Red carpets & Nurse Non-Grada #47

Kære læsere,

Tak for at læse med. Jeg er altid sådan lidt stunned, når jeg vågner om morgenen og ser, hvor mange det er, som stadig dagligt besøger siden for at holde sig opdateret. Uden den faste skare af læsere var vi aldrig nået hertil med over hundredtusinde læste indlæg på siden. Tak for jer!

Jeg har haft det godt, og det føltes helt fantastisk for første gang i mit liv ikke at skulle fokusere på det at overleve. Jeg havde en hård barndom, efterfulgt af nogle hårdere teenageår – og siden da har jeg kæmpet for enten min frihed, kærligheden eller min ret til at fortælle min historie, da jeg blev sanktioneret og efterfølgende retsforfulgt. For første gang i mit liv kæmper jeg ikke for enten at overleve eller at komme igennem en (latterlig) retssag, som alligevel udmundede sig i en symbolsk dom. For første gang kan jeg faktisk udelukkende fokusere på mine passionsprojekter: min forening, mine bøger og forhåbentlig en film eller to i fremtiden. Jeg anerkender min faglighed, som er værdsat alle andre steder end Danmark, og er stolt af mig selv for at komme igennem den shitstorm i medierne, sådan som jeg gjorde.

Det er irrelevant, hvad du siger, eller hvor lange interviews der laves. De vælger det, som de vil, for at få tingene til at fremstå forvrænget, og det er en tarvelig omgang at sætte nogen igennem. Men altså her står jeg i dag stærkere end nogensinde. Hvis en sanktionering og et knust hjerte ikke kan ødelægge mig, så kan intet. Baby, I walked through fire like it was a red carpet.

Jeg fortjener al den ro og de gaver, som mit liv indeholder lige nu.

Det er helt befriende sådan at have privilegiet af at leve for ens drømme frem for det at overleve. Det vil jeg ikke tage for givet.

Jeg ser frem til, at det ikke er mig, som kommer til at italesætte tingene i forhold til krænkelserne på hospitalet i fremtiden, som er sket med OS. Jeg er så stolt af mine kolleger for at have valgt at udtale sig om de oplevelser, de også har haft med samme... Det kræver mod, sådan noget. Mere behøver jeg ikke at sige, og de mange artikler, som ligger derude omkring retssagen, forklarer det, de skal. I kan se frem til det, når bogen er klar til udgivelse. Personligt har jeg ikke noget at gøre med projektet og er blot en heppende og støttende kollega fra sidelinjen. Det er så sejt, når vi går sammen mod dem, som har ydet os skade.

Jeg kæmper så hårdt for alle projekterne lige nu, og det har trukket på al livskvalitet og overskud. Det er ikke ment dårligt – det føltes bekræftende og sejt sådan at kæmpe for ens passioner, og jeg er så glad for, at det er det eneste, jeg skal forholde mig til i mit liv lige nu og har fået overstået retssager og sanktioner (Region Hovedstaden har åbnet op for, at jeg kan søge hos dem igen btw – yay!). Jeg har knoklet og knoklet! Det var måske heller ikke den bedste idé at fortælle min bog-mand, at en bog var "klar", uden at jeg havde skrevet en eneste side. (Jeg havde det jo i hovedet altså – og så havde jeg i forvejen sendt ham 4 andre bøger à 4-500 sider og 100.000 ord (minimum) i forvejen). Nu ville han se det hele og skabe sig det store overblik, især hvis vi snakkede film og ikke kun bøger. Det var ikke et komisk scenarie at se mig stå henover kummen for at klippe mine (fine og dyre) akryl-negle af til roden, fordi jeg ikke længere kunne holde det ud at taste på tastaturet som en fugl. (Man kan ikke skrive med lange negle). Men jeg gjorde det, og jeg var fastsat på at komme igennem den uge med det antal ønskede ord i en hurtig fart – det krævede ofringen af mine fine negle og ikke kun min livskvalitet i den uge.

Dette resulterede i, at jeg spærrede mig inde i vores lejlighed i ti dage, indtil jeg havde skrevet de 400 sider, jeg havde lovet mig selv, at jeg ville aflevere til ham. Udover det kunstneriske aspekt af at skrive ligger det hårde arbejde i mine bøger i det faktum, at de alle sammen indeholder al den dokumentation, som blev fremvist i retten i forhold til begge sager, og der ligger et kæmpe arbejde i at kigge aktindsigter og dokumentation igennem.

• Der har også været alt det "kedelige arbejde" med at få ændret i vedtægter for foreningen, så vi kan blive til en NGO. Der er lagt et kæmpe arbejde i at få ændret betalingsløsningssystemer, logoer, endda navn-ish (så vi undgår repressalier), og ydermere har vi fået en ny e-mail, og der har været en masse, som skulle rykkes rundt.

• Bloggen her på siden har fået en finpudsning, og I har måske lagt mærke til de mange sorte felter. Dette er for at undgå flere repressalier i sagen. Læs forrige indlæg, hvor jeg skriver mere om hvorfor.

Jeg må indrømme, at det har været et hårdt halvt år, og at jeg har levet så usundt. Jeg har taget en masse kærligheds-kg på og har fået mig en række usunde vaner igennem mediestorme og lange dage. Så det er det næste fokuspunkt på listen udover dokumentarer og film. Jeg skal simpelthen finde mit center igen, få min krop tilbage og finpudse danseskoene. Det føltes rart og befriende endelig at have tid og overskud til det i hverdagen, nu hvor der er styr på både arbejde, autorisation, bøger og NGO'er, som krævede al min tid, mine penge og min livskvalitet engang. Det er helt vildt fedt sådan at have tid til de små ting i hverdagen. Om det er at tage ud og handle og ringe til min mand og høre, hvad han ønsker til aftensmad, eller de små eftermiddage på sofaen med hunden, hvor jeg kan nyde det at koble helt af. Det er som en ferie sådan at være hjemme og endelig have tid til det. Der var engang, hvor jeg drømte om at have tid til Netflix and chill-dagene, fordi det at starte foreningen krævede, at jeg skulle tage så mange vagter, jeg overhovedet kunne som nyuddannet for at kunne finansiere det.

Jeg glemmer aldrig det, som jeg var igennem på grund af visse parter, og jeg kommer aldrig til at stoppe med at redegøre for tingene, sådan som de skete. Det var forkert det hele. En afdelingsledelses negligering af mine klager over krænkelser, jeg oplevede som studerende (jeg glæder mig til, dokumentaren giver hele den ledelse dårlig smag i munden), førte til, at jeg blev til en Nurse-non Grada.

Og I kender mig. Jeg er af overbevisningen "what you're not changing, you're choosing", og jeg havde ikke tænkt mig at stå og se på, imens de slap afsted (troede de) med deres handlinger. Selvfølgelig skulle det udmunde sig i bøger og film, og selvfølgelig ville jeg gøre alt for at sætte fokus på sager som mine og de forvaltningsmæssige rettigheder, vi ikke har i lovgivningen til at beskytte os. Jeg ønskede at skabe en forandring i sidste ende og ændre måden, vi arbejder med den slags sager på. Jeg kunne ikke blot klage over hændelserne, og jeg blev nødt til at implementere et bud på en løsning som det mindste. Det er her, foreningen blev skabt.

Men I kender mig – til trods for ressourcer og sociale relationer i kontroversielle miljøer er jeg også full blown pacifist. Jeg tror hverken på vold eller det at besidde ejerskab over andre. Til gengæld tror jeg ihærdigt på at skabe de smukkeste projekter udsprunget af de tarvelige scenarier og det at bruge smerten som ambition til at skabe produkter en dag, som vil bringe essensen af deres natur i knæ.

Don't kill them with kindness, kill them with success.

Jeg mente det, jeg skrev for et år siden i et indlæg.

De plejer at sige: "What doesn't kill you makes you stronger."

Den går ikke med mig.

What doesn't kill me, better run.

Alarié