Apex Predators #23
Kære Læsere
Dette er mit sidste peep inden jeg trykker udgiv. Det er et vigtigt indlæg for mig at skrive, og det har taget mig flere måneders procastination at komme igennem det.
Der er mange som spørger ind til min tid på klinikken .
På hans afsnit blev jeg udsat for en negligerende adfærd fra nogle af kollegaerne. Nu hvor jeg selv er færdig uddannet, og jeg bærer min nål stolt på vores hospitalsgange, så reflekterer jeg tit over min måde at være på, og det indtryk jeg ellers måtte efterlade studerende eller ufaglærte med. Det siger så meget om vores arbejdsplads, den måde vi opfører os på og den måde vi repræsenterer vores nål på.
Jeg kunne aldrig drømme om at udsætte en studerende for den behandling, som jeg modtog på det hospital på Akutmodtagelsen under min kliniske periode.
Afdelingssygeplejersken, " Ursula " viste sig at være et rædselsfuldt individ, som oftest agerede baseret på egne forvrængede ideologier frem for kliniske retningslinjer.
Jeg havde klaget over hende til min skole, under min periode fordi kvinden var overbevist om, at det var hende som bestemte hvordan en semester beskrivelse skulle se ud, og ikke de reelle retningslinjer som hun var påkrævet det at arbejde under. Hun var ikke glad for mig, for at sige det mildt. Men skolen havde min ryg, og jeg kom frem med de pointer som jeg var nødsaget til at komme med.
Generelt oplevede jeg problemer med adfærd fra nogle af deres medarbejdere. Der var lægen, A. som var glad for at invitere sig selv med på dine frokostpauser, A. som var ganske besværlig at gå forbi uden man fik en kommentar eller en flirtende bemærkning.
Også var der Rotten, en sygeplejerske som ikke lavede andet end at sladre om folk på arbejdet. Oftest fangede man hende inde i skyllerummet med Myggen og sammen havde de deres egen lille ting. Myggen hvis kæreste er læge, en myg som burde vide bedre i forhold til ageren og adfærd på en arbejdes plads .
Det er mere for at påpege, nu hvor jeg er færdiguddannet og har taget sygeplejerske skoene på, hvor en grov negligering jeg mener det er, at have sådan en adfærd på arbejdet. Det kunne jeg aldrig finde på.
Men Miss Rotten havde altid dybt travlt med at stikke næsen i andres anliggender, og når hun først havde set sig et emne at snakke om, var hun umulig at styre i en anden retning for at snakke om noget andet . Det mest ulækre ved dette individ, denne mor til to var jo at hun kom på arbejde for at lege sladdertante og veninder med de studerende.
Det betyder altså noget, hvordan vi opfører os , og den måde vi repræsenterer vores afsnit på.
Dette er en lektie, som kun de voksne og de fornuftige besidder, og du vil blive chokeret over hvor få af de slags mennesker det er, som rent faktisk findes.
Og når det gik galt og hendes sladder blev til reelle konsekvenser? Så var alt ansvaret lagt fra sig.
Jeg ser frem til at dele min historie i detaljer med danskerne, så offentligheden selv kan bedømme sygeplejersken som arbejder på et af landets mest travle (og upopulære) afdelinger. Sygeplejersken som har mere travlt med at lege sladdertante og skabe historier og fiduser for de unge studerende, frem for reelt set at blot passe sit arbejde.
Vi er jo en del studerende, som efterhånden kan berette for hendes mund, og den grove negligering vi oplevede da vi var studerende på den akutmodtagelse. Det sjoveste ved Rotten? Hun ville svine sygeplejersker til som hun mente var for flirtende med ambulance personalet – til gengæld glemte hun at nævne at hendes egen mand er paramediciner. Ups.
Udover Rotten? Så kan i se frem til at møde Mia.
Mia var ikke vellidt, og hendes mund redegjorde for hvordan hendes kollegaer berettede omkring deres oplevelser med hende. Negativt.
En enkelt gang havde hun hørt mig i en frokostpause, omkring mit privatliv. Vi kom ikke ind på detaljerne, og samtalen drejede sig hurtigt hen på hvem som var flotte på vores afsnit.
Jeg vil på kraftigste vis påpege at det aldrig var været et problem, at hverken andre sygeplejersker eller mandlige kollegaer sad og snakkede om flotte mennesker (de flotte paramedicinere vi nogle gange fik ind, de flotte politimænd som nogle gange var der etc)
På det her tidspunkt kendte jeg ikke Mia, og jeg have desværre ikke snakket med mine kollegaer i starten, da jeg ikke kendte nogle. Dette skete helt i starten af mit forløb. Jeg var dum nok til at komme med en uskyldig kommentar, og nævnte at ”ham lægen” var den eneste jeg syntes var flot, udover det havde jeg ikke set noget beundringsværdigt.
Der gik mindre end en uge , også havde hun spredt rygter omkring mig på hele afsnittet. Til den grad af, at folk troede jeg havde en affære med lægen.
Lige meget hvor jeg gik hen, ville folk nævne det.
Længe før Rotten begyndte at 3. grads forhøre mig så hun havde noget at sladre om, var det Mia. som satte det hele i gang.
Det var mobning af en studerende, og chikane til den grad at jeg ikke kan redegøre for det. Hvorfor bruger jeg så hårde ord?
1) Fordi jeg er ikke Mias (eller Rotten – surprises coming!) eneste offer. Jeg har blod på tanden fra adskillige stakkels individer som har måttet lægge øre, tid og overskud til deres absurde arbejdes morale.
2) Fordi jeg efterfølgende oplevede det adskillige gange, at komme på arbejde for at se Mia meget højlydt og meget åbenlyst skamme mig til med den kommentar jeg var kommet med.
Hvis det ikke er mobning på en arbejdsplads hvad er så? Kan i forestille jer det?
I kommer i klinik, for at lære, for at være studerende, ikke for at blive udstillet og behandlet dårligt grundet andres mindreværdskomplekser.
Mias lå i det faktum, at hun ikke kunne blive mor. Hun var et frygteligt surt individ, og hendes traumer skreg langt ned af gangene på hospitalet. Hun ville blive trist, når kollegaer delte deres nyheder om graviditeter, og når hun ikke var trist, havde hun travlt med at føre diskussioner med lægerne som oftest satte hende på plads. Men kan i forestille jer at i kommer ind i et rum som studerende, kun for at opleve at en af de ansvarshavende sygeplejersker åbent og meget (meget højt) grinende siger ting som ”Nå, har du en affære med en gift mand? Han er gift og med børn”.(ingen af delene er sandt fyi)
Og ”Skammer du dig over at have sagt han er flot” med et grimt grim på ansigtet, når man lavt fortalte hende at hun skal stoppe, nu.
Men prøv at læg Ursula, den bitre (og sørgelige) Mia sammen med en Rotte som ikke har meget andet i livet end den sladder hun skaber på arbejde.
Hvad får du så?
….
Jeg havde været sur på ham på arbejde i lang tid, og det vidste han godt, ham lægen som jeg har politianmeldt.
Hvad skete der? Jeg havde skrevet en tekst for at redegøre for mine følelser, og mine oplevelser efter vores samarbejde. Dette havde jeg planlagt at give til ham, og kun til ham. Forhåbentlig kunne jeg få den undskyldning, som jeg aldrig fik efter alle de gange han havde efterladt mig magtesløs på arbejdet.
Jeg troede at Rotten var min veninde på afsnittet – og dagene før jeg afleverede teksten bad hun mig om, hun kunne læse den for at give feedback. Der gik én dag, så havde hun distribueret den på afsnittet- Faktisk blev jeg fyret dagen efter fordi ledelsen fandt ud af at jeg havde skrevet den tekst.
Ingen af dem ville snakke med mig om hvorfor, tilbyde mig et møde omkring det som var sket eller gøre noget som helst ved sagen, ved mine krænkelser.
Jeg blev bare sendt hjem, også hørte jeg ikke mere.
Men kære læser, til trods for mit halve år i helvede med det afsnit og de tilhørende tragiske typer som desværre repræsenterer alle de andre(dejlige) kollegaer på værste vis, var disse oplevelser stadig ikke det værste.
Så hvad kan possibly være værre end at blive udstillet og mobbet og chikaneret åbenlyst på arbejde? Hvad kan være værre end at have det dårligt over at skulle købe frokost fordi du ved at A. lurer? Hvad kunne possibly være værre end i et halvt år at omringe sig sygeplejersker, som man håber man kan lære af og blive dygtiggjort af se negligere deres arbejde på groveste vis?
Forestil jer, at mens og til trods for at du har gået rundt og været sur over en mands adfærd, at der har du stadig formået at (på naiv vis) at tro på, oprigtigt tro på at han var et ordentligt menneske. At han holdt af dig . Han virkede som én som gik op i et efterlade sine omgivelser i en positiv stand. Han virkede som én, som oprigtigt gik op i at du havde det godt .
Jeg fortalte ham ikke om det som foregik. Jeg kom engang kort(og på keglet vis) ind på emnet hvor jeg redegjorde for at afdelingen troede jeg havde en affære med ham/én som havde samme navn som ham (som de andre også gjorde nar af…) men han spurgte aldrig ind til det.
Jeg fortryder umenneskeligt meget at jeg ikke bare kiggede ham i øjnene, og fortalte ham hvilket slags adfærd jeg oplevede fra hans kollegaer. Hvor skidt jeg havde det med at komme på arbejde grundet den udstillede jeg oplevede grundet en (lorte) kommentar som var så uskyldig som den kunne være.
Jeg er heller ikke typen som løber fra noget. Så når de andre bragte det op ? Så indrømmede jeg da at jeg havde sagt den kommentar, og at der altså ikke lå noget bag det (dette blev gentaget dagligt til Rotten) Jeg ønskede at de skulle stoppe den adfærd, som gjorde det til et helvede for jeg at være studerende og lære i det slags miljø.
Nå, men jeg tog koldt på tingene. Desuden, jeg havde jo allerede snakket med Ursula og informeret hende både om den kommentar jeg havde sagt, og hendes kollegaers måde at agere på. Hun fortalte mig at jeg intet havde gjort galt, og jeg ligeså godt kunne have komplimenteret Brad Pitt eller lign. Vi sluttede sagen der.
Det forbavsede mig derfor at se, at hun håndterede sagen med mig sådan som hun gjorde. Det gav mening, da jeg et år efter fandt ud af at det ikke er første gang at Hillerød hospital helt specifikt skiller sig af med en kvindelig sygeplejerske for at klage over en mandlig kollega.
Damn…
Hvad skete der med ham, i den tid jeg gik rundt og var ked af det over afdelingen og dets arbejdsmiljø? Han gik rundt og var frustreret og irriteret over, at hans kollegaer skulle nævne det/ mig situationen. Jeg kender ham på det punkt, og det er frustrerende for ham sådan at bruge tid på tossede anliggender. Husk nu, manden er læge, og med en arrogance der sidder lige i skabet. Det var kun sjovt at flirte med mig, at tage min tid og hive mig uønsket til siden på arbejde og agere krænkende når de andre ikke så på…Nå, men jeg vidste, at han måtte gå rundt og være voldsomt frustreret, fordi det var jeg. Jeg gik ikke rundt og havde det godt, og det gjorde mig så ked af det, at se at frem for at sætte sine sladder elskende kolleger på plads, så brugte han sin energi på at være frustreret på jeg.
Jeg som aldrig havde sagt et ord til ham på arbejde, jeg som aldrig havde været den til at starte en samtale eller anmode om én til at starte med . Jeg som faktisk lagde en indsats (holla back til dengang jeg gemte mig i et lille koste skab da han gik forbi – en sjov historie i bogen) i at undgå hans u karismatiske væsen på arbejdet. Jeg syntes at det var mærkeligt, at han sådan skulle gå rundt og være frustreret på mig (den ene dag, og sød den næste..) over at folk bragte en uskyldig kommentar op som jeg var kommet med en enkelt gang. Ti høns blev til en bondegård, eller hvad man nu siger. Det chokerede mig virkelig, at denne mand som virkede nogenlunde velfungerende ikke blot kiggede mig i øjnene og luftede sine frustrationer. Så ville jeg også have oplyst ham om, hvilken tilstand jeg stod i, og hvilken måde hans uhensigtsmæssige opmærksomhed rettet imod mig til tider havde forvrænget situationen yderligere med henblik på rygterne.
Det ser ikke godt ud, når den pågældende læge du havde sagt den kommentar om ønsker at have private samtaler med dig på arbejde.
Jeg forstår egentlig stadig ikke helt det som skete. Jeg kan bare huske, at jeg hadede sådan som han skulle antage, at jeg havde noget som helst til overs for ham, når de ord aldrig var udsprunget af mine læber. Igen, ti høns... Jeg sværger jeg følte til tider jeg var fucking Clinton med mine "i did not have sexual encounters with that man" sætning som jeg gentog dagligt.
Vitterligt, kapitlen hedder Clinton i bogen.
Hvorfor dømte han mig så meget ud fra hvad alle andre sagde?
Jeg var hverken udadvendt eller fremadbussende over ham. Jeg var aldrig sådan rigtigt venlig heller – tværtimod opførte jeg mig som en sur teenager og oftest lagde the effort i at virke så ligeglad som muligt, den kolde skulder inklusive. Jeg var ikke frustreret over dette faktum, af at han troede jeg ønskede hans opmærksomhed. Jeg fandt det nærmere lidt morsomt, nærmest sødt.
Lad mig sige det sådan her - selv hvis det var et ønske jeg havde haft, så havde jeg været for genert til at gøre noget ved det.
Altså, jeg har ikke det track rekord han har, i forhold til det med at date, thats for a fact. Jeg var altid genert, og havde svært ved at finde mine ord. Han vidste jo godt hvordan det så ud, når en kvinde hun kastede sig over ham. Det var han vandt til – til den grad af, at jeg er sikker på det nogle gange endda har frustreret ham lidt. Ikke meget, men bare lidt. Måske var han fornærmet hvis det var de grimme som lagde an på ham? Det ved jeg ikke, men jeg han forestille mig at det ville være i sådan et anliggende. Pointen er, at han vidste præcis hvordan det ville have set ud, hvis jeg på noget tidspunkt havde lagt an på ham.
Jeg gjorde ingen af de ting. Jeg forstår det ikke . Eller, jeg forstod det ikke, men jeg lod ham lidt sejle i den sø, og fandt det mest af alt komisk, at han nogensinde skulle tro at en kommentar omkring at han tilfældigvis var den eneste der var til at holde ud at se på, på noget tidspunkt skulle redegøre for romantiske følelser. Det grove faktum ligger i, at han selv ofte komplimenter hvilke damer som er smukke, uden at det skulle indikere han ønsker at have en romantisk relation til dem.
Jeg fandt det ulækkert, hvordan han til tider skulle misbruge hans stilling, og rygter og slander på afsnittet og antage ting, for at have en undskyldning for at hive mig til siden og sætte mig i uhensigtsmæssige situationer. Situationer som hans kollegaer udnyttede til at spyde ild til rygter og historier.
Det næste som skete, er det som var det værste af det hele. Til trods for alle de ting for oven? Så er det det faktum at jeg stolede på hans karakter. En karakter som er deeply flawed, som man siger. Det værste er at jeg ikke længere stoler på min egen mavefornemmelse i forhold til det at bedømme en anden persons karakter. Jeg mener, hvis jeg havde misbedømt hans så meget? Det er et slags traume.
Så efter jeg havde redegjort for min snootyness på arbejde (den kolde skulder) havde jeg anmodet om en samtale i slutningen af min periode. Jeg udskyd det så længe jeg kunne, og ønskede kun i slutningen på min sidste dag at redegøre for hvor tarvelig og nedgørende og til tider krænkende jeg havde fundet ham under vores samarbejde – også ville jeg have afleveret teksten. Til trods for alle ovenstående ting, så var han alligevel gået med til den samtale, og på det punkt, der var jeg stadig så naiv, at jeg havde tilrettelagt ham det ikke at være opmærksom på hans adfærd, at han havde opført sig sådan over for mig, at jeg havde oplevet ham så krænkende.
Krænkelser som kun så ud til at sætte mig i dårlige situationer og ikke ham. Situationer som jeg ikke satte mig selv i.
Det var ikke mig som bestemte at han skulle opsøge mig på en nattevagt og spørge mig sødt om jeg var okay, og ind til hvordan jeg havde det. (det var til gengæld mig som svarede koldt "Jeg er i live, er jeg ikke?" mens jeg gik koldt væk) Det var ikke mig som bestemte at han til tider skulle være sød og hengiven, åbenlyst og til skue for resten af Dovren at se. Til skue for de indholdsløses forvrængede agendaer på afdelingen, som så disse ting og spyede liv i rygterne om en såkaldt affære.
Fun part: Da jeg arbejdede undercover på hans
(Tidligere) afsnit i den periode jeg fik udskudt min bachelor opgave og min uddannelse med et halvt år (ups) der faldt jeg over adskillige vidner. Et af dem, en kvindelig med kollega (læge) havde engang skældt ham ud for hans grænseoverskridende adfærd (min krænker), og dette havde han taget imod. Han havde lyttet til hendes oplevelser af ham, og hun havde fået lov til at informere ham om, hvordan hun havde fundet ham grænseoverskridende.
Jeg er sygeplejerske - Denne chance skænkede han aldrig mig. Som forfatter er jeg glad for at analysere individer og deres adfærd, og jeg må indrømme at det stadig nager mig et sted, sådan at vide at jeg, fordi jeg ikke er læge, aldrig fik den mulighed og den chance.
Vi kommer ikke ind på hvad den 3. Kollegaer kommer med af grove anklager omkring samvær med unge patienter og en triagerings rækkefølge som ikke bliver overholdt, og det som kickstartede en whistleblowersag som nu pludselig er i nationens bedste interesse at have indsigt i. Det er så vigtigt, at det redegøres åbenlyst hvor stor en indsats, som lægges i at lægge dæmper på medarbejdere, selv når der er grove anklager som sætter patientsikkerheden på spil. Denne negligering er så grænseoverskridende at det pludselig blev til en større sag.
Altså, de ting jeg måtte lægge øre til til det møde med Ursula er ting som han aldrig hørte til det møde han havde med dem. Forskelsbehandlingen er så tarvelig her den er bitter og fuldstændig nekrotiseret. Mens han blev præsenteret for ideen omkring en tekst og en studerende, blev jeg præsenteret for ideen omkring en affære som jeg aldrig havde og det som undskyldning for det at skulle skille sig af med en dygtig ung sygeplejerske.
Det piner mig stadig, sådan at vide han var okay med det faktum. Igen, det er derfor jeg ikke rigtigt, stoler på min egenskab til at bedømme andres karakter længere. Så nu er jeg efterhånden det slags menneske som vælger at være skeptisk, hele tiden.
Da jeg sad til det møde, der forsvarede jeg ham, da de spurgte mig om hvorvidt han havde inviteret mig ud. Jeg kunne ikke se nogen gund til, at spye noget på ilden, og involvere ledelsen på det punkt, da han jo allerede havde sagt undskyld for hans adfærd engang før til mig? Da han var gået med til det møde som aldrig hændte?
På det punkt, ville jeg gøre hvad som helst for ikke at miste mit arbejde og jeg prøvede på bedste vis at defuse situationen. Jeg havde aldrig tænkt, at han på noget tidspunkt ville skubbe mig under bussen, og at det møde aldrig ville hænde.
Det forekommer mig stadig super mærkeligt og uforståeligt til den grad af at man har lyst til at trække sine egne tænder ud når man tænker på hvor ulogisk den næste del er.
Hvorfor agerer man ikke logisk, og informerer sin ledelse om, at hvad end der er sket, så er det vigtigt at alle parter forstår hinanden før der træffes (skøre) beslutninger.
Eksempelvis kunne han have informeret dem om, at jeg havde givet udtryk for, at jeg havde været ked af det under vores samarbejde, og at jeg havde bedt om et møde? Ethvert fornuftigt menneske ville da kræve noget saglighed, sådan inden der skulle træffes store beslutninger. Medmindre selfølgelig, at man godt vidste man havde handlet galt, og ikke var villig til at tage ansvar.
Det gjorde han aldrig. Han kunne have ageret som et fornuftigt menneske (som den læge han burde være) og informeret dem om, at hvis jeg havde skrevet noget som helst, så havde jeg nok mine grunde til det. Af alle mennesker, kunne han have skabt grundlaget for forståelse i stedet for at panikke over en tekst og sige ting, som de ville misbruge på groveste vis for at behandle mig dårligt i hans navn, i den næste lange kommende tid.
(Til læser: Beklager mit sprog, jeg fin tuner stadig mit danske, men jeg håber i kan følge med)
Altså der var længe at jeg gik rundt og fortalte mig selv, at han ikke kunne have været opmærksom på, hvilke konsekvenser hans ord ville have for mit liv. Blot fordi han var mand, og blot fordi han var lægen og jeg var sygeplejersken.
Med tiden, alderen og visdommen, har jeg nu indset at det var en naiv tanke at have.
Selfølgelig vidste han det.
Faktisk ledte hans ord i første omgang til, at jeg blev sat på en ulovlig sanktions liste på hele hospitalet. før jeg nogensinde havde sagt et ord eller anmeldt nogen sag, havde de fyret mig fra 3 afsnit indenfor få måneder, afsnit jeg havde været tilknyttet længe inden sagen startede. Og da jeg endelig åbnede munden og gik til whistleblowerordningen? Så sanktionerede de mig regionalt .
Det kummerlige undskyldning af et væsen at være valgte til det møde, at fremlægge det som at jeg skulle have været den opsøgende part. Et anliggende som forekommer mig dybt tarveligt, skulle man tage det i betragtning hvor genert jeg var over for ham, og de ord jeg oftest ikke kunne finde mens han altid var den som bestemte hvornår vi skulle snakke og hvornår vi ikke skulle. Jeg var altid efterladt magtesløs.
Det som nager mig mest? At han lod mit billede blive malet af det andre sagde, andre parter som jeg allerede havde klaget over, andre parter som manglede og ledte efter en undskyldning for at skille sig af med mig . Der er en grund til, at det er de slags ledere , som har de slags afsnit med medarbejdere som opfører sig på sådan en grov vis.
Jeg siger det igen , jeg kunne aldrig finde på , at opføre mig sådan omkring eller overfor en studerende sådan som de kvinder gjorde. Ja okay, så jeg var ung, dum og uerfaren. Jeg var studerende for helvede. Jeg vidste ikke at verden omkring mig bestod af de slags typer .
I skal ikke lade jer tage min alder som et faktum - Jeg voksede op utrolig priviligeret, og ydermere har jeg enten været i et forhold konstant siden jeg var 15, og min kæreste er (nææææææsten) læge. Til trods for min resiliens og modstandsdygtighed ved at overleve traumer og børnehjemsliv og krig, så er der efterhånden meget få ting jeg alene har måttet klare i livet rent praktisk. Jeg har altid haft et stærkt og rodfæstet fodfæste og ressourcer at trække på. Så hvad jeg prøver at sige at til trods for denne Tour de Force som i ser idag, så har jeg altid været lidt naiv, sådan lidt langsom på nogle punkter i forhold til mange andre. (Selvindsigt har jeg dog...)
Sofie, bedste veninde (sygeplejerske på intensiv) plejer at kalde mig for et hot mess, og at jeg elsker Legally blonde er absolut ikke en tilfældighed.
Jeg elsker også sådan at overraske folk og lade dem komme deres undervurdering af mig til skam.
Nå, men det er for at påpege, at jeg aldrig var ondsindet, tarvelig eller negativ. Faktisk behandlede jeg alle utrolig sødt og var et meget hårdtarbejdende individ. Det er ganske velfortjent, den pris modparterne kommer til at betale, fordi min uskyldighed blev misbrugt på groveste vis, og jeg fortjente aldrig den behandling jeg fik.
De her mennesker, altså de her uddannede sygeplejersker som til hverdag havde den opgave af at passe deres arbejde OG deres studerende, at de kunne få lov til at opføre sig på sådan en vis, og repræsentere hele deres afsnit på den måde giver mig dårlig smag i munden.
It makes me litterly sick.
Jeg bærer min nål stolt, og jeg kunne aldrig finde på hverken at sladre med sygeplejerske studerende, eller sprede rygter omkring dem eller udstille dem på ond vis foran alle andre.
Det Mia gjorde, det var ondt på reneste vis, displayed foran alle åbentlyst. Hvorfor skulle man nogensinde have lyst til at opføre sig som sådan et menneske forekommer mig trist og efterlader mig sådan...ret tom. Det er skræmmende for mig, at møde typer som åbentlyst displayer ondskab - og at udstille en studerende åbentlyst på den vis foran en stor forsamling kollegaer... Its straight up evil. Jeg kan jo skrifteligt dokumentere disse hændelser.
Og det er en hændelse som kickstartede en masse ubehageligt situationer for jeg.
Der gik lang tid, hvor jeg udskyd alle planer i mit liv, lang tid hvor jeg tiggede og bad ham om at tage sit ansvar, så denne sag kunne handle om uhensigtsmæssig ledelse, frem for ham og vores relation. Men om han vil det eller ej.
Alle de frygtelige ting som hændte mig, hændte grundet de ord han sagde uberettiget til det møde, og de ting kræver sin retfærdighed. Havde manden taget sit ansvar fra starten af, var vi aldrig nået her til. Men som sagt, det er ikke første gang at Hillerød Hospital håndterer en sag på denne vis, så selvfølgelig finansierede de også hans advokat, da det for dem kun ville gavne, at denne sag skulle handle om en enkelt part.
Jeg har aldrig forstået, hvad jeg havde gjort ham, og hvad jeg possibly kunne have gjort galt, for at fortjene sådan en forkastelig adfærd, hvor man som læge smed en ung sygeplejerske studerende under bussen, før hendes karriere overhovedet var startet. Jeg havde aldrig nogensinde gjort ham noget, og selv da han startede på mit arbejde (ud af alle steder i verden #jebus) havde jeg til det punkt, stadig ikke sagt et eneste ord omkring hændelserne. Ikke andet end at hans ledelse havde håndteret sagen galt.
Det var derfor, det var så vigtigt at han kunne få den bog, så han selv kunne bedømme deres handlinger. Men længe inden jeg havde sagt noget, skrevet noget eller åbnet min store (smukke) mund, der havde han allerede besluttet sig for, at gøre mig til hans fjende. Der havde han allerede besluttet sig for, hvilket slags menneske han mente jeg var - uden at kende mig. Det faktum, må jeg indrømme er noget som et sted altid vil hjemsøge mig. Jeg har aldrig forstået, hvorfor han skulle gøre mig til en fjende og dæmonisere vores relation, uden at have haft en rigtig samtale med mig om noget som helst .
Det er også derfor, at vi idag står i et slags "ill be whatever you'll decide " slags scenarie. Det er også derfor jeg bluntly og koldt kan træffe mine beslutninger sådan som jeg gør. I might as freaken hell, altså. Hvis jeg alligevel skal dømmes, miste alt og have ham mis bedømme min karakter på forvrænget vis igennem usaglige øjne så han kan retfærdiggøre hans egen negligering, so be it.
The best defence? Its a good offence.
Jeg er ikke et dårligt menneske, men jeg ved heller ikke længerer om man kan kvalificere mig som et godt et. Bare menneske will do, i guess. Jeg lærer at leve med og rumme mine valg, valg som jeg traf koldt og med mine egne agendaer i mende. Jeg beskyttede ham engang, dengang jeg gjorde mit for at sagen ikke skulle nå her til. Alligevel blev det besluttet at jeg var een, som jeg ikke var, alligevel viste det sig at han på intet tidspunkt havde været ærlig overfor den ledelse omkring vores relation.
Jeg har skrevet det før, jeg mistede min uskyld den dag jeg ikke længere kunne stole på min egen mavefornemmelse omkring folk. Fordi når man mister den, den der tro, den der tiltro i at dine medmennesker er fornuftige og gode, så ryster det dit verdenssyn og hele din identitet. Så går man bare rundt hele tiden og er sådan...usikker og trist overfor ens omgivelser. Det er jo håbløst at gå rundt i en tarvelig verden.
Jeg føler lidt jeg citerer min dagbog fra dengang jeg var 13 men damn, growing up sucks. Den dag idag har jeg opdaget at det eneste som rigtigt hjælper er livskvalitet og livsnydelse. Soe, point of the story? Dont be poor.....ej det er en joke.
Men, for at vende tilbage til historien. Regionen undervurdere mig på kraftigste vis.
Jeg vil ikke lade mig deraille og komme på afveje. Jeg vil faktisk nuppe begge sager på een gang! Rovdyr og regioner. One for the money, two for the paper, som man siger.
I vil , kære læsere være en del af tre retssager som kan holde jer beskæftiget de næste mange år.
-Voldemorts, navneforbuds sagen og min ret til at ytre mine oplevelser. Whatever, kært barn har mange navne.
- Min sag mod Region H for det nuværende shitshow og alle mine uberettigede fyringer. aka min whistleblowersag
- Min sag mod you know who for skødeløshed I offentligt erhverv, siden vidner og tidligere kollegaer(ikke mig kun <3) er stået frem med deres oplevelser omkring manden .
Jeg er efterhånden en erfaren dame, hvad det angår vores arbejdsvilkår og rettigheder. Helt specifikt kan jeg påpege adskillige ting. Lets cut right to the bone.
Det er dejligt, at der er så mange som er begyndt at stå frem med deres oplevelser, og der er fokus på whistleblowers. I mit sidste indlæg præsenterede jeg jer for whistleblowersagen fra Gødstrup, hvor der (endeligt) snakkes højt om arbejdesvilkår og ulovlige repressalier.
Helt specifikt påpeger det sidste indspark for oven hvordan, at det faktum at der er så mange "administrativt ansatte" og personalemanglen (ude i feltet) negligeres. Hertil vil jeg påpege tidligere indlæg, hvor jeg er kommet ind på det der med, at vores hospitaler ikke reelt set er ledet af sundhedsfaglige, men HR jurister som har hovedet op i egen....
Well, det er de samme HR jurister som lod min sag nå hertil, med en supplerende Pressemeddelelse & lanceringen af et firma lige rundt om hjørnet skulle vi negligere de kommende 7 udgivelser. (Once a year cherie). For Søren da, sikke en dømmekraft.
Jeg mindes en sag som Region Hovedstaden håndterede på groveste vis, som efterlod to sønner uden deres far, og en mor uden hendes mand. Jeg er den første til at dække denne historie, og der er en grund til, at i ikke har hørt så meget om sagen. (indtil nu)
Torsten begik selvmord, fordi HR afdelingen pressede ham til det. Manden var 42, overlæge, børne anæstesiolog , en leder og en offentlig figur.
Han begik selvmord fordi de pressede ham med, at en sag ville skade ikke kun ham, men også hans familie. Forestil dig at din kone er overlæge, og du har en søn som læser til læge.
- Forestil dig at dine fejl ikke kun vil koste dig alt.
De pressede hårdhændet Torsten til at begå selvmord.
Vi skal ikke ind på Kristian Rørbeck sagen endnu, men i kender den godt....altså det hele runger et mere og mere godfather agtig vibe og det er på tide vi gør op med den.
Jeg kan personligt skrive under på, at det de vil gøre, er at de vil prøve at fjerne dit eksistens grundlag. Helt specifikt vil de fratage dig din identitet, og dit arbejde. Og de vil blive ved, indtil du ikke kan mere. Hvor mange flere sager skal jeg henvise til, med sundhedsfaglige som har begået selvmord indenfor de seneste par år? Fordi der er efterhånden mange navne på den liste...disse ting er reelt faktums! Faktums som de gerne ser at vi glemmer og tilsidesætter. I et helt år, inden jeg fik min nål, og inden jeg havde forvaltningsmæssige rettigheder jvnf. lovgivningen, så fyrede de mig fra hele ti afdelinger på under et år. Det er ti jobsamtaler, ti ledere jeg holdt af, ti hold kollegaer jeg savner, ti afdelinger som havde brug for mig. Uden årsag, uden forklaringer og uden nogle basale humane rettigheder. Hvad tror i der sker med et menneske, sådan at blive fyret på uberettiget vis og med dårlige undskyldninger og uden den eneste skriftlig årsag på et år?
Havde jeg nu været et "normalt" menneske, og med ressourcer som den almene dansker, så havde jeg jo mistet alt for længst?
Altså de undervurderede i kraftigste forstand hvor en offentlig og ressourcestærk familie jeg kommer fra, inside the system. Forskningsfonde, landsdækkende sundhedsorganisationer og kraftfuld forskning og anerkendelse.
Lad mig sige det sådan her - mister du hele tiden dit arbejde, så mister du også din indkomst. Mister du din indkomst, så miste du dit hjem. Er du ved kanten til at miste alle disse ting og er du studerende på samme tid, så er det praktisk talt umuligt at komme igennem din uddannelse.
Jeg skrev ikke een men to bachelor opgaver og fire bøger, på samme tid som jeg kæmpede min kamp alene. Meeeeeeeeen.
Jeg har en fantastisk mand, og jeg kommer fra ressourcer. Bevares, jeg havde da også arbejdet, skrevet musik som ung og lavet mig en fin opsparing jeg kunne trække på. Jeg har en skøn familie og resten siger sig selv. Jeg vil blankt op stå ved, at havde det ikke været for de ressourcer at trække på, så havde jeg mistet det hele.
Også havde jeg nok også begået selvmord.
Så i mine øjne, så er der en del af mig som er død. Dette er ikke ment som på en dårlig måde, men, jeg står et andet sted idag. Et sted hvor jeg står stærkt i mine sager, mine projekter og ikke mindst, mine ord.
Idag står jeg der, hvor jeg er klar til at arbejde hårdt for, at ingen andre skal efterlades magtesløse ligesom jeg var - i tilfælde af det næste offer ikke er nær så velsignet som jeg er i livet.
But, as said. Someone died.
Og i mine øjne skal dem der står til ansvar snart face deres handlinger. Mia, Fie og heck, endda myggen på nogle punkter & the apex predator inklusive. I mine øjne, bær de alle sammen blod på deres hænder.
Fordi det kunne nemt være gået grueligt galt.
Og de her mennesker, ville de nogensinde kunnet have levet med deres part i sagen, såfremt at jeg havde stået ressourceløs, og det havde gået galt? Også for hvad?
Det er så meningsløst, så tomt.
Hold øje med del to, da den allerede lander i morgen <3
Alarié
