Allright in bed but better with a pen #32

Jeg har altid været en lidt mærkelig sjæl. Et eller andet sted, er der mange ting som fra starten af har virket genkaldelige fra starten af. Det hele var en lidt "oh no not this shit again" deja vu agtigt følelse da jeg var lille.

Det har altid været svært for mig, at jeg har været typen som altid har kunnet finde inspiration i smerte. At jeg havde evnen til at forvandle det til kunst.

Et eller andet sted gør det dig til det slags menneske, som ikke kan gøre for at have en "men hvordan kan jeg så bruge det til noget" agtigt mentalitet. Det gør at man bliver til det slags individ, som et eller andet sted ikke har noget imod det at opleve smerte i livet. Et eller andet sted, er det også roden til inspiration og resiliens. Its contradicting, and it annoys me... Somehow i hate that i love it. Tænk på, at sjælen er ligeglad med hvad det er den oplever, om det er gode eller dårlige ting. Den går kun op i aspektet af at opleve og uddybe sin erfaring i løbet af den menneskelige oplevelse.

Jeg har haft en rolig periode på arbejdet, og mine kollegaer er søde. Min leder er dygtig og een som styrer vores afdeling med en hård og passioneret hånd, et element jeg respekterer. Jeg kan godt lide når folk er stringente omkring deres passioner og mærkesager.- Mine patienter, er også de eneste som jeg reelt set har behov for kan lide mig.

Jeg er ikke sky for at dele de oplevelser på arbejdet, som jeg finder dybt inspirerende. I har læst med i Varicer og violiner, og i sidste års indlæg "Mojo jojo" på Tales of marble platformen hørte i alt om Anne.

Det er på tide jeg fortæller jer om...lad os kalde ham for Torben.

Torben var en ældre herre som var stærkt dement. Han var indlagt på mit afsnit, og det var endnu een af de dage, hvor elementet af brændslukkeri var gældende. Vi havde haft adskillige sygemeldinger og der var ikke nogen fast vagt til ham. Det var et problem, da han var så sengeflygtig som han var. Han var ikke klinisk skidt, eller ud reagerende eller noget. Faktisk var han det mest rolige, kærlige og optimistiske væsen, det blideste af slagsen. Han var ikke delirøs, og jeg havde aldrig oplevet at fange ham i sengeenden krøbet ind i sig selv med alle lemmerne i forskellige retninger som i en scene fra eksorcisten. Nej nej, han var bare virkelig, virkelig glemsom og forvirret. Vi taler guldfisk hukommelse. Han glemte efter få minutter. Vi havde allerede oplevet det at skulle ringe til politiet fordi han adskillige gange var stukket af fra afsnittet. Engang havde de fundet ham nede på lungemedicinsk, og en anden gang nede på neonatal.

Stakkels mand, men altså, en vandrer som man siger. Til trods for hans imponerende evner i forhold til mobiliseringen, var han utrolig nem at korrigere så længe man bare gik sammen med ham hele tiden. Faktisk var han så nem at korrigere, at vi til slut opgav det at have fast vagt på ham, og hvor han (patienten) sædvanligvis bare ville følge med sin sygeplejerske HELE vagten. Dvs. hvis vi sad på computeren, ville han sidde på en kontorstol ved siden af. Hvis vi var inde på en stue, fik han en stol at sidde på foran stuen mens han ventede. Det var lidt komisk, men sødt og meget romantisk sådan som vi sygeplejersker hellere ville have at han skulle gå med os, frem for at vi skulle risikere at miste ham igen. Det er ofte jeg har gået arm om arm med ham nede af gangene, og værdsat hans hjælpsomhed. Altså, han kunne en hel masse, og hjælpsom var han. Til trods for at han havde glemt sit eget navn og de fleste minder om hans liv, var det eneste han ikke glemte, hans værdier og måde at agere på. Han huskede sin natur, regardless af hvor meget af sig selv han havde mistet.

Engang ringede de til mig nede fra forhallen af. De havde fundet ham igen. Jeg sværger, jeg havde kun kigget væk i ti minutter, og pludselig stod han ikke længere ved min vogn ude på gangen. Jeg skyndte mig ned i forhallen og så ham sidde roligt på en stol med en portør ved siden af sig. Portøren kiggede på mig og smilte da jeg fandt dem. "Bare rolig, han er min ham der" sagde jeg sødt og tog patienten i hånden. "Kom min ven", sagde jeg så mens han tog min hånd og gik med mig tilbage til afdelingen, og lovede mig at han ville hjælpe mig med at gå min runde færdig. Han var bla exceptionelt god til at hjælpe mig med at skubbe min vogn.

Altså de der slags oplevelser, de ændrer noget i dig som menneske, den der måde at arbejde med menneskeliv på. Det er jo vildt inspirerende, og jeg er så ufattelig heldig for at leve min drøm hver dag. Og cudos til mig for at opfylde min barndomsdrømme.

Jeg ved at lille 6-årige jeg drømte om de her dage, og denne måde at arbejde på. Jeg er så stolt.

Selv om jeg læser videre, once a nurse, always a nurse. Og et eller andet sted, har det altid været til den største inspiration og lagde hele grundlaget for, at jeg kan skrive som jeg kan. 6 bøger og en hel serie er ikke small business, og det kræver en kilde når det kommer til inspirationen.

Im allright in bed, but im better with a pen.

Der foreligger et stigma omkring det at være sygeplejerske, og der er mange som fuldstændig undervurderer den brede viden vi skal have. Husk at udover at skulle vide hvordan jeg vedvarende holder dig stabil og i live, skal jeg også have viden omkring anatomi og fysiologi og for slet ikke at komme ind på den viden vi skal have om medicinen. Der stilles høje krav til sygeplejersker idag, og vi er mega seje, os danske sygeplejersker. I Norge må du eksempelvis ikke tage en A-gas som sygeplejerske, eller, du må godt, men det er få af dem som rent faktisk kan. I Danmark oplever jeg heldigvis at der stilles større krav til os, og vi er eftertragtede i udlandet fordi vi netop er så dygtige. Men det er ikke kun de tekniske elementer, det der også det er også det der med at vide hvordan man arbejder med mennesker, hvordan man træder ind i sygeplejerske skoene og rollen. Vi er dem som er der, i de mest kritiske og værste tidspunkter i folks liv, og udover at vide hvordan man skal kunne arbejde med patienterne, spiller deres pårørende også en stor rolle.

Når det kommer til det relationelle arbejde, er mit bedste råd til dig altid at forholde dig stringent og ærligt. Vær ærlig overfor din patient.

Nu har jeg arbejdet med operationspatienter længe, og heres the thing.

De er miserable. De venter altid på det der lettelsesøjeblik, det der "a ha "øjeblik efter et indgreb. Og ved du hvad? Det kommer bare ikke.

Det kommer ikke før rehabiliteringsfasen er overstået. I mellemtiden skal du igennem en hel periode med kvalme, mobilisering, genoptræning og regenerering. En hel periode hvor man kommer til at have dårlig appetit, hvor maven måske går i stå og hvor det bare gør mega ondt. I den periode har man det ikke godt, og der er mange patienter som kan gå hen og blive modløse undervejs og miste deres motivation. Dette påvirker oftest deres compliance.

Jeg underviste børn engang og flere års erfaring lærte mig, at glade børn lærer bedst. Det samme aspekt gælder for vores patienter. Det er værst for patienterne hvis de er i længerevarende IVAB behandling eller for guds skyld hvis de er isolations patienter. (Det er mega synd for vores CPO patienter). Jeg plejer altid at være helt klar overfor dem, og indvier dem i præcis det som venter før det overhovedet går i gang. Det er faktisk et af de ting som hjælper dem mest, fordi så ved de at det er nu de går igennem den værste del, når de er i det, også kan de se lyset for enden af tunellen. Jeg fortæller dem altid at vi nok skal være der som sundhedsfagligt personale, og at vi nok skal bande og svorde af universet sammen når det bliver værst. At vi nok skal gøre vores bedste for at dække dem med smertestillende, kvalmestillende og sørge for at der er gang i deres maver. Jeg giver dem også altid mit skeptiske blik og de ved at deres rolle spiller en stor rolle i det, at de skal huske at spise og drikke for at der ikke går stå i tingene. Det værste for vores patienter er når de ikke føler sig informerede. Jeg mener det, det er det samme på akutmodtagelserne.

Hvis bare de har en ca indikator om venteden, er de fleste faktisk okay med det. Det er derfor skærmene ude i venteområderne på de ny implementerede FAM sygehuse er en hella god ide.

I vibe with that hard.

Følg med for opdateringer på Instagram, der er magiske tider i vente

Qui vivra verra

Alarié