse mennesker, som nu er gået sammen og prøver at implementere en helt ny måde at tænke på. En helt ny måde at forholde sig til tingene på.

Men jeg må indrømme, at det har været en hård kamp for at holde sig på disciplinens spor og konsekvent have sine mål i sigte og bruge det som motivation. Og ikke mindst blive ved med at være god til trods for al den smerte, du er blevet udsat for. Det gør noget ved et menneske, sådan en proces der.

Alarié