Doja Cats and Krav Maga #33

"With great trauma comes a greater responsibility". 

Toby Maguire som spillede Spiderman var mit første rigtige film crush ...Altså ovenstående er ikke sætningen fra Spiderman, men det er godt nok ligeså sandt. Faktisk, vil jeg vove på at påstå at såfremt du er så uheldig at opleve tarvelige ting i livet, så har du som offer også et ansvar for at være med til at forebygge at det skulle hænde for andre i fremtiden. Det er faktisk rygraden hos min forening. Vi påpeger, hvordan vi alle sammen har et ansvar når det kommer til at skulle gøre verden til et bedre sted derude. No more Greyscalling it, det er på tide at aktivt gøre noget ved det, såfremt du skulle have oplevet noget. 

Personligt har jeg lyst til at kaste op over folk, som stiller sig frem flere år efter noget et hændt for at redegøre for deres krænkelser. Altså, dudes, der er nogle af os som ventede i flere år på der bare kom en sagsbehandler på vores sag. Jeg har det et eller andet sted som, at man er lidt respektløs overfor de rigtige ofre, når man sådan venter flere år (eller årtier) med at sige tingene højt omkring en sag. Selfølgelig forstår jeg det er svært når der før i tiden ikke har været et sted man sikkert kunne melde sine sager men et eller andet sted...Cmon. 

Det er derfor det er så vigtigt, at vi for første gang i Danmarks og verdens historien har skabt et sted, som gør det umuligt for dig ikke at dokumentere din sag. Udover at du kan bidrage til at jeg kan skabe det nødvendige statistiske overblik over de her slags sager nationalt (selvtak, danmark) og den måde du vil bidrage til det offentlige på, så ligger der utrolig meget forebyggelse i at dokumentere ens sag for andre fremtidige ofre. Herved vægter der også et moralsk ansvar jeg også hænger folket op på. Alt dette kan du gøre, sammen tidigt med at du er beskyttet fra din ledelses repressalier og negative tilbageslag. Offentligt ansatte skal ikke udsættes fordi de ytrer sig kritisk eller klager over en sag. Min forening lægger grundlaget for, at der ikke længere er en undskyldning for at tie.

Tænk på det sådan her, jeg kan heller ikke inddrage styrelsen for patientklager eller arbejdestilsynet medmindre jeg kan dokumentere det nødvendige. 

Jeg havde heller aldrig set mit liv gå i denne retning, og jeg havde aldrig i en million år forestillet mig, at jeg ville blive udsat for den behandling jeg blev udsat for, fordi jeg klagede over at have været bleven krænket på mit arbejde som studerende. Men det blev jeg. 

Også blev jeg nødt til at træffe nogle svære valg. 

Skulle jeg blot fortsætte og leve mit problemfrie liv med min søde læge to be kæreste og regne stabilt med backupplanen som Ring pige til boksekampe som holder skiltene mellem runderne (lolz) eller skulle jeg gøre noget ved det jeg så... Jeg huskede den gode gamle sætning. "Der er to slags onde mennesker i verden. Dem som yder ondt, og dem som ser ondskab ske foran dem uden at de gør noget ved det". 

Jeg traf valget om, at jeg ikke kunne stå og blot se til. Også er jeg sygeplejerske? Der forelå et helt specielt moralsk ansvar. 

Jeg huskede hvor hårdt jeg kæmpede for at overleve, og hvordan jeg manglede nogen som jeg, da jeg stod midt i stormen og der hvor det var værst. Jeg huskede det jeg havde lovet mig selv den dag jeg fik min nål, det faktum at jeg ville bruge mit liv på det at yde en service af beskyttelse overfor mine medmennesker.

Det sagde sig selv. Selfølgelig laver jeg det jeg laver.

Det er ikke første gang i mit liv, at jeg overkommer grænser og gør dem til mit. Eksempelvis foreligger der helt andre regler for jeg som en brun pige, kontra mine søde danske veninder. Det er urolig taboo fyldt at jeg laver det jeg laver. Udover at være lidt frowed upon af dem fra min egen kultur (den ældre generation) for at have været gift med en hvid mand så har der været mange andre (normale) ting, som jeg virkelig har måttet være modig for at gøre. 

Der er mange Sacred talents som kun bliver vist herhjemme bag lukkede døre. Jeg synger kun under bruseren (til trods for en imponerende fortid som sangskriver) og når det kommer til at danse (uden det skal lyde stripperagtigt) så kan jeg kun danse for en mand, og det er min elsker/kæreste.

Hvis jeg begynder at smide videoer op af mig som danser, er jeg en vred indvandrer med et forskruet livssyn fra en kugle i panden næste gang jeg går ned af gaden. Det er ekstra slemt, når det er piger som jeg som gør de ting. Der er en forbandelse som ligger over det, at være født brun i en hvid verden.

Det er et tarveligt aspekt, fordi kun gud ved, hvor meget jeg elsker at danse og hvor en stor frigørelse det er for jeg. Jeg voksede op i en verden af Taboos, og har været modig nok til at trodse de fleste af dem.

Også troede de at en sanktionering ville være det som ville få mig til at smuldre?

Go ahead and shuffle dem set of cards again, fordi det var en naiv antagelse at tænke jeg ikke ville være modig og frygtløs i forhold til dette scenarie heller. Jeg har altid haft alle Odds imod mig, og jeg har altid fået det hele til at fungere for mig.

En sanktionering ledte til grundlæggelsen af en revolutionerende forening og en serie af seks bøger.

Youre Welcome baby.

Altså vi er nået dertil, hvor jeg ikke længere frygter det når de dårlige ting sker. Om det er fyringer, sanktioneringer eller sigtelser for at have skrevet om min sag på the great big wide web. Jeg har lært at bruge alt til min fordel, og efterhånden er jeg lidt Britney agtig med min sjæl som ikke har noget imod at skrige ”gimme gimme more” fordi jeg skal nok vende det til min fordel i sidste ende.

Det var det der jeg skrev om i sidste indlæg med, at sjælen ikke er her for at gå op i om det er gode eller dårlige ting du oplever, den er bare thrilled over at have en menneskelig oplevelse og ja…opleve. Det hele er en del af rejsen og det er da svært, at være et af dem som har fundet ro i det faktum. Det er som en slags spirituel Krav Maga. Jeg sværger, man lærer lidt at bruge alt som et våben og til ens fordel. Doja Cat style må i gerne citere mig i fremtiden for ovenstående, ”bitch i said what i said.”

Der er ikke nogen som fortæller dig det her, men det er fucking skræmmende at opnå alle ens drømme. Jeg drømte om at være sygeplejerske, arbejde med eller for en NGO og det at udgive mine bøger. Alt sammen ting som nu kan sættes kryds ved, og jeg er så stolt af mig selv. Men det er skræmmende.

Det er der ingen som forbereder dig på. Jeg prøver stadig at wrap my head around that feeling, da jeg må indrømme at jeg syntes det er svært at gå rundt hele tiden og føle sig så heldig.

Det gjorde jeg også selv under stormen da det var værst. På et tidspunkt under min sanktionerings periode, og før jeg fandt ro på akutten, der kørte jeg hver dag fra Østerbro til Slagelse på arbejde…én ting er en ildsjæl som bær over med trætheden og de mange timer på vejen efter dage, med mange timer på gulvet, en anden ting er at det at have den slags mentalitet hele vejen igennem, selv under de hårdeste tider gjorde at jeg stadig ulmede af værdsættelse og takkede universet hver dag for at jeg kunne være så heldig, for at lave det jeg elsker, trætheden inklusive. Det var det værd. Jeg tror også et eller andet sted, at det var det som gjorde at jeg kom igennem det.

Min mentalitet, og "mit glas er altid halvfyldt og ikke halvtomt " slags tankegang. Egentlig, nu hvor jeg tænker over det, er det en gave.  Dette stadie af…Unapologetic Apathy som jeg skulle igennem i de sidste to år har kun bidraget til at jeg har opnået alle mine drømme.

Ikke fordi det ikke var frygteligt at jeg skulle gå igennem de ting jeg gjorde, men fordi jeg var intelligent nok til at vænne dem til min fordel.

Den eneste guillotine som bliver pudset og skinnet, er den til de individer som snart skal stå til ansvar for deres handlinger overfor offentligheden når jeg trykker udgiv og vælger at fremlægge deres adfærd for resten af nationen, i form af en række sexede bøger som er skrevet til fordel for offentlighedens bedste interesse at have indsigt i. Min whistleblowersag.

Så hvis vi skal spille en sang på replay herhjemme, så er det lige PT VATO med snoop dog.

”Run N**** Run N****, Duk N***** duk N*****”.

Fordi der er en sød omgang musik dedikeret til alle parter i form af lækre ord.

En sød historie som i lige skal indvies i:

Jeg fik jo nøglerne til forenings kontor lokaler her i starten af måneden. Ham som skulle inspektere bygningen sammen med mig ved nøgle overdragelsen han havde noget af en historie at fortælle mig. Ligeså snart han hørte at jeg var sygeplejerske, skyndte han sig at åbne op omkring hans historie.  ”Har du arbejdet på Rigshospitalet?” spurgte han mig nysgerrigt om? Han fortsatte efterfølgende at spørge mig om jeg ”Kunne huske en Robert, en traume og ryg kirurg”.

Jeg grinte med det samme og sagde at jeg ganske vel, og udeærket kendte til Robert.

”Min kone og jeg og vores to teenage døtre var i et meget slemt biluheld juleaften i år 2000.” (Y2K året lol), ”Det var Robert, en nordmand  som redede vores liv og opererede på os. Er han der stadig?”.

Jeg smilte og sagde at ganske rigtigt, så var Robert der stadig, og at jeg nok skulle sende ham min kærlighed.

Desværre er det den samme Robert som Joan (Sygeplejerske på Riget) hævdede at have haft en affære med, og som skulle have krænket hende. Joan, ts ts ts.

Robert havde ALDRIG krænket Joan. Joan havde en affære med robert, og var blot sur over at han egentlig ikke gad hende men hans egen kone i stedet. Joan som blev så tæske sur over at jeg offentliggjorde hendes handlinger for offentligheden, at hun i frygt valgte at handle på måder som….ja, dem kommer vi ind på bøgerne. For nu, udover at ”Kramer åbenbart er en bitch”(whoever that is) så er det  blot en lille verden.

Kære Joan. Du bliver i den grad snart stilt til ansvar.

Det er lidt romantisk, hvordan forenings kontor lokaler ligger på Dag Hammarskjölds alle, Dag Hammarskjöld som i sin tid var en frihedskæmper. Dette mindede min søde ejendoms mand mig også om, efter han var blevet færdig med at byde mig velkommen i bygningen. Det er fornemt og flot arbejde vi laver, og det er fedt at se hvordan andre også er stolte over at skulle være en del af os. Også er jeg helt forelsket i tanken om, at jeg som forfatter har kontor lige henover et bibliotek. Også på mit Øbro <3

Det hele virker lidt skæbnens bestemt. Ih altså.

Hvis vi lige skal snakke om arbejdet i et øjeblik? Så løber det stadig rigtig stærk på hospitalet. Vi er efterhånden nået dertil i vores sundhedsvæsen, at det kræver man er bygget af et specielt stof, for at kunne klare det at agere som sygeplejerske på et travlt afsnit. Jeg oplever at erfaringen som sygeplejerske har gjort mig et til andet menneske, Ive been morphed into something else. Før i tiden det sødeste mest blide væsen, idag et koldt individ som ikke vægter charmen på arbejdet. For eksempel, ved overleveringer nægter jeg at tage imod eller notere patienternes navne, jeg ber udelukkende mine kollegaer om deres stuenumre og henviser til patienterne som de stue numre de har. Det går så stærkt, og jeg kan ikke byde det mig selv, at skulle anerkende mennesket udover det biologiske redskab det er, som jeg skal arbejde med og holde i live. Som sagt sætningen "jeg er ikke pædagog" blevet sagt oftere end jeg kan lide, men sådan er det idag derude. Der er travlt, og der bliver sparret for alle ender.

Jeg er ikke desperat længere, og derfor er jeg også allerede godt på vej videre. Jeg vil gerne takke min søde chef og de dejlige kollegaer jeg har haft. Jeg glemmer aldrig min jobsamtale på stedet.

Vi var lige blevet færdige med samtalen da jeg rejser mig op og går hen til vinduet. Jeg kan ikke gøre for det, jeg er en people pleaser og valgte at komme med et kompliment lidt for hurtigt uden jeg helt havde tænkt mig om eller kigget rundt.

"Sikke en fin udsigt i også har herfra " sagde jeg enthusiatisk i sand Lillye form med et bredt smil på læberne. Min leders stemme ændrede sig lidt i hendes toneleje, i det hun rejste sig og gik hen til vinduet hvor jeg stod og kiggede ud. Hun havde godt lagt mærke til, at blikket på mit ansigt havde ændret sig lige efter jeg havde sagt sætningen og rent faktisk set hvad det var som var derude. Hun gik op til mig og lagde en hånd på min skulder mens hun sagde (og mens hun prøvede at tilbageholde hendes grin, det var komisk!) "Ja, det er så arresten og psykiatrien du har udsigt til herfra", sagde hun mens jeg lagde mærke til det kæmpe piltråds hegn og det markabre vibe det gav den måde stålhegnet med pigtråd omringede nabo bygningen. Jeg rødmede lidt og tog mig selv i at have mig et legally blonde øjeblik, for helvede. Men komisk var det.

Det går godt med vores SAR mand (vores skater læge <3 ) , og snart kan i læse alt om mine kærligheds eventyr i mine bøger, herunder ”Mynthe og Lime” del 6 af serien som kommer ind på de sidste par måneder og mine kærlighedseventyr. Jeg kommer nærmere ind på det,  i løbet af de fremtidige indlæg. Udover ham, kommer i til at møde lidt af Nicolas som i snart kan læse meget mere om her på min side. Endnu en inspirerende karakter som jeg har set og haft fornøjelsen af at lære lidt at kende de sidste par måneder. Én ting er sikkert, jeg nyder aspektet af det at lære andre at kende og finde mit eget rodfæste i forhold til mit hjerte og ikke mindst mine værdier i en relation.

Jeg glæder mig til at dele meget mere med jer af MIG og ikke kun den ballade jeg laver. For nu, er jeg egentligt bare et rigtig godt sted, hvor jeg står stærkt i min faglighed, min karriere og ikke mindst, i forhold til mine ressourcer og de dejlige mennesker i mit liv som bidrager med elementet af forkælelse, forelskelse og ikke mindst inspiration.

Hvis du trænger til inspiration? Så tjek Tina Maria Elenas billeder ud på Insta <3 Hun er helt fantastisk og én af dem, som jeg elsker skal præge mine vægge i hjemmet. En fantastisk selvstændig kunstner hvis malerier altid vækker inspiration og lethed.

Jeg nyder det der med, at skrive så i kan følge med i mit liv, og finder det en absolut fornøjelse, at det ikke længere kun skal handle om sagen fra sidste år som tales of Marble bloggen redegjorde for. Det er befriende og dejligt, at kunne dele elementer af mit liv med jer .

til next time

Alarié