Folie à deux & Trialed tears #31

Kære Læsere

Jeg har haft en intens periode i forhold til arbejdet på hospitalet samt arbejdet med lanceringen af foreningen. Ydermere har jeg haft travlt med for første gang i lang tid, at leve og priotere de elementer af den menneskelige oplevelse som jeg har savnet længe. Noget af det vigtigste jeg har gjort, er at lægge ben arbejdet i at finde andre kilder, som allerede har oplevet samme absurde adfærd fra Region hovedstaden med at de sanktionerer en systemkritisk medarbejder. Min sag er ikke den første og desværre, frygter jeg at den heller ikke kommer til at blive den sidste.

Det var jo galskab, hvordan min krænkers ledelse helt specifikt lagde et kæmpe arbejde(og mange hundrede tuisendevis af dine skattekroner) på at få mig blacklistet og sanktioneret. Aktindsigterne sigter det hele, og det som skete med Thomas (aka lagkagemanden fra psykiatrien <3 ) skete også med jeg. Det var een ledelse, og en afdeling (som krænker arbejder for) som helt specifikt fik presset anklagemyndigheden til at lukke min blog ned, også herefter sendte det ind til central HR som et argument for min sanktionering. Men husk nu, inden jeg fik forvaltningsmæssige rettigheder og min nål redegjorde for en årsag, så nåede de i det sidste år hvor jeg var studerende at fyrre mig fra over 15 steder uden en eneste årsag på skrift. Ouch.

Men jeg blev ved. Thomas´ aktindsigt redegør ligeledes for, hvordan hans ledelse specifikt og målrettet fik lagt en indsats i at sanktionere ham. Altså, det er jo magtliderlighed det der.

I forholdt til min sag skrev de først at de i første omgang at de "anonymt " havde modtaget en henvendelse - senere hen kom det frem at det helt specifikt var krænkers advokat ( dvs afdelingen hvor krænker arbejder) som havde sendt det ind med opfordringen af at sanktionere mig. I skal se de hundredevis af papirer som ligger på mit bord af hvad hans advokat har brugt tid på at skabe sammen. Det skal være pengene værd, og med blod på tanden at en advokat bruger så meget tid på at kryds referencers og finde ligende sager... Det er så ulækkert hvordan det er at de misbruger en lov som blev skabt for at beskytte offentligt ansatte. Men fordi min krænker tilfældigvis er læge, SÅ er det forbudt at jeg skrev hans navn på nettet. Jeg vil minde jer om, at såfremt han ikke havde været læge, havde det drejet sig om et civilig anliggende, og po po havde aldrig lukket vores blog ned fra sidste år. Så havde min ytringsfrihed redegjort for sagen. Det er så groteske og ulækkert et aspekt, at jeg har tænkt mig at lægge en ihærdig PR indsats i at i som offentlighed får fuld indsigt i hvad det er som foregår og hvordan en lov misbruges for at hæmme mig som offer i, at italesætte de oplevelser jeg havde. Både i forhold til ham (krænker, rovdyret etc), men også i forhold til det organisatoriske rod jeg fremlagde og beviste.

It'll be one hell of a ride. Jeg glæder mig til at indvie jer i det, dette spil af Folie à deux som en vis Bjørn iværksatte .

Det har aldrig været en sag som handlede om stalking fordi jeg skrev hans navn på en blog , det har og vil altid handle om den magtliderlighed hans ledelse udviste, da de havde formået at fyrre mig fra 5 foreskellige afsnit grundet ham og hans handlinger(krænkende adfærd), og ikke mindst, den kujon artige adfærd af hans løgnagtige ord som gjorde at de satte ham til fordel for jeg. Man må jo stille sig selv undrende overfor, helt præcist hvorfor det er at jeg bare bliver ved , og ved og ved. Det kræver motivation og elementet at at have været så nedgjort som menneske og oplevet negligering i sådan en stor grad, at man husker følelsen og derved vil gøre alt for, at stoppe den ondskab bagved som stod til årsag.

Hos min forening viger vi væk fra the Greyscale, og vores farverige måde at arbejde på redegør for, at vi vil gøre vores bedste for at sætte de slags ledelser under lys og samle de mange (mange) individer som har haft samme oplevelser som dig med dem. Det duer ikke længere, at bære over med negligering og magtliderlighed fordi det kan pakkes ind i politisk korrekte ord. Det duer ikke længere, at vi lever i en verden hvor vi oplever genoide foran vores øjne uden at vi egentlig gør noget.

Og alligevel...er det sådan som tingene udspiller sig derude.

Det er tid til at sige fra, at sige stop og bane vejen for en ny måde at gøre tingene på.

Det er mega fedt men også svært, at være den første i verden til at arbejde sådan som jeg arbejder. Jeg har grundlagt en forening, uden at der foreligger en vejledning eller en manual derude. Det er mig som skriver manualen, og det er et super skræmmende scenarie at stå i. Det er derfor at jeg er dybt afhængig af min bestyrrelse, mine rådgivere og samarbejdpartnere. Selv min ejendomsmægler er en skat, jeg elsker de karismatiske typer. Jeg var vild med måden han spurgte mig om, hvilken den af bygningerne som vi havde set som jeg "havde set mig mest lun på", jeg viber hårdt med de karismatiske typer og dem med rytme i livet.

Og nu står vi her med nøglerne til verdens mest sexede kontorlokale på Dag Hammerskjolds alle ved ambassaden lige ud til søerne. Sikke en måde at fejre at jeg fylder 30 år på <3.

Jeg er så umenneskelig stolt af mig selv og min forening. Bare vent, vi skal nok få det til at se rigtig sexet ud, det der med at være sanktioneret. Altså those trialed tears , de endte med at skabe det liv jeg altid har drømt om. I må indrømme det er lidt komisk, og ikke mindst mega inspirerende hvordan jeg har formået at vende alt ulykke om til resultater og rigdom. I ved jeg elsker at citere Pete Wentz men altså..."The best of us can find happiness in mizery".

Jeg havde en samtale med min gode veninde Ines forleden dag. Hun nævnte noget hylende morsomt som jeg ikke kan undgå at skulle skrive om.

"Krage teorien".

Hun mindede mig om, at krager er nogle af de mest hævngerrige væsner som findes. "En krage glemmer aldrig et ansigt, og yder du den harm eller skade så vil den altid huske dit ansigt..." Hun blev ved. "Faktisk vil den ikke kun huske dit ansigt men også din bil eller sit hus også vil den på systematisk vis samle mange andre krager og få dem til i en gruppe at skide på dit hjem eller din bil. Denne adfærd kan de gentage i mange år i træk. Krager glemmer aldrig...."

Også sluttede hun af med det som dræbte mig aller mest, efter hun sagde den sidste del kunne jeg ikke længere holde masken. "Også er de besatte af skindende ting og sager. Spejle og smykker for eksempel...lidt ligesom dig Ana".

Jeg var ved at dø af grin. Altså Touché, jeg er kendt for min smålighed og down right stolt af den.

Jeg er klar til at underholde jer, og holde Voldemort hvis navn vi ikke må nævne/aka Tinder legenden som er pinlig berørt over sin rigtige alder beskæftiget de næste mange år.

Jeg har haft det lækkert, når en jeg ikke har brugt mine timer i kitlen eller bag skrivebordet. Jeg er begyndt at have mere tid til min familie, hvilket er virkelig dejligt. Forleden dag spiste jeg frokost med min mor og hendes eneste kommentar til hele SAR Lægen/A. situationen var "Oh nej, det er vel ikke endnu en læge du ser, vel"? Sagde hun til mig mens hun kiggede bekymret i et øjeblik. Min mor var efterhånden blevet lidt traumatiseret af det faktum at, at alle mine exkærester/og elskere har været læger. Jeg sværger, det har ikke været med vilje, men altså, jeg tænder på de intelligente typer også spiller det også en kæmpe rolle, at jeg bruger det meste af min tid på hospitalet. Hun er den eneste mor i verden som jeg kender, som vitterligt frygter det at hendes datter skal ende sammen med en læge. Lol...

Jeg er ikke et sted, hvor jeg har brug for at holde mine døre lukkede. Jeg er ikke klar til at investere hverken min tid eller mit overskud til et forhold lige nu, hvor jeg har valgt at dedikere mig til arbejdet med foreningen og mine skriverier. Det bliver så fedt at kunne tage et skridt tilbage og fokusere på det kreative/revolutionerende arbejde. Udover glæden ved at finde ud af, at vores medlemskontingenter ikke er skattepligtige (yay) har jeg set til andre ting, som jeg må indrømme har taget en lille smule fokus, og lidt mere overskud end jeg oprigtigt havde ønsket. Men altså, tales for another day. Der er mange encounters og relationer, som jeg har haft som jeg glæder mig til at indvie jer i med tiden. Jeg elsker at møde inspirerende mennesker, og ikke mindst, dække hvilke lektier og læring jeg selv møder som menneske ved at indgå i de relationer.

Jeg har haft en dejlig periode her på det sidste, skulle man overskue hverdagens stress og min klodsethed. I sidste måned fik min afdelingsleder en Email fra den af de administrativt ansatte på sygehuset. "Lillyeana Alarie har de sidste to uger fået 4 parkeringsbøder på sygehusets grund, skal vi hjælpe den unge dame med at få sig en parkerings tilladelse?". Hverdags stress, kender i det? Og et sandt Elle Woods øjeblik.

Hvordan vidste de at det var min bil til at starte med...omg altså, også til min leder.

Jeg var engang i sverige, og havde den fedeste dag i Göteborg engang. Hele dagen sagde folk virkelig venlige ting som "Tak, smukke" hver gang jeg afsluttede en samtale/eller bare en simpel handel. Jeg havde SÅ meget optur på og på vejen hjem ringede jeg til min daværende mand og var helt oppe at køre over at svenskerne var så F. søde. De havde simpelthen komplimenteret mig hele dagen og sagt at jeg var smuk. Han grinte højlydt i røret og spurgte mig hvordan jeg så havde reageret alle gangene. Jeg fortalte ham at jeg havde sagt tak mange gange bla..., i lige måde etc, du ser også mega godt ud også videre...Dernæst fortalte han mig at han syntes jeg var så kær, men altså, sandheden var at.... (også smed han bomben)" Sandheden er skat, det de siger er TAK MUCKA, altså tak meget...men det lyder som tak smukke på dansk"..

Det næste som skete var at jeg bare var stille i røret (crickets...) , og afspillede alle scenerne i mit hoved og sandt nok, ja de lidt overraskede udtryk folk havde på deres ansigter når jeg havde gengældt (det som jeg troede) komplimentet og smilt så bredt. Oh my god.

Så

fucking

pinligt.

Jeg havde lyst til at dø...men altså, længe leve min naivitet.

Her er der endnu en dræber.

Jeg vil rådgive alle selvstændige som det første at snakke med en revisor. Hvorfor? fordi jeg har brugt og lagt umenneskeligt mange penge i foreningen her i opstartsfasen. Jeg har i to år kørt uden at indberette en eneste ting til skat i forhold til at anmode om tilbagebetaling , i forhold af udgifter eller indtægter da vi reelt set indtil nu ikke har haft en indkomst, da vi ikke har lanceret. Udgifter havde vi haft masser af, men altså...lang historie kort så fandt jeg ud af meget længe henne i processen, at jeg havde en substantial amount som i teorien bare ventede på mig hos skattefar, i forhold til meget af det moms og fradrag for opstarts udgifter som vi kunne få tilbage. Tak Allan fra Grant Thorton, du er den bedste. Altså, skal vi snakke legally blonde øjeblikke, så må denne her løbe med præmien. Lolz hard. Jeg har bare kørt på som en lille robot og klaret det hele selv, og må indrømme, at ja, det er ikke alle små detalier jeg gik op i. Jeg har brugt så meget energi på advokat arbejdet og det at kaste mine penge efter ham som en stripper at jeg har overset de mange små ting som kunne have gavnet mig undervejs.

Bare rolig, jeg har også mine off dage. Der er også dage hvor overskuddet ikke er på sit største, og hvor jeg starter med dag med at hvæse af gadens katte om morgenen og nabolagets børn om aftenen. Men det er okay, fordi det er det vil sige at være menneskelig, og jeg har efterhånden lært, at der altid vil være emner på min too doo list som jeg ikke kan nå at krydse af, det er livet.

For nu

Le yeux ouverts

Alarié