Getting fucked, not screwed #48

Kære læsere

Det er efterhånden længe siden, jeg har skrevet et indlæg – og det har været et helt bevidst valg.Jeg har haft brug for at koble helt af og give mig selv lov til at fokusere på dét, der for mig udgør essensen af livskvalitet, inden jeg igen kastede mig hovedkulds ud i arbejdet. For sådan er jeg: Når først der er gang i projekterne, så går jeg all-in – og det kan være svært at finde bremsen.

Derfor har jeg prioriteret at strukturere mit liv, så der er perioder med 100 % fokus på arbejde – og andre, hvor det udelukkende handler om hverdagen og dem, jeg elsker. De seneste par måneder har jeg virkelig nydt netop hverdagen med min mand, ferier, sociale sammenkomster med min mor og resten af familien – og ikke mindst en masse byture og kvalitetstid med mine dejlige venner. Det har været fantastisk at kunne være til stede, efter flere år hvor jeg har arbejdet nærmest som en robot for at overleve min sanktionering og bygge min NGO op fra bunden.

Når det så er sagt – nej, jeg har ikke helt kunne holde fingrene fra arbejdet (jeg ville lyve, hvis jeg sagde det modsatte).I virkeligheden har jeg arbejdet nærmest som 17 heste, især med mine skriverier og samarbejdet med kolleger, der ligesom jeg har valgt at stå frem og dele oplevelser fra hospitalsverdenen og deres oplevelser med …..#mundkurv 

Og for første gang i mit liv står jeg ikke alene med mine litterære projekter. Jeg har fået mulighed for at arbejde sammen med nogle virkelig søde og dygtige mennesker, der har givet mig værdifuld redaktionel sparring. Det har gjort en kæmpe forskel at få feedback og vejledning – at kunne se mine tekster med andres øjne og ikke kun mine egne.

Den sidste måned har jeg arbejdet intenst med en detaljeret handlingsplan, som min redaktør mand  har sammensat på baggrund af al hans feedback.Og ærligt – det er vildt at opleve, hvor meget projektet har udviklet sig. Det, jeg præsenterede i begyndelsen, kan slet ikke sammenlignes med det, vi står med i dag. Det er både overvældende og fedt at se sin egen udvikling som forfatter – og jeg glæder mig helt vildt til at dele det hele med jer.

Samtidig er en anden (meget sød og anerkendt) forfatter gået i gang med at dokumentere min sag fra hospitalet i sin kommende bog. Den bliver udgivet via Politiken, og det betyder, at min historie nu kommer ud til deres læsere. Det er for vildt! Og jeg er så taknemmelig over, at min fortælling bliver delt – i sin helhed. Ikke kun de brudstykker, visse medier tidligere valgte at bringe, mens de ignorerede alt det vigtige.

De seneste to måneder har jeg brugt på at redigere – ikke bare én, men hele seks romaner (og jeg er kun halvvejs lol) – baseret på den feedback, jeg har fået fra min redaktør. Samtidig er der en dokumentar i gang i kulissen… Jeg må ikke sige så meget endnu, men tro mig: I kan godt glæde jer!

Nå ja – og så har jeg fået fodlænke på.På Instagram kan du følge med i min rejse og se, hvordan det påvirker min hverdag – eller rettere sagt: hvor lidt det egentlig påvirker mig negativt.

Tværtimod har det faktisk vist sig at være en lille gave i sig selv.Det har tvunget mig til at sætte farten helt ned og begynde at leve på en anden – og sundere – måde. Det har givet mig anledning til eftertanke. Jeg husker tydeligt dengang, hvor jeg arbejdede 60 timer om ugen og konstant følte dårlig samvittighed, fordi jeg aldrig syntes, jeg nåede alt det, jeg ville som menneske.

Jeg var så fokuseret på at holde mine patienter i live, at jeg næsten glemte mig selv – og havde et stort savn efter at kunne fokusere på både mine skriverier og min NGO. Jeg følte mig konstant utilstrækkelig.Men i dag føler jeg mig som et helt menneske. Ikke kun et halvt.Jeg kan for første gang i lang tid se mig selv i spejlet og føle, at jeg gør det, jeg gerne vil – og på en måde, der føles rigtig.

Det er også derfor, der er gået så lang tid, før jeg har kunne præsentere noget konkret udover lanceringen af min NGO. Jeg har i årevis haft fokus på at dygtiggøre mig fagligt og specialisere mig indenfor mit felt.Men lige nu er jeg et sted i livet, hvor jeg bliver forkælet – af min mand, af min familie – og hvor jeg har både økonomisk og tidsmæssig frihed til at forfølge mine projekter og passioner. Det er virkelig en gave.

Jeg er så taknemmelig over, hvor godt jeg har det i livet lige nu.Jeg har kæmpet. Kæmpet mig gennem en sanktionering. Kæmpet for at holde fast i mit arbejde. Kæmpet for at overleve. Og kæmpet for at bygge mit firma op.

At have tid og ro til at lave ting, fordi jeg har lyst og ikke kun for at overleve, føles som en enorm lettelse.Fodlænken har – tro det eller ej – kun bidraget positivt til mit liv.Jeg får enormt meget fra hånden. Jeg skriver. Jeg arbejder med NGO’en. Jeg planlægger mit kommende semester på universitetet. Og samtidig lærer jeg at leve mit liv på en ny og sundere måde.

Så i forhold til den symbolske straf og det at få en plet på straffeattesten… Tja, In the end, sure, i Got fucked, but not screwed.Det har haft overraskende lidt indflydelse på mit liv – udover alle de sunde forandringer. Og nej, det påvirker på ingen måde mit job på operationsgangen, hvor jeg, efter denne stille periode, vender tilbage til at tage mig af mine kære patienter, med en nyfunden balance i mit eget liv imens. 

Like a true flower, not only do I  come back stronger once every year when it's spring, I'm a dandelion that can grow anywhere, even on tough terrains.

I mellemtiden nyder jeg, at jeg har tid til at træne, eksperimentere med sunde opskrifter og – ja – være typen, der husker sine morgenvitaminer og tilskud. Jeg har fundet et skjult overskud i mig selv og har det, for første gang i lang tid, oprigtigt sundt – både fysisk og mentalt.

Jeg nyder den ro, jeg har fundet, og den livskvalitet, den har givet mig.Jeg har tid til at gå ture med min hund hver tredje time. Jeg ser stadig mine dejlige venner og min familie. Jeg har tid og overskud til mit forhold – og til at elske min mand på den måde, jeg altid har ønsket at kunne.Jeg prepper mad til ham hver dag og sørger for, at han har, hvad han skal bruge, så hans hverdag glider lettere. Det føles rart at være i "wifey mode" og kunne prioritere vores liv sammen.

Det er helt befriende, sådan at have tid til også at dykke ned i arbejdet med min NGO- vær opmærksom på ændringer på hjemmesiden for fællesskabet i den nærmeste fremtid. Der er iværksat en række ændringer, og jeg ser frem til at åbne mere op for alt det, som er blevet sat i gang. Jeg vil fortælle mere om mit arbejde, og den måde jeg investerer min tid på i det næste indlæg. 

I mit næste indlæg vil jeg invitere jer med ind i min hverdag og dele, hvordan livet med fodlænke fungerer i praksis – og hvordan jeg strukturerer min tid.

Hold øje med Instagram – det hele tager snart fart.

Til sidst vil jeg sende al min kærlighed og støtte til mine modige kollegaer i uniform, som har valgt at stå frem og dele deres oplevelser med krænkelser .

Glæd jer, kære venner.Mens min modstanderes rejse sluttede med min symbolske dom, begyndte min rejse først dér.

Velkommen som tilskuere. Jeg glæder mig til at tage jer med.

"Evil rises when good men hold their tongue."

Alarié