Growing Pains & Equinox #34
Kære Læsere
Jeg har haft en skøn periode, og havde valgt at trække stikket lidt så jeg kunne fokusere på det at nyde og gå på opdagelse i mine relationer. Vores SAR mand har det godt, og der er mange årsager til at glæde sig til de kommende udgivelser. Det er altså ikke fordi jeg laver en Taylor Swift, og det er men hvordan kan man ikke skrive om kærligheden? Altså det er noget vi som mennesker har gjort i tusinder af år, og det tilrettelægger hele fundamentet for aspektet af kunst, hvis du spørger mig. Men altså. Sådan er det, og det er vist normalt at man går hen og bliver sådan lidt kæreste kedelig i starten, hører jeg. Et eller andet sted mellem dirty snap chat streaks og take away mad efter lange dage på arbejdet er det rart at finde fodfæste med én som ved hvad det vil sige at arbejde sådan som vi arbejder. Der findes en helt speciel ro over at finde fodfæste med én, som deler hverdagens traumer med dig. Vitterligt, vi arbejder begge indenfor aspektet af traume på akutmodtagelserne, mit ordspil kunne ikke spille bedre sammen med virkeligheden.

Det var været svært for mig at skrive for tiden og jeg vil ikke være sky for at indrømme, at jeg har ramt en mindre skriveblokade her i April.
Det er svært at skrive om ens liv, og der hænder et helt spark sadness agtigt scenarie når end det kommer til at jeg skal sætte ord på hændelserne som var, og de hændelser som engang gjorde ondt at opleve. Der kommer altid det der slag af smerte og et flashback som ikke er så rar, når det kommer til at skulle skrive om tingene. Det giver god mening, men det gør det ikke nemmere. Kontra sidste år har jeg det meget bedre i år.
Sorg er i sidste ende, bare kærlighed som ingen steder har at gå hen.
Et eller andet sted blev jeg nødt til at træffe valget om, at vælge at forvandle min sorg til ambitioner, så jeg kunne give mig selv en retning og en vej at gå når jeg var mest sønderknust.
Et valg som jeg er utrolig taknemmelig for at jeg traf sådan som jeg traf, da det ikke har ledt andet med sig end de mest fantastiske projekter. In the end the pain he put me through reduced me to a single instinct…Ambition.
Det er ikke nemt at vægte arbejdet i hverdagen mere end noget andet, og det har ikke været let at ofre alt tid, energi, overskud og sjælelig vibration til min forretning. Det har krævet mange ofringer og det har gjort ondt. Jeg mindes min mors 50 år som jeg gik glip af og min lillebrors 18 års som jeg aldrig rigtig fik fejret med ham. Et eller andet sted ned af linjen når jeg tænker disse tanker mindes jeg hvordan vi som lille har ondt når vores knogler vokser.
Det kan gøre ondt at vokse, og det er præcis det som jeg har mærket med foreningen og opstarten af samarbejdet med de mange samarbejdspartnere vi efterhånden har.
Der er mange mennesker på min payroll lige nu, og det er lidt skræmmende det vil jeg indrømme – til gengæld er det også ufatteligt spændende. Jeg Elle Woods´er den i sandeste format, og det er sjovt at arbejde med ens passioner.
Jeg er oprigtigt ovenud spændt over at se hvad livet vil bringe med sig de næste mange år og så furfilled over at jeg endelig kan læne mig tilbage og blot nyde nu hvor projekterne endelig er færdige.¨

Jeg har altid været dybt inspireret af mennesker som kunne formå at mestre smerte og vende det til deres fordel. Jeg har skrevet om nogle hårde emner i min bøger. I seriens første bind i Marmorfortællinger I kommer i til at læse en del om min opvækst i Kurdistan. Jeg har skrevet om de vilkår som Kurderne levede under, under Saddam Hussein æraen. Blandt andet skriver jeg på et tidspunkt en historie omkring et barn som overlevede et levende massegravs scenarie hvor hun blev kastet i sandet sammen med hendes forældre. Jeg skriver om hvordan barnet overlevede.
Det barn i dag hedder Taban Soresh, og er (i dag) en offentlig figur i England. Hun har grundlagt NGOen ”The lotus flower” . En NGO som hjælper krigsofre og flygtninge. Hun er en fantastisk kvinde, og det er mig en ære at være med til at dække og skrive om hendes historie i dag. Jeg kan stadig ikke beskrive følelsen af at komme i kontakt med hende i virkeligheden. Jeg elsker de slags mennesker. Dem som kan komme fra de værste smerter, og stadig formå at forvandle det til noget som hjælper andre. Til værdige projekter.
Man lærer lidt at danse med og se det smukke i smerte og sorg når man er kunstner, til trods for at man stadig kan lide som menneske ved at gå igennem det. Its a….State of Equinox. Its equally light even in times of darkness. For mig, et tragisk ironisk aspekt at opleve som tidligere danser og forfatter.
Jeg kan stadig huske det som det var i går. Jeg havde lige givet ham min bog, for at sætte ham ind i hvordan hans navn og ord blev misbrugt i groveste forstand af hans ledelse, hvorpå jeg blev udsat for de frygtelige ting de udsatte mig for i hans navn og grundet hans adfærd. Det var min sidste måde at give ham muligheden for at tage sit ansvar og tække sig ud af sagen på. Bogen indeholdt udover vores historie også de ovenstående fortællinger fra min barndom. Jeg glemmer aldrig hvordan han på flabet vis og med et smil i mundvigen kiggede på mig og sagde hånende ”Jeg har godt læst din bog, Ana”. Koldt, imens han redegjorde for hvordan jeg ikke fortjente at blive behandlet som et menneske, og få lov til at sige de ting til ham som jeg havde at sige efter at have oplevet hans nedværdigende og krænkende adfærd på arbejdet. Han havde godt læst bogen som redegjorde for nogle af de værste traumer (mine og andres) som man possibly kunne høre om som menneske, og hans respons var det at decideret håne mit projekt.
Efter alt hvad han havde udsat mig for.
Not a fine moment.
Hverdagen har til gengæld været dejlig her for tiden, og jeg har virkelig fundet ro i alle de mange nye ting som sker i mit liv for tiden. Ny lejlighed, nyt kontor, nyt arbejde, nyt(gamle<3) speciale, nye mennesker, en ny forening som skal lanceres og en ny serie af bøger som i snart kommer til at møde. Nye relationer, elskere og oplevelser. Mit liv har bestået af en hel masse ”nyt” for tiden.
Det har stresset mig rigtig meget, da jeg som sagt er et vanedyr med et stort V og den slags tryghedsnarkoman som finder ro i mine rutiner og min punktlighed.
Man selvom det er nyt er det ikke dårligt, til trods for den stress om justeringerne medfører. Jeg befinder mig i nye omgivelser som jeg elsker, og er ved at skabe noget helt fantastisk både litterært og med min NGO, udover dette er der tid i hverdagen til de små ting som der ikke var dengang, dengang jeg stadig var i gang med at bygge det op i starten.
Nu er der tid til at køre i metro mens jeg hører klassisk musik og fange mig selv i at smile uden årsag. (Der er ikke noget bedre end det at observere andre mennesker igennem klassisk musik).
Det er efterhånden lidt komisk, mig og mit germ fobia ude i den offentlige transport.
Det er meget nemmere at have et socialt liv i København hvis man ikke hele tiden kører bil, som sagt, der er mange nye ting at skulle vænne sig til.
Men det er rart, og der er overskud i livet til at værdsætte de små ting. Som for eksempel når man ser to lastbilchauffører dytte til hinanden af venlighed og selv fanger sig selv i at smile, eller når man falder over en avis en ligesindet sjæl har efterladt til dig i toget.
Jeg elsker elsker elsker mennesker som efterlader deres aviser og litterære stykker i offentlig transport. Der er noget helt vildt specielt over det, og det er en slags ….litterær solidaritet som jeg er vild med. Det er efterhånden kun noget som de ældre gør og gamle sjæle gør and i gotta tell ya, i vibe with that hard.
Det er rart at være et sted i livet, hvor man har overskud til at vinke tilbage til de søde motor cyklister på vejen som vinker til dig når du er ude at køre…Det er de små ting som virkelig skriver spirituelt overskud, udover det der med at være god til at sortere sit skrald derhjemme.
Jeg har haft virkelig travlt og svømmet rundt i diverse deadlines med henblik på bøgerne, og det har virkelig været med til at stresse mig meget. Men ligesom Carrie har jeg efterhånden fundet min egen litterære stemme, og det er rart at finde noget rodfæste i det kreative, efter jeg har brugt det seneste halvanden år kun på at fokusere på at dygtiggøre mig indenfor mit felt.
Det er mega skræmmende at alle de ting som jeg havde drømt om langsomt er ved at ske, og det bidrager til at jeg må indrømme jeg har kæmpet lidt med det. Jeg gik rundt så længe og drømte om at skabe foreningen og skrive serien af bøger færdigt …og nu står vi her. No longer California dreaming on winter days. Det er ufatteligt skræmmende.
Der er mange mennesker som regner med mig, og som venter på at jeg slår dørene op så jeg kan tage deres sager.
Når angsten virkelig banker på så minder jeg mig selv om at
”Everything Will be okay in the end
....And if it’s not okay
-it’s not the end”…


Jeg har arbejdet så hårdt her for tiden, at jeg føler min krop kunne græde af træthed. Det er værst til slut hvor den manglende energi virkelig sparker igennem. Alle mine dage bruges enten på kontoret eller på gulvet på hospitalet og fra lang vejs afstand ville man kunne spotte min udmattelse. Alligevel bliver jeg ved og kører lidt på som en robot.
Som det jeg lovede mig selv at jeg ville være. Jeg elsker mandage fordi alt ”åbner” op igen af kontorer og diverse samarbejdspartnere. Min ADHD og uhensigtsmæssige evne til at ville på hurtigst og mest effektive færdiggøre arbejdet gør at jeg et eller andet sted faktisk ikke er så glad for weekender, da det gør det så svært at få tingene gjort i den fart man ønsker.
Jeg er vist blevet til lidt af en arbejdsjunkie, og det er måske sundt for mig, at komme ned på jorden sådan som universet tillader mig det lige nu.
Det er mega rørende.
Jeg husker hvor jeg startede, og det påvirker mig lidt at tænke på alt det som jeg har ofret for at nå hertil. Det er helt mærkeligt at nyde alt det hårde arbejde i dag, og et eller andet sted kan jeg ikke lade vær med at lade snerten af stolthed overskygge smerten ved det jeg gik igennem. Jeg mindes dengang da jeg stadig var studerende, hvor jeg lejede begge værelser ud i min lækre lejlighed og håndbygede et walk in closet som jeg boede i i over et år for at kunne rumme sanktionerne og betale for skabelsen af min NGO. Jeg mindes at dette skete under den mest stressede bachelor periode hvor jeg skabte OLIVIA skalaen og i den periode i mit liv, hvor den første bog jeg nogensinde skrev, blev skrevet på en iPad mini fordi jeg havde ødelagt min computer og ikke havde råd til en ny. I ved hvad man siger, en ulykke kommer sjældent alene.
Carrie boede engang ibladt sine sko, well, jeg topper den med at jeg i et år boede iblandt mine tasker i mit walk in closet.
Jeg vil gerne minde jer om hvor min forening og min serie af bøger startede. Engang i et skab på Østerbro, nu boende lige over søerne og klar til at lancere.
Der er mange årsager til at være stolt i dag.
Jeg har altid bekymret mig mere om det at være end det at have.
- Og jeg er så begejstret for, at jeg kan lancere foreningen og være en del af det at fusionere de regionale organisationsstrukturer med værdierne i min forening og dermed hjælpe mennesker på måder, som ingen før har været i stand til.
Det er en revolutionerende måde vi arbejder på.
Jeg har ikke bare skabt en forening, men et fællesskab og en måde at tro på. En, der vil være en del af det at ændre verden en dag.
Jeg tror ihærdigt på mit projekt, og jeg bliver nødt til at redegøre for hvor fantastisk det er at jeg efterhånden har både kilder til min presse meddelelse, samt en bestyrelse som ligeglades har tillid og tro i min forening. Hvis min forening var en sang ville vi være Totos ”hold the line”. Men frem for at ”love isnt always on time” kan vi erstatte ordet ”Love” med Justice.
For det er vitterligt det vi er. Det kan godt være at retfærdigheden ikke altid banker hurtigt på døren for dig som offer efter du melder en sag, men god damn it, we will hold the line for you.
Jeg kan love dig for at min forening har tænkt sig at kæmpe for de sager som lander hos os, og med den måde vi arbejder på så får vi også hurtigt tingene til at rykke.
Mærk jer mine ord, vi er ikke Dansk Sygeplejeråd. Vi lader ikke vores ofre vente eller blive til sager som samler støv.
Man udfører arbejdet med værdighed og integritet når man brænder for det, når det er hele ens verden. Det er først nu hvor støvet har lagt sig at det er gået op for mig præcis hvor hårdt det er jeg har arbejdet.
Det er mig selv som har slæbt alle møblerne op i foreningens lokaler, og det er mig selv som har samlet ethvert møbel heroppe. Jeg havde det mest sørgelige scenarie i staren af måneden, hvor jeg kæmpede med at samle et bord og til sidst endte med et bryde grædende sammen af magtesløshed og i frustration. Det er tidspunkter som det, hvor jeg virkelig har mærket hvad det ville sige at skulle klare det hele selv.
Endte jeg med at ringe til Mr. You know who som jeg dater og måtte han alligevel komme over og fixe mit rod? Ja, men altså, det er for at sige, jeg har aldrig været sky for at lægge benarbejdet i det. Jeg har altid haft alle Odds imod mig i livet , og jeg har overkommet dem alle sammen.
Jeg plejede engang at grine lidt af dem som led af skriveblokader. Min nativitet overskyggede realistiske forventninger og jeg ville oftest ryste på hovedet og tænke ”hvordan kan det være så svært at blot lave det man elsker og er god til, altså”. Efter at have svedt over tasterne i en måned og afleveret 400 nye sider til min redaktør så forstår jeg det endelig. Jeg har presset mig selv ovenud for alt logik i de sidste to måneder for at skabe det sidste inden vi skal til at slå dørene op og lancere inden jeg kan læne mig tilbage og blot fokusere på at udgive bøgerne og tage mine medlemmers sager de næste mange år.
Jeg bliver helt mærkelig når jeg går i arbejdsmode. I nogle dele af verden og i nogle eksotiske kulturer så tilbyder man kvinder en hytte de kan ”bløde i ” under deres menstruation så de ikke er i nærheden af andre. A period hut.
Man burde give én som jeg en hytte at skrive i for hvert nye store projekt som skal sendes. Jeg mener det, jeg er ikke bygget til at skrive omkring andre. Du finder mig aldrig nede på den lokale Cafe med min bærbar slynget hen over et bord hvor jeg arbejder. Jeg har et kontor, men det bruges til at opbevare filerne og have møderne med medlemmer, til bestyrelsesmøder og samarbejdet med medier og journalister. For at jeg kan skrive? Så skal jeg være omringet af naturen og gerne så alene som muligt imens. Jeg træder ind i nogle helt andre sko, når det sådan kommer til at have et mindset som har sat sig for det at færdiggøre et litterært projekt.
Til gengæld er jeg også procastination queen! Jeg sværger jeg kan snildt flække det ind at lægge nye gulve på kontoret spontant hen over en påskefrokost på herrens hviledag imens der er 50.000 ord som skriver mit navn og et halvt projekt som er så ufærdigt det er begyndt at manifestere sig til mareridt. Men stadig, så gør jeg bare ting undervejs. Det er så svært at have det slags hoved hvor man både kan være hyper fokuseret på et projekt men på samme tid hele tiden lave overspringshandlinger for ikke at gå det gjort.
But, no more Tandalizing! Nu har vi skrevet nok om sagerne de sidste 1.5 år. Nu er det tid til at vise jer alt det som jeg har brugt så lang tid på at skabe.
Efter sommerferien? Så er det mig en glæde at introducere jer til min forening og lukke dørene på for jer på Dag Hammarskjols Alle.
Det bedste forretningsråd jeg fik engang var ”hvis din forretning ikke vokser så dør den”. Så selvfølgelig skulle vi lægge hårdt ud med et kontor på et af de mest ikoniske stræder i byen og en pressemeddelelse som vil tydeliggøre vores budskab.
På vores altan finder i ikke skyggen af hvide flag, vi er her for at skabe de nødvendige forandringer og som sagt, det gør ondt at vokse.
Alarié
Comentários