Catharsis & Sk8erboys #30

Kære Læsere.

Der sker mange ting for tiden, og jeg føler at jeg er ved den sidste del af det sidste, og jeg kan love jer for at jeg er træt. Det største kompromis jeg måtte lave sidste år, var at gå på kompromis med mit eget ego, og vælge at tilbageholde alle mine projekter (og udtalelser) til når jeg var klar og produkterne var skabt. Det ville indebære. at jeg i endnu et år skulle holde min tunge, og undlade at udgive mine bøger. Det var svært, når det eneste man har lyst til som offer er at sætte den tikkende bombe af man har i hånden, som kan stille krænker til retfærdighed. Men det var det nødvendige valg at træffe, da jeg ikke ville gå på kompromis med mine egne værdier. Et eller andet sted, var de langt mere værd end min higen efter hævn i sidste ende. Jeg nægtede at være hende der fra "den der sag", og besluttede mig for at hvis jeg endelig skulle gå offentligt på den, så skulle det være på mest respektable vis, hvor mine projekter kan reflektere mig og ikke kun den historie som jeg er nødsaget til at stå ved offentligt for at kunne sætte fokus på mine mærkesager som er vigtigere end nogensinde.

Aldrig før har mee too sager og forvaltningsmæssige rettigheder til vores unge og studerende været mere aktuelt end det er idag.

I forhold til min karriere har jeg virkelig været på et mellemlandingssted indtil mit helt store eventyr på akutten. Det er en vildt spændende rejse jeg skal til at starte på, og det bliver så fucking sexet at kunne kalde mig for sygeplejerske med speciale en dag. Det bedste af det hele? Det er drømme specialet og lige præcis det som jeg har kæmpet for de sidste to år lige siden jeg var på 6. semester. Så det har lidt føltes som at trække tænder ud, at holde perioden ud på det gamle arbejde indtil det nye.

Jeg er voldsomt frustreret over det danske sundhedsvæsen og mener stadig oprigtigt, at vores patienter er i fare hver dag, hvor tingene er sådan som de er nu. Ressource løse.

Vi har snakket om hvad der sker såfremt der er to af mine patienter som går i stop på samme tid, og hvordan jeg som nyuddannet i teorien skulle være den som valgte hvem som skulle leve, og hvem som skulle dø. Miss cheeky squeeky legally blonde herover....På mit gamle Ort. kir afsnit er de nærmest gået i beredskabsmode i forhold til de mange, mange medarbejdere som de mangler. Sygeplejerskerne nægter at tage aftenvagter, fordi de ved hvilke slags scenarier de kan risikere at komme ud i.. Scenarier som hænder alt for ofte, hvor patienterne pludselig bliver skidte og vender, kun for at der ikke er nogle læger omkring. Jeg mener det, det er hændt flere gange om ugen, at vores patinter er blevet virkelig (!) dårlige (vi taler MAT dårlige) og der er blevet ringet til lægerne (Mellemvagt og bagvagt) kun for at høre at de begge er nede og operere. Det hænder flere gange om ugen at du som nyuddannet sygeplejerske (mens du er alene spl. på vagten) kan få sætningen i telefonen " vi er lige nede og operere, kan du holde patienten stabil (dvs i live) alene i en halv time til en time selv"?...Den eneste mulighed vi har udover dette er at ringe MAT.

Bless their hearts, de var heldige på mit gamle ort. kir afsnit (freakin blessed) da jeg er exseptionel dygtig til mit arbejde, og kunne rumme og summe de scenarier. Jeg er teknisk anlagt, systematisk og en lille robot når det kommer til det praktiske arbejde, men bevares, det kan man da ikke kræve af andre nyuddannede. Mine traumer har lært mig at holde hovedet koldt under pressede situationer, og er typen som har overblik selv når det løber stærkt og det virker som om der flyver kugler hen over hovedet på dig imens. Sådan er mine kollegaer ikke...eller, kun dem som har meget erfaring eller som har en del år bag sig på et traume eller intensivt afsnit. De fleste kan ikke rumme at stå i de slags scenarier alene, og det er farlige og tarvelige anliggender de nuværende ressourcer presser os ud i som sundhedsfaglige. Jeg har 100% respekt for at man hverken vil udsætte sig selv eller sin autorisation ved at arbejde på afsnit som er så belastede. Så jeg var sanktioneret fordi jeg skrev om min krænker og desperat efter et job. Andre kan vælge, husk nu, og kan de vælge at undgå at stå i de slags scenarier, så forstår jeg godt at de vælger at gøre det.

Min rygrad og den største årsag til min dygtighed (sagt med den største ydmyghed) er min systematiske måde at være på. - Også lærte jeg i den periode da jeg arbejdede meget som vikar (og indenfor alle specialer......) at for at være en dygtig sygeplejerske, så skal man have et system for at kunne rumme og summe det at have overblik (og køre mellem forskellige specialer).

Er du nyuddannet? Så læs godt med her. Det kan godt være at det er lidt Aspergers agtigt, men jeg lover at systematikken vil være jeres bedste rygrad. Jeg har min helt egen lille liste jeg følger, og noget jeg aldrig divergerer fra når jeg er på vagt. Der er visse ting som der SKAL stå på min seddel med mine patienter.

HVER gang jeg kommer på en vagt noterer jeg disse ting omkring alle mine patienter. Hvis du har disse informationer omkring patienten, så ved du det vigtigste og er (pisse) godt rustet på stående fod skulle de pludselig vende.

1. Jeg kigger diagnoselisten igennem og noterer habituelle kroniske sygdomme. (Lunge, nyre, lever, kardiel, neuro). Jeg noterer det såfremt de er kendt med AFLI, har noget nedsat hjertefunktion (LVEF, EF) eller hvis de tidligere har haft apopleksier eller iskæmiske sygdomme.

2. Jeg noterer ALTID det seneste blodtryk samt om de er ilt krævende / har høj TP.

3. Jeg noterer altid såfremt hgb, væske tal, nyretal eller CRP er skæv. Disse informationer kan hurtigt hjælpe mig med at regne ud HVAD patienten skal have af væske eller medicin skulle de pludselig blive dårlige (heya delegationsret). Og jeg ved hvordan jeg skal være opmærksom på det IVAB vi giver når nyrerne driller ...Selvfølgelig skal det også noteres såfremt andre vigtige blodprøver er skæve men de vigtigste er hjerte markører, væske tal, infektionstal etc. Husk at holde øje med om de nødvendige blodprøver er taget og at der er taget stilling til dem alle ved vagtstart. Det er ikke uvandt at komme på arbejde til en hgb på 3.8 (fks) som der ikke er blevet taget stilling til eller en BAC test som ikke er bestilt (på din patient som nu akut skal have en SAGM). Det handler om at have overblikket og være på forkant. Du kan pludselig få travlt .

4. Jeg noterer altid om der er CAVE og hvad det er.

5. Jeg noterer altid om de er i AK behandling.

6. Også kigger jeg altid medicin listen igennem og ser om det virker fornuftigt. (skal du hvæse af lægen og få ham til at om ordinere de 100mg tramadol depot til en oxy depot på 10 mg som kan klare det samme på patienten? Ved du hvilke præparater som lindrer din patient og som virker på dem? Vær i dialog med din læge, en emsy sygeplejerske med masser af forslag og faglige input har også din charme, så længe du husker et glimt i øjet mens du siger det)

Der foreligger noget helt vildt lækkert over at have styr på sit info når patienterne vender, samt elementet af kontrol når man har sit baggrundsinfo. Jeg siger ikke, at du ikke skal læse detaljeret på patienterne, by all means, det skal du gøre NÅR du har tid til det. Det ovenstående som jeg præsenterer er det du skal noterere om alle dine patienter når du er mødt ind ved vagtstart for på effektiv og hurtig vis danne dig det bedste overblik. Når du har tid, kan du tulle igennem resten af notaterne og fordybe dig. Men gælder elementet af brandslukkeri (er du pludselig alene til 20 patienter plus +) så er det at følge min liste det bedste du kan gøre. Systematik er min rygrad og min tryghed. Ydermere ruster den mig bedst til, når jeg står i scenariet af hvor jeg skal plus minus på afdelingen. Når der er for mange patienter, og jeg skal til at vælge hvem det er som kan ligge hvor. Hvem det er som er iltkrævende og ikke kan komme ud på gangen, og hvem det er som ikke er.

Drømme scenariet er efterhånden at komme på arbejde, og kunne notere at farmaceuten er på vagten idag for at klare pille værket, yes!.

Det er altså også tarveligt at koordinere rundt i et system så ressource løst. Jeg sværger, nogle gange hænder det at vi er på nippet til at patienterne må slås om de få dråbetællere vi har ude på gangen som gladiatorer. Russel Crowe stil.

Der var en gang hvor jeg havde min nål i en pæn lille æske, som jeg opbevarede den i hver dag. Idag hænger den usselt på mit kort og ligner noget som er ved at falde fra hinanden. Det er lidt komisk, sådan der hvor vi starter i løbet af vores uddannelse, og den måde hvorpå de fleste af os ender når vi er sundhedsfaglige (dvs uden en sjæl i sidste ende......lol jk, i think)

Idag er vi nået til scenariet af, at alt pus og nus er blevet sparrest væk fra patienterne. Vitterligt, vi kommer på arbejde, vi holder folket i live, bliver betalt for dette og går hjem igen.

Wham, bam, thank you ma¨am, og ikke på den frække måde.

Jeg har haft en rigtig dejlig periode i mit liv her de sidste par måneder. og jeg må indrømme at jeg har sat arbejdet lidt til side, og fokuseret på element af livsnydelse. Ive been in a bliss.

Jeg kan stadig huske den første morgen, efter vi havde tilbragt natten sammen første gang. Han fulgte mig hen til hans bil, og åbnede døren for mig mens han smilte sødt og kyssede mig . Han var meget højere end jeg var , og mine ydmyge 160 cm var svære at stille op mod hans 195 cm.

Han virkede meget sød og kontra jeg, i den stille ende af spektrummet. Han var genert og virkede meget stille, sådan var han sædvanligvis på arbejdet, og til trods for flere ugers flirten frem og tilbage, havde det taget ham usædvanligvis lang tid at turde at lægge an på mig.

Men han havde været sød, og en rigtig gentlemen. Han havde holdt om mig hele natten og startet vores morgen med morgenmad og kys.

Alligevel, ramte "den" (han) mig først da jeg i et split sekund inden jeg satte mig i bilen nåede hurtigt at kigge på bagsædet, hvor der var en kite så fin, som fyldte hele bagsædet. Med det samme fik jeg et kæmpe sug i maven og fangede mig selv i at smile så bredt jeg havde glemt hvornår jeg sidst var blevet så positivt overrasket. "Er det din kite??" spurgte jeg ham spændt om, mens jeg redegjorde for hvor hamrende dårlig jeg selv var til det. En fortid som vegetar(slappe arme) og en kronisk tilstand af servere klodsethed lagde en skrøbeligt fundament for mine evner på en Kite.

Han lyste lidt op og viste mig den stolt frem mens vi brugte resten af køreturen på at indvie hinanden i vores interesser. Jeg fortalte ham om Kurdistans bjerge, og de bedste steder at tage en tur på snowboard mens han lukkede mig ind i hans surfer hjerte og redegjorde for vores fælles interesser og hvor fedt det var at møde een som han delte det med, skulle man se udover det vilde fysiske bånd og alle timerne mellem lagnerne som vi havde delt.

Han var sød, og lige den slags positive overraskelse jeg aldrig havde set komme I mit liv.

Han var læge, kirurg og arbejdede lange timer på vores hospital. Endelig, en kirurg som gik mest op i at handle frem for at tænke for meget (det er derfor vi ikke dater de læger indenfor det medicinske speciale, lol), og som appellerede til mit eventyrlystne sjæl. I virkeligheden er jeg et stort legebarn, og han virkede som den bedste blanding af begge verdener. Rodfæstethed og passion, og een som jeg kunne dele mine rejsedrømme med. Det er svært for een som jeg at falde til ro i kærlighed.

Jeg har simpelthen så mange krav, det er til grænsen af urimeligt. Jeg keder mig hurtigt ...

Men altså....Jeg er så Sapoisexuel as can be. Jeg vægter og tænder på intelligens, og på samme tid? Så har jeg brug for at vi deler de samme interesser og har værdier som stemmer overens med hinandens.

Han var helt perfekt, ham A.

Han var mest af alt kendt som værende del rullende læge på afsnittet, og når end han ikke var nede og operere, kunne ham oftest fange ham rullende på sit skateboard på afsnittet. Når han ikke rullede rundt på arbejde for at redde liv, var han soldat og SAR mand ved siden af (Search and rescue). Alt i alt værdier som jeg syntes var helt fantastiske. Talk about a hero...Det er lidt komisk, et eller andet sted har jeg fundet ud af, at jeg falder for de slags mænd, som jeg et eller andet sted selv ville ønske jeg kunne være. Dont get me wrong, det er ikke ment på en dårlig måde men mere sådan...at jeg kun falder for de typer som jeg oprigtigt beundrer og et eller andet sted også ser op til.

Det er en værre forbandelse, og det er ikke altid godt at falde for de ambitiøse typer, men han virker nærvær og ydmyg , og for det, fortjener han the benefit of the doubt.

Det er altid mega svært at åbne op for andre når man har været såret før og fået knust sit hjerte. Jeg snakker ikke rigtig om hvad det var som skete for to år siden, og til trods for at jeg sagtens kan snakke om tingene omkring ham (uden at have nævnt noget som helst om sagen) og fortælle ham hvad det er som foregår på overfladen, spørger han aldrig ind til det selv og et eller andet sted respekterer det faktum at jeg snakker med ham om det når jeg er klar.

Det er altid svært det er en ny relation, og der er mange ting som tager tid. Vi har ikke kendt hinanden særlig længe.

På hans fødselsdag vadede jeg ind i Illum og efterspurgte hvad den søde clerk havde af gaveideer til en "Fjallraven" mand. Udover at stå på skateboard, var han en rigtig udendørs type, og hvis han ikke rejste og fiskede et sted i verden mens han fulgte sit surferhjerte, kunne du fange ham i en busk et eller andet sted i København når end han gik på fuglekig jagt....Det er ikke alle interesser vi deler.

Men han er fantastisk, og husker altid et eller andet sted og Lime og Mynthe er det som tager min kvalme og er et utrolig charmerende individ. Nature is our means of catharsis, og jeg må indrømme at hans våddragt ramte mig lige i hjertet. Ligeledes den anden vej, med min farverige personlighed og de Converse som han altid elsker at jeg går med. Det er meget cute, at han er sådan sk8erboi agtigt, til trods for en præsentabel alder af de 35,

Det er dejligt og lidt mærkeligt at leve sådan her, fordi jeg var vandt til hvor hårdt det var sidste år. Men mine resultater spiller sig, og det er så dejligt endelig at kunne læne sig tilbage og fokusere på at leve sit liv, frem for hele tiden at skabe noget. Jeg var godt nok ensom i 2022. Det eneste jeg havde dengang var mine ord og mine bøger . Jeg kan huske da jeg skrev den første bog (til you know whoose...), der havde jeg kun mig selv. Jeg var blevet fyret fra mit arbejdet (grundet idioten) og havde mistet mange af mine venner. Ydermere var jeg fattig, deprimeret og voldsomt påvirket af at blive sanktioneret for at skrive om de krænkelser jeg oplevede som studerende. Det eneste jeg havde var mine ord til at holde mig ved selskab. Jeg kan ikke fortælle jer hvor uttalige mange aftener jeg har grædt mig selv i søvn, kun til lyden fa den hvide dame inde i word som læste mine ord op. Det tog min ensomhed.

Da jeg startede tales of marble bloggen blev det ydermere bedre, da jeg skrev om mine oplevelser og jeres respons dulmede smerten en lille smule. Den støtte jeg fik, og den måde i også delte jeres historier med mig på, og den måde platformen har været med til at skabe så meget sammenhold og kærlighed, er et element jeg altid vil være utrolig stolt af. Det var ærgerligt at po po shut us down, men nu kommer vi jo stærkere tilbage som en officiel forening som jeg simpelthen har grundlagt.

Altså, sådan som jeg ser det så,...uhm lad mig give det en skalle på engelsk.

I wanted to create something, make something of the pain. I wanted to proove that chaos in life can lead to comfortness and solitude if you find peace with yourself.

Believe it or not, sometimes its way harder to find peace with yourself, when youre the victim.

...To be continued

Alarié